Skip to main content

Professor i almen medicin frygter talentflugt

Ganske vist er ansøgerne til hoveduddannelse i almen medicin så småt begyndt at vende tilbage i Region Nord- og Midtjylland, men situationen er ikke normal, advarer professor Peter Vedsted.

Christian Andersen, cha@dadl.dk

20. nov. 2013
3 min.

Professor Peter Vedsted, Forskningsenheden for Almen Medicin, Århus Universitet, frygter, at almen medicin mister talentfulde almen medicinere på grund af eftervirkningen af konflikten og den stadigvæk uklare situation for almen praksis.

Siden konflikten mellem PLO og Danske Regioner er antallet af ansøgere til hoveduddannelse i almen medicin faldet over hele landet. Et fald i antallet af ansøger på 10 procent er ikke usædvanligt.

Faktaboks

Fakta

Dog er der sket en tilbagevenden til det normale niveau i Region Nordjylland og Region Midtjylland at dømme efter den seneste ansøgningsrunde, som havde deadline den 7. november.

” Der findes rigtigt mange dygtige og målrettede yngre læger derude, som det ville være rigtigt godt at få ind i faget. Men jeg frygter, at vi mister talentfulde yngre læger på den her konto. Jeg kender klart til flere yngre læger, som har søgt introstillinger i andre specialer. Ikke fordi de decideret har besluttet sig til at gå en anden vej i deres karriere. Jeg tror, at vi i øjeblikket taber nogle læger, som ellers ville have søgt almen medicin,” udtaler han.

”Det undrer mig ikke, hvis man som nyuddannet, ung læge overvejer, hvilket speciale man skal vælge og fravælger almen medicin eller lige klapper hesten efter den lange periode med konflikten,” tilføjer han og nævner tre hovedårsager til, at de yngre læger tøver med at vælge almen medicin som speciale:

  1. Usikkerhed om stillingens indhold.

  2. Usikkerhed om økonomien.

  3. Usikkerhed om selvstændigheden i stillingen

Peter Vedsted er dog fortrøstningsfuld for, at lysten til at søge almen medicin nok skal vende tilbage.

”Jeg håber, at lysten til at søge hoveduddannelsesstillinger hurtigt vender tilbage. Men det kræver, at der kommer nogle noget ro på. Vi har brug for en anerkendelse fra alle positioner i sundhedsvæsenet , både fra embedsværket og den politiske side. Jeg ville blive ked af, hvis denne konflikt har ødelagt mere end vi lige forestiller os,” siger Peter Vedsted.