Prøv med lidt tillid

Klapsalverne rungede taktfast i Aalborghallen for en uges tid siden, da KL præsenterede sit udspil om et stærkt, nært sundhedsvæsen. Blandt gæsterne var også Bent Hansen, formand for Danske Regioner. Jeg er sikker på, at han også klappede, for han er en høflig mand.

Ikke desto mindre er det slående, hvordan KL og Danske Regioner med en dags mellemrum formåede at præsentere hvert sit udspil, hvor de hver især er fremstillet som motoren i det danske sundhedsvæsen, mens de kun nævner hinanden en passant - ofte i forbindelse med opgaver, der ikke er løst.

Det kan godt være, at KL's formand indleder sundhedsafsnittet i sin beretning med at takke regionerne for deres indsats med at få ventetiderne ned. Han vælger dog at afslutte med, at »det er jo nu engang sådan, at investeringer i sygehusvæsenet giver flere patienter. Men investeringer i det nære sundhedsvæsen betyder færre patienter«. Ikke ligefrem en udstrakt hånd til regionerne.

Omvendt baner Danske Regioners sundhedsudspil heller ikke vejen for nye måder at samarbejde på. Det er mest af alt en pædagogisk fremstilling af den nuværende arbejdsdeling i sundhedsvæsenet krydret med uforpligtende hensigtserklæringer om tættere samarbejde. Kommunerne kan næppe tolke det som andet end en lunken tilnærmelse og et forsøg på at tage medieopmærksomhed fra KL's stort anlagte udspil.

KL og Danske Regioner burde ellers have rigtig meget at tale om. Der er stadig for lang ventetid på genoptræning mange steder, ældre medicinske patienter, som har brug for lægeligt forsvarlige tilbud, psykisk syge med misbrug, som ikke får den rigtige behandling. Blot for at nævne nogle eksempler på områder, hvor regioner og kommuner er nødt til at samarbejde.

Samarbejde er også nødvendigt for at gennemføre mange af de forbedringer, som både regioner og kommuner faktisk har meldt ud, at de vil gøre noget ved: fælles vejledninger og retningslinjer, udvikling af sundheds-it og fokus på at styrke og dokumentere kvaliteten. Det giver jo ikke mening at gøre det hver for sig, og mange af de gode intentioner fra begge sider kræver ikke ny lovgivning eller nye penge, men såmænd kun viljen til at indgå aftaler og overholde dem.

I Lægeforeningen ser vi frem til en afslutning på KL's og regionernes perspektivløse omgangsform, som i passager leder tanken hen på urfugles rituelle dans. Begge organisationer ville vinde ved at nedtone de politiske positioneringer og tage udgangspunkt i, at de er til for patienterne. Syge mennesker er forståeligt nok ikke engagerede i, om det er kommunen eller regionen, der leverer varen. De er først og fremmest optagede af, om kvaliteten er i orden, og om ventetiden er kort.

Regeringen har naturligvis også ansvar for at få sundhedsvæsenets rammer på plads og stille politiske krav, men det ville klæde parterne at have en direkte dialog på sundhedsområdet og ikke placere regeringen i rollen som ringdommer.