Skip to main content

Praktiserende læger og regionerne slås om produktiviteten

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

2. nov. 2012
2 min.

Forhandlerne fra Praktiserende Lægers Organisation (PLO) blev aftes mødt af en barrage af forslag til, hvordan de kunne skabe produktionsgevinster i deres praksisser. Ideerne kom fra Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) - modparten i de igangværende forhandlinger om en ny overenskomst.

Ideerne handlede om en mere effektiv administration, ny teknologi, bedre arbejdstilrettelæggelse og mere klinikpersonale. Desuden skal honorarerne beskæres, var oplægget.

Det blev ikke mødt med nogen stor begejstring fra PLO's side.

»Vi er skam villige til at snakke produktivitetsgevinster, men der er altså ikke nogen lavthængende frugter at plukke«, siger PLO's formand, Henrik Dibbern.

»Regionernes luftige forslag er i realiteten bare en spareøvelse. Vi fastholder, at skal almen praksis have nye opgaver, skal der finansiering med«, siger han.

Rigsrevisionens nylige rapport om almen praksis - der bl.a. efterlyser større styring af og kontrol med almen praksis - blev også berørt på mødet. Under drøftelsen erklærede PLO sig parat til at diskutere, hvordan der kan skabes større åbenhed omkring almen praksis' ydelser og aktivitet. Men organisationen afviste pure at droppe den hævdvundne paritet i de råd og udvalg, der styrer sektoren. PLO mener, det i realiteten ville afskære de praktiserende læger fra indflydelse på egne forhold.

Fra regionernes side er der fåmælthed om mødet.

»Det eneste, jeg kan sige, er, at det ser svært ud«, siger Jens Stenbæk (V), formand for RLTN, om udsigterne til enighed.

»Noget af det bliver der arbejdet videre med. Men der er ikke noget, der er taget af bordet. Der er ikke nogen ny situation«, siger han.

Næste møde finder sted 8. november.

Følg forhandlingerne - og debatten om dem - på www.læger.dk og/eller PLO's facebook-side

www.facebook.com/pages/Bevar-familiel%C3%A6gen/358987027523554