Professionalisering af den sundhedspolitiske debat

Debatten om sundhedsvæsenet, som den udspiller sig i medierne, har ændret karakter. Hvor patienterne og disses foreninger tidligere var yndede kildevalg og optrådte som aktører i artiklerne, er det i dag i højere grad de fagprofessionelle - dvs. lægerne, sygeplejerskerne og administratorerne - samt de folkevalgte politikere der kommer til orde og dermed sætter dagsordenen.

Det viser en undersøgelse udarbejdet af Mandag Morgen Monitor. Analysen af mediernes sundhedsstof er foretaget på baggrund af over 800 artikler og nyhedsindslag bragt i perioden 1994-2001, der påviser markante forskydninger i mediernes valg af kilder på sundhedsområdet sammenlignet med en lignende undersøgelse fra 1993/94. Fra dengang og til nu er andelen af artikler om borgernes sundhed faldet med 35 procent, hvilket svarer til, at borgerne i dag kun indgår i gennemsnitlig hver fjerde medieberetning om den danske sundhedstilstand.

Faggrupperne alene - læger, sygeplejersker og de sundhedsfaglige organer og embedsmænd - »sætter sig« i dag på næsten seks ud af ti artikler om sundhedsstof i danske medier, og undersøgelsen er således i overensstemmelse med den seneste publikation i forbindelse med det igangværende forskningsprojekt om Magtudredningen i Danmark - »Eksperter i medierne. Dagspressens brug af forskere 1961-2001«, som påviser en nærmest eksplosiv vækst i eksperters optræden som fortolkere og kommentatorer af snart sagt hvad som helst.

Professionaliseringen af den sundhedspolitiske dagsorden har betydet, at der i dag således skulle være mindre fokus på patienten, der mener sig fejlbehandlet eller patientforeningen under mulig indflydelse. Hvad angår sidstnævnte, optræder en af disse interesseorganisationer - der tilsammen repræsenterer mere end 750.000 medlemmer - kun i otte procent af de danske sundhedsnyheder. De absolutte topscorere blandt patientforeningerne er - ikke uventet - Kræftens Bekæmpelse og Hjerteforeningen.

De enkeltsager, som den sundhedspolitiske debat ofte klandres for at være præget og skævvredet af - til stor plage for politikerne - spiller således en langt mindre central rolle end i 1990'erne, hvor mangen en politiker har oplevet at skulle forholde sig til en patientcase i syv-radioavisen. Dog - fremgår det af undersøgelsen - er patienternes dagsordener ikke blevet forvist fra spalterne til fordel for en abstrakt debat om ventetider, lægemangel og sygehusstrukturer. Medierne beskæftiger sig fortsat med hvad de mener og vinkler som vedrører borgerne mest direkte - blot ikke ved at bruge disse som konsekvenseksperter.

Journalistisk dovenskab

Ugeskriftet har spurgt Charlotte Wien, lektor ved Institut for Journalistik ved Syddansk Universitet, hvad baggrunden er for den ændrede prioritering af stof og kilder. Charlotte Wien skelner mellem to typer af historier.

»I de tilfælde, hvor journalisten har en god idé til en historie, er den hurtigste måde at få den i kassen på at ringe til en ekspert, som er vant til at udtale sig til medierne, og som kan udtale sig i fem præcise sætninger inden for sit fagområde. Så er den historie hjemme«.

Den anden måde at lave historier på, tager afsæt i TV 2 Nyhederne: »Her er udgangspunktet typisk den stakkels fru Jensen, der er blevet mishandlet i sundhedssystemet. Efter seerne har fået beskrevet, hvor forfærdelig synd det er for hende, indkalder journalisterne læger, der anklages for at have mishandlet hendes ben.

I den slags historier - som er hurtige at lave - er det enten fru Jensen selv, hendes pårørende - eller en patientorganisation - der tager kontakt til journalisten. Så på den vis kommer patientorganisationer fortsat til orde - indirekte«, siger Charlotte Wien.

At sidstnævnte artikeltype efter alt at dømme ikke er så hyppige som tidligere, er der ifølge Charlotte Wien gode forklaringer på:

»Syge mennesker er ofte dårlige kilder. De er af gode grunde stærkt tendentiøse kilder og sjældent gode til at udtale sig, og uden gode kilder har journalisten ikke nogen historie. Får en journalist serveret en historie om en postuleret fejlbehandlet patient, skal der være en vis garanti for, at sagen har noget på sig, førend der afsættes ressourcer og tid på en sådan sag«, siger Charlotte Wien.