Skip to main content

To private lægevagter på vej i hovedstaden

Private udbydere ser deres snit til at tilbyde privat lægevagtstjeneste i lyset af balladen omkring Region Hovedstadens 1813-akuttelefon.

17. mar. 2014
1 min.

Lægelinien hedder en ny privat lægevagt, som borgere i hovedstadsregionen fra i dag kan ringe til som alternativ til 1813 ved akut sygdom. Det skriver Jyllands-Posten. Manden i røret hedder Morten With Feldman og han har kørt lægevagt for Region Hovedstaden i 17 år.

Proceduren er, at man ringer op, opgiver sine dankort oplysninger, og så får man forbindelse til en læge - efter kortere ventetid end hos 1813, siger Morten With Feldman.

”Der er mange, der savner en nem og hurtig måde at få lægehjælp på. Og når det handler om sygdom, er folk mest trygge ved at tale med en læge. Der kan regionerne ikke altid leve op til længere, hvilket er årsagen til, at vi ser et marked for det her,” siger Morten With Feldman til Jyllands-Posten.

Senere på foråret, den 15. april, åbner endnu en privat lægevagt, den hedder Lægevagten-Nord og drives af Klaus Anker-Nielsen, praktiserende læge i Hillerød. Der er tale om en lægevagt, man kan benytte sig af, hvis man har tegnet et abonnement.