Overlæge Badal Sheikho Rashu kom til Danmark som flygtning fra Irak for 15 år siden. Han nyder at kunne cykle på arbejde i shorts i stedet for at komme anstigende i jakkesæt.
"Økonomisk havde jeg det godt i Irak. Jeg arbejdede som praktiserende læge og havde et stort hus. Men jeg frygtede, at efterretningstjenesten ville fængsle mig uden grund, og at jeg aldrig ville se min familie igen. Presset voksede, fordi jeg ikke var medlem af Saddam Husseins Baath-parti. Og det blev ikke bedre af, at vi med vores religiøse yezidi baggrund tilhørte en lille minoritetsgruppe, der blev undertrykt. Det var utrolig svært for os at leve i et totalitært muslimsk samfund, og derfor besluttede min kone og jeg i 2000 at flygte med vores tre små børn.
Vi ankom om natten til Sønderjylland. Jeg anede ikke, om vi var i Tyskland eller i Sverige. Det var først, da vi blev mødt af en dansk politimand, at det gik op for mig, at vi var i Danmark. Jeg havde hørt om Danmark før og vidste, at det var et lille land med landbrug, ost, mælk og Gram køleskabe. Men at det lige var her, vi havnede, var et tilfælde.
Faktaboks
Der var ingen, der havde inviteret mig. Jeg var flygtet hertil. Derfor syntes jeg også, at jeg selv havde et ansvar for at finde min plads i samfundet. Jeg var godt klar over, at det ville blive en udfordring. Men man må forsøge at lede efter, hvad der er fælles mellem os mennesker i stedet for at stirre sig blind på de kulturelle forskelligheder.
Med hjælp fra en venlig overlæge på Haderslev Sygehus og Røde Kors og lykkedes det mig efter et par måneder i Danmark at komme i ulønnet praktik. På det tidspunkt boede jeg med min familie på et flygtningecenter i Løjt tæt på Åbenrå. For at komme på arbejde skulle jeg hver morgen gå fire kilometer til busstoppestedet. Det tog mig halvandet time at komme frem, men det var lige meget. Jeg var lykkelig for at få muligheden for at se, hvordan det danske sygehusvæsen fungerede.
I dag er jeg overlæge på Urologisk Afdeling på Herlev Hospital, og jeg elsker mit job overalt på jorden. Man kan godt være heldig, men jeg tror også på, at man selv skal lede efter sit held og bane vejen. Det har ikke været nogen nem vej, men jeg har hele tiden været positiv, og har været så privilegeret at møde en masse søde kollegaer, der har vist mig tillid.
Det er så forskelligt at være læge i Danmark i forhold til i Irak, at det nærmest ikke kan sammenlignes. Én af de største forskelle er, at man som læge i Danmark er meget mere jævnbyrdig med de andre hospitalsansatte. I Irak går overlæger på arbejde i jakkesæt og slips, mens det i Danmark kan være svært at se, om man er sygeplejerske eller læge. Prestige betyder mindre i Danmark, og det passer mig fint. Det skal ikke være prestige, der driver dig som læge.
Sidste sommer havde jeg en ven fra Irak på besøg. Hans øjne var ved at trille ud af hovedet, da han så mig komme cyklende hjem fra arbejde i shorts. Han troede simpelthen ikke på, at jeg kunne være overlæge, når jeg så sådan ud. Det måtte være noget, jeg havde bildt ham ind. I Irak ville en overlæge aldrig finde på at cykle. Og da slet ikke i shorts."
