Praktiserende læger skal opruste kræftdiagnostikken

Et af alarmsymptomerne på KRC er blod i afføringen. Men i måske 19 af 20 tilfælde er det falsk alarm, og blødningen har andre årsager som f.eks. hæmorider, en rift eller at patienten får blodfortyndende medicin.

»Og når du som læge fem gange har fået svar tilbage fra hospitalet om 'intet abnormt', hvad gør du så, når nr. seks eller syv henvender sig med blod i afføringen«, spørger professor Peter Vedsted retorisk. Og svaret er nærliggende - man bliver lidt mere tilbageholdende med at henvise patienterne til videreudredning.

Henvis hellere for mange

Men det er den forkerte lære at drage, understreger Peter Vedsted:

»Praktiserende læger skal være langt bedre til at holde fast i, at man for at finde det ene tilfælde er nødt til at undersøge mange, som heldigvis viser sig at være raske«.

Sammen med studenterstipendiat ved Forskningsenheden for Almen Praksis i Aarhus, Jakob Søgaard Juul, peger han i denne uges udgave af Ugeskrift for Læger på, at der opfanges for få tilfælde af KRC i almen praksis, og at det i flere tilfælde skal ske tidligere i forløbet (side 710 og leder side 709.)

»Det skyldes dels, at nogle patienter af forskellige grunde venter relativt længe, før de går til lægen med nogle symptomer. Det er der en række praktiske, psykologiske og sociale forklaringer på. Det er ikke nok at sige til folk, at når man bløder fra endetarmen, skal man altså gå til læge«, siger Peter Vedsted. Han mener derfor, at der både skal en vis grad af folkeoplysning til, og at man skal sænke barrieren for, hvornår folk vover sig op til lægen med »deres bekymring og symptomer«.

Vent ikke på »sikre« symptomer

Men også den praktiserende læge skal blive bedre til at genkende de symptomer, man skal være opmærksom på. Også de symptomer, som ikke ligner de »typiske« alarmsignaler, som efter Peter Vedsteds mening er alt for lidt udforskede i almen praksis.

Og det kræver efteruddannelse.

»Det nytter ikke, at du som praktiserende læge har den opfattelse, at de, som du henviser, skal have sikre tegn på kræft. For så er de ofte allerede længere henne i deres sygdomsforløb«, siger han.

Peter Vedsted peger på, at mange undersøgelser udmærket kan foregå i almen praksis.

»Men det er jo mange, der skal undersøges, og det kræver tid i en konsultation. Men ved efteruddannelse kan man lære at udnytte sine kliniske kundskaber bedre«, siger Peter Vedsted, som anbefaler en efteruddannelse, der ikke alene opdaterer viden om symptomer, men også om det at diagnosticere sjældne sygdomme.

Selv om der årligt stilles ca. 30.000 kræftdiagnoser i almen praksis, er det trods alt kun 8-10 pr. praktiserende læge. På en baggrund af gennemsnitligt 7.500 årlige konsultationer er kræft derfor en relativt sjælden diagnose.

»Derfor får man som praktiserende læge nemt den læring, at langt de fleste, som man henviser til udredning, jo 'alligevel ikke er syge'. Og mange af dem, der kommer, har jo ikke oplagte alarmsymptomer. De har haft uregelmæssig afføring, lidt vægttab og føler sig trætte eller mangler appetit. Lægen kan her måske godt have på fornemmelsen, at der muligvis er noget galt«.

»Men når det selv ved alarmsymptomer kun er én af 20, der faktisk har KRC, må lægen da blive endnu mere tilbageholdende med at sende en patient til udredning, hvis der er tale om uspecifikke symptomer?«

»Netop«, siger Peter Vedsted.

»Og sandsynligheden for, at de har kræft, er også lavere. Men det er jo præcis i denne gruppe, hvor der ikke er udviklet fulminante symptomer endnu, at vi vil kunne redde allerflest. Og til det skal lægen bruge optimal viden og solid støtte fra det øvrige sundhedsvæsen til udredning, når lægen finder det indiceret«.

Læs mere side 710 og leder side 709.