Praktiserende læger på vej mod endeligt opgør

Intet tyder på, at de praktiserende læger og Danske Regioner kommer til at indgå en overenskomstaftale – som det netop er sket for Yngre Læger og Overlægeforeningen.

»Vi har aldrig været her før«, siger formand for de praktiserende læger Henrik Dibbern.

Ifølge Danske Regioners chefforhandler Jens Stenbæk (V) vil overenskomsten blive opsagt, når de er klar »til følgerne«:

»Vi er meget tæt på en opsigelse af overenskomsten. Vi er i gang med de sidste forberedelser. Vi er ikke helt klar endnu, men vi nærmer os og er tæt på, da der ikke har været nye toner fra PLO. Vi håber naturligvis, at PLO kommer tilbage til bordet«, siger han.

Den eneste grund til, at overenskomsten ikke for længst er opsagt, er ifølge Jens Stenbæk, at regionerne skal have sikkerhed for, at man kan tage sig af patienterne på »en forsvarlig måde – også hvis der kommer en konflikt«.

Tre måneder efter, at en overenskomst er blevet opsagt, vil der udbryde lægekonflikt i Danmark, hvis ikke en ny aftale indgås inden da. En situation, der ikke er set siden 1984.

»Hvis PLO vil give sig og gå med til produktivitetsgevinster på to procent, vil lytte til kritikken fra Rigsrevisionen og andre af vores mærkesager, så genoptager vi forhandlingerne med det samme. Men det, jeg prøver at sige, er, at når parterne (i Regionernes Lønnings- og Takstnævn, som har repræsentanter fra de fem regioner, Kommunernes Landsforening, Finansministeriet og Forebyggelses- og Sundhedsministeriet red.) er klar, så siger vi overenskomsten op. Men vi håber, at noget sker inden«, siger Jens Stenbæk.

PLO: Vi tvinges til at forhandle mod ultimative krav

PLO kalder det »udelukket«, at der vil ske forhandlinger i en situation, hvor overenskomsten er opsagt:

»En opsagt overenskomst vil gøre forhandlingssituationen endnu vanskeligere, end den allerede er. På nogle områder er det jo normalt, at man opsiger en overenskomst med henblik på at lave en ny. Men det er slet ikke normalt hos os«, siger Henrik Dibbern og fortsætter:

»Vi er blevet tvunget til at forhandle mod ultimative krav. Jeg forstår ikke i min sjæl, hvordan almen praksis har provokeret nogen så meget, at det skal foregå sådan her. Måske tror regionerne, at de bare kan opsige overenskomsten som en måde at tvinge os til at indgå en ny på – på deres vilkår. Men det opleves som en uhørt provokation, fordi vi føler, at vi udfører et godt stykke arbejde – inden for de aftalte rammer«.

Ifølge Henrik Dibbern befinder de praktiserende læger sig ikke i en tvangssituation, hvor de nødvendigvis skal følge kravene.

Han oplever også, at opbakningen fra de menige PLO-medlemmer aldrig har været så stor som nu.

Vi er ikke ansat

»Vi arbejder gudskelov ikke på regionernes klinikker eller sygehuse. Vi har alle en lille butik, hvor folk kan købe vores ydelse. Regionerne i dette tilfælde. Hvis de ikke ønsker at være kunder hos os, må de anvise borgerne andre steder at få lægehjælp, eller overlade forsyningspligten til andre. Vi vender kun tilbage til bordet, hvis de accepterer det faktum, at en ny aftale skal have et positivt indhold for begge parter. Vi er ikke ansatte, vi sælger en ydelse, så vores udgangspunkt for forhandlinger er et andet end på lønmodtagerområdet«, siger han.

Henrik Dibbern henviser til overenskomststriden mellem Kommunernes Landsforening og Danmarks Lærerforening. Kommunerne – og regeringen – ønsker en skolereform. En reform, som lærerne afviser. Derfor er de på vej mod konflikt.

»Men hvilken nødvendighed er det, som kræver, at vores samarbejde med regionerne skal tryktestes så voldsomt«, spøger Henrik Dibbern og fortsætter:

»Jeg synes ikke, at vi skylder regionerne noget som helst i forhold til, hvad de kan forvente af os. Vi leverer til tiden, økonomiudviklingen holdes i ro og inden for regionernes forventninger, så jeg forstår slet ikke, hvordan de – eller andre – kan forvente, at vi skal aflevere vores rettigheder til dem«.

»Vi deponerer ikke retten til at være selvstændige«

For PLO-formanden er det grundlæggende, at hvis lægerne skal beholde ansvaret for klinikkernes drift, skal de også beholde indflydelsen på styring og udvikling af deres egne forretninger – naturligvis i dialog med regionerne.

»Men vi deponerer ikke retten til at være selvstændigt erhvervsdrivende – medmindre Folketinget beslutter, at det er slut med den danske praksismodel«. siger Henrik Dibbern og fortsætter:

»Man får altså ikke opfyldt en vis mængde krav ved en forhandling, hvis blot man sætter barren usædvanligt højt – og slet ikke, når kravene er helt hen i vejret«.

Regioner: Vores krav er ikke urimelige

Danske Regioner mener, at de praktiserende læger er stejle. Hvor overlægerne har flyttet sig på arbejdstider for at få to procent mere i løn over to år – og dermed en forventet reallønsnedgang – får PLO en automatisk pris- og lønregulering, som alt andet lige, ifølge regionerne, sikrer reallønnen.

Alligevel giver lægerne sig ikke på nogle af regionens krav – krav, der bakkes op af Rigsrevisionen, den netop udsendte evaluering af strukturreformen og meldinger fra ministeren:

»Jeg synes ikke, at vi stiller urimelige krav. Vi ønsker blot en bedre styring af en sektor, som vi stort set alene finansierer. Den aftale, vi netop har fået igennem med de to øvrige lægegrupper, viser, at selvom de er økonomisk smalle – sådan som tilfældet er på alle offentlige områder – har begge parter fået mange og store indrømmelser igennem. Yngre Læger og overlægerne har vist en større fleksibilitet, så flere patienter kan behandles hurtigere til en lavere pris. Det samme, håber vi, vil ske på de praktiserende lægers område«, siger Jens Stenbæk.

Bekendtgørelse fra minister

Opsiger Danske Regioner de praktiserende lægers overenskomst, vil ministeriet via en bekendtgørelse fastsætte takster under en konflikt, så danskerne ikke vil være uden lægehjælp. Men ministeriet kan næppe fastsætte mere end det – og dermed heller ikke regionernes ønske o m bedre styring af almen praksis.

Socialdemokraternes sundhedsordfører Sophie Hæstorp Andersen håber på, at de stridende parter løser konflikten selv:

»Jeg håber inderligt, at de vil mødes ved forhandlingsbordet. Ingen er tjent med, at det ender på Folketingets og sundhedsministerens bord – hvis begge parter altså er enige om den danske model, hvor man aftaler sig frem«, siger hun.

Læs også »Region Hovedstaden laver sin egen lægevagt«