Kritik. Skældud. Frygt. Reaktionerne på Region Hovedstadens nye akutsystem med visitation via 1813 telefonen og ikke mindst overtagelsen af lægevagten, har ikke været specielt positive. Direktøren for det hele, Freddy Lippert, har været skydeskive. Mød ham her.
Hjerterummet i Region Hovedstadens nye akutsystem ligger på tredje sal i en anonym bygning i Ballerup. Her befolker administrationen et stort åbent kontorlandskab, og direktørens sorte hæve-sænkebord befinder sig i et hjørne. Det er placeret, så han har ryggen mod de store panoramavinduer, der ved Gud heller ikke byder på noget opmuntrende syn den dyngvåde torsdag i januar, Ugeskriftet aflægger besøg.
Sådan ser øretævernes holdeplads altså ud. Den indehaves af Freddy K (K for Knudsen) Lippert, en spinkel mand med et drengeagtigt udseende og et afvæbnende væsen. Især det sidste har han haft god brug for på det seneste.
Som direktør for Region Hovedstadens akutberedskab har Freddy Lippert lagt fysiognomi til den ene kindhest efter den anden for eksekveringen af en af de mest kontroversielle omlægninger i sundhedsvæsenet i nyere tid. Nemlig regionens overtagelse pr. 1. januar af den velkendte lægevagt samt introduktion af visitation til regionens akutmodtagelser og -klinikker. En nystrukturering, der diplomatisk sagt har vakt røre både i lægekredse og i befolkningen generelt.
Det er føget med kritik af især ventetiderne til det sygeplejerskebetjente 1813-telefonnummer, der er indgangen til akutsystemet og dermed også visitation til eventuel lægebistand.
Freddy Lippert erkender, at starten har været hård men tager virakken i medierne køligt.
”Der er en medieverden, og så er der en virkelig verden. Jeg lever i den virkelige verden men er også en gang imellem nødt til at gå ind i medieverdenen”, som han siger.
”Men jeg har undret mig over, at visse læger som højtuddannede akademikere vil forfalde til at diskutere på det niveau, vi har set og specielt på de sociale medier. Det er næsten pinligt. Jeg forsøger at holde mig ude af det”.
Faktaboks
Hvordan reagerede du egentlig, da Region Hovedstaden opsagde lægevagtsaftalen med de praktiserende læger?
”Jeg vidste godt, at konflikten mellem PLO-Hovedstaden og regionens politikere var meget kompliceret og vanskelig at løse. Men jeg var overrasket over, at et næsten enigt Regionsråd valgte at opsige aftalen og etablere lægevagtsfunktionen selv og samtidig indføre visiteret adgang til hospitalerne – og på så kort tid. Jeg har aldrig oplevet, at politikerne samlet set har følt sig så trådt over tæerne af en specifik faggruppe, som de har i dette tilfælde. Men jeg ved også godt, at PLO-Hovedstaden har følt, at de også er blevet trådt over tæerne af politikerne. Så det er gensidigt”.
Følte du dig klemt mellem en politisk ledelse og dine egne fagfæller?
”Man har misforstået det politiske system, hvis man tager mig som eksponent for en politisk løsning i Region Hovedstaden som denne her, men jeg bakker løsningen 100 pct. op. Jeg er overbevist om, at et enstrenget og visiteret akutsystem er det helt rigtige at gøre for borgerne og for det sammenhængende sundhedsvæsen. Og det siger jeg med mit kendskab til akutområdet internationalt. I øvrigt er der rigtig mange læger, der er enige”.
Som læge er du rundet af et meget fagligt system men er nu leder i et politisk system. Det må være vanskeligt?
”Det er mange lægers problemstilling og har også været min egen i mange år, at man ved eller i hvert tilfælde tror, man har ret på et ganske lille og fagspecifikt område. Men det er gået op for mig i årenes løb, at vi som læger i virkeligheden ofte mangler et bredere perspektiv og ikke altid har øje for de større organisatoriske, ledelsesmæssige, økonomiske og politiske sammenhænge”.
Har du en mentor?
”Det er vanskeligt at pege på en enkelt, men eg har haft mange forbilleder både på det kliniske og på det ledelsesmæssige område. En person, som jeg har haft og har stor respekt for, er Helle Ulrichsen, som jeg har arbejdet sammen med, siden hun var på Rigshospitalet i centerledelsen og som hospitalsdirektør, til H:S og senest som regionsdirektør i Region Hovedstaden. Med en lægelig baggrund har hun været et forbillede som leder. Hun havde altid et overblik, kunne hurtigt gennemskue komplicerede faglige og ledelsesmæssige problemstillinger og formåede at skabe løsninger og få folk med sig – også på områder hvor der var mange forskellige interesser. På den måde har jeg set Helle som et stort forbillede i både at være leder og læge”.
Du må have enormt travlt med akutsystemet, du forsker, publicerer og underviser på Københavns Universitet. Hvordan får du tid til det hele?
”Det er vel ikke så forskelligt fra så mange andre læger. Jeg brænder for det, jeg laver, og så når man meget. Det er vigtigt for mig at udvikle nye og bedre løsninger, og jeg forsøger hele tiden at udfordre fordomme og traditioner – både som leder og forsker. Undervisning synes jeg er vigtigt, fordi jeg møder yngre kolleger, som jeg både udfordres af og får mulighed for at påvirke. I øvrigt har vi alle nøjagtig den samme tid til rådighed, så det er kun et spørgsmål om at prioritere. At prioritere er en af de væsentligste opgaver som leder og i øvrigt også inden for akutmedicin”.
Får du dyrket noget sport?
”Jeg løber, og det er det eneste. Men det er mest for at holde mig i form. Jeg synes, at det er lidt kedeligt at løbe, men så sætter jeg en tid og forsøger så at være lidt hurtigere eller løbe lidt længere end sidste gang”.
Så du er et konkurrencemenneske?
”Ja, det tror jeg godt, man kan sige”.
Du har fået en invitation til at være med i den Blå Bog – så som konkurrencemenneske må du synes, at ”you have arrived”?
”Nej, for jeg er konkurrencemenneske på den måde, at jeg gerne vil udfordre mig selv. Hvis du havde spurgt mig for et år siden, om jeg ville snakke til et portræt, så ville jeg venligt have sagt nej tak. For jeg er i virkeligheden et meget privat menneske”.
Så hvorfor sagde du ja nu?
”Da jeg var til ansættelsessamtaler og tests til direktørstillingen, blev jeg konfronteret med, at nu havde jeg så fortalt om visioner, organisation og ledelse og opgaverne men ikke, hvem jeg var som person. Jeg har altid forsøgt at holde det private og personlige på afstand og sagt, at det ikke drejer sig om mig men om ”sagen”. Men jeg har bare erkendt, at på toplederniveau er det ofte personen, der bruges til at tegne sagen”.
OK – hvem er du så? Sig tre ting om dig selv, som du mener er kendetegnende.
”Jeg er idealist og en optimist, der tror, at der er flere løsninger end problemer i verden, og så har jeg en grundlæggende tro på det gode i andre mennesker. Det bliver jeg dagligt bekræftet i”.
