Skip to main content

Privathospitalerne har medvind under den nuværende regering

Antallet af patienter, der bliver henvist til privathospitalerne på det offentliges regning, har ikke været større siden 2010.

Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.
15. jun. 2015
2 min.

Tusindvis af patienter finder vej til privathospitalerne på det offentliges regning, skriver Politiken. I første kvartal omfattede trafikken 40.249 patienter - et niveau, der ikke er set siden 2010, fremgår det med henvisning til tal fra Danske Regioner.

Men den socialdemokratisk ledede regering har ikke noget problem med at sende patienter ud i den private sektor med skattepenge i lommen - omend det i højere grad er et udtalt ønske fra den modsatte side af det politiske spektrum.

Flemming Møller Mortensen, Socialdemokraternes sundhedsordfører, siger til avisen, at han ser "meget, meget afslappet på, at flere sendes på privathospital".

For ham er det "underordnet, om de politiske løfter indfris på offentlige eller private hospitaler, bare patienterne kommer hurtigt igennem, som det er målsat politisk", fremgår det.

Ifølge Kjeld Møller Pedersen, professor i sundhedsøkonomi og -politik på Syddansk Universitet, understreger tallene, at der synes at eksistere en fundamental enighed om offentligt-privat samarbejde på området.

"Jeg ser dybest set ingen ideologisk forskel på Venstre og Socialdemokraterne i synet på privathospitaler, selvom Venstre i ord er mere positivt stemt og taler om, hvordan den sektor kan udvikles, mens Socialdemokraterne mere har accepteret privathospitaler som en stødpude, når de offentlige hospitaler ikke kan levere ydelser til tiden", siger han til Politiken.

"Det er mest i SF og Enhedslisten, vi har set den ideologiske modstand mod privathospitalerne".