Skip to main content

Psykiatere: Hårdt brug for flere senge

Klaus Larsen kll@dadl.dk

30. sep. 2011
5 min.

De seneste ti års nedlæggelse af psykiatriske sengepladser er ikke blevet fulgt af et tilstrækkeligt løft på det ambulante område - og nu brænder det på i såvel afdelingerne som i den ambulante psykiatri.

Det siger formanden for DPS, overlæge Jeanett Bauer. Hun løfter samtidig en flig af sløret for en hvidbog, som selskabet ventes at udsende til januar. Her vil DPS foreslå, at antallet af sengepladser øges med 10-20 procent.

Hver 5. seng væk på 10 år

"Jeg kommer lige fra en morgenkonference, hvor beskeden til en nydiagnosticeret med skizofreni er, at der er 14 måneders ventetid på det relevante, intensive, ambulante tilbud for debuterende patienter", fortæller Jeanett Bauer og tilføjer, at patienten i mellemtiden er henvist til distriktspsykiatrien.

"Det er blot et enkelttilfælde - men der er generelt for lang ventetid på de ambulante tilbud, og de har samme problem som os på sengeafdelingerne - de er så belastede, at de heller ikke er i stand til at give det intensive tilbud, som er nødvendigt, hvis man ikke kan være indlagt".

Fra 2000 til 2008 forsvandt omkring hver femte seng fra psykiatrien. Siden er faldet bremset noget, men til gengæld øremærkes en stigende andel af de tilbageblevne senge til retspsykiatriske patienter, på bekostning af almenpsykiatrien.

Ifølge Nordisk Råds rapport "Kvalitetsmåling i psykiatrien i de nordiske lande" havde Finland og Norge i 2008 henholdsvis 80 og 90 psykiatriske sengepladser pr. 100.000 indbyggere. I Danmark var tallet i 2009 kun 57,8.

Rapporten, der blev offentliggjort i starten af august, vakte opsigt langt ud over psykiaterkredse. Men ikke alle psykiatere drager de samme konklusioner:

"Antallet af sengepladser er ikke psykiatriens største udfordring", siger cheflæge i psykiatrien i Region Midtjylland, Per Jørgensen. "Den største udfordring er at sikre bedre kvalitet i behandlingen, at få behandlet nogle flere patienter og nedbragt overdødeligheden".

Dette mener Per Jørgensen bl.a. skal opnås gennem kliniske retningslinjer for udredning og behandling og ved pakkeforløb, som det kendes fra andre specialer.

Desuden er det vigtigt at reducere den store overdødelighed blandt psykiatriske patienter gennem "et forpligtende samarbejde med både almen praksis og det somatiske sygehusvæsen", siger han.

Senge - eller personale?

Per Jørgensen indrømmer, at hans svar kan lyde "politiker-agtige", men ønsker ikke at give et bud på, om der er for få, for mange eller lige tilpas med senge i psykiatrien.

"Det er ikke først og fremmest et spørgsmål om senge; det er et spørgsmål om, hvordan de er bemandet. For det nytter ikke at have sengene, når personalet bliver spredt så tyndt ud, at vi på det nærmeste må nøjes med at overvåge de indlagte uden, at der sker en regulær behandling og pleje".

"Der er ikke meget formål i at være indlagt, hvis personalet er så sparsomt til stede, at der ikke er mulighed for aktiviteter eller for at snakke med en behandler, og man bare ligger og venter".

"Hvis man for alvor ønsker, at der skal være tale om udrednings- og behandlingssenge, kræver det en større bemanding af de senge, end der er tale om i dag", siger Per Jørgensen.

"Hvis vi får flere senge, bliver personalet endnu tyndere - og det bliver patienterne ikke bedre udredt og behandlet af", siger Per Jørgensen.

Det er Jeanett Bauer ikke enig i:

"Vi har brug for flere lukkede pladser", siger hun. "Regionernes benchmarking har vist, at man i Nordjylland kan lade patienterne ligge længere, hvilket måske kan hænge sammen med at de har langt færre genindlæggelser. Men i Risskov og Odense oplever de, lige som vi gør her i København, et meget stort pres på pladserne, og at vi må udskrive folk, før vi synes, de er klar til det"

Behandling kan ikke speedes op

Jeanett Bauer bestrider ikke vigtigheden af gode ambulante tilbud og mere personale, så de indlagte kan få en mere effektiv behandling. Men hun mener ikke, at indlæggelse nødvendigvis er en fiasko, bare fordi der ikke straks sættes intensiv behandling i gang - nogle gange er en seng og lukkede døre en tryg havn. Og det kan selv den tætteste ambulante kontakt ikke erstatte:

"Hvis folk er meget psykotiske eller forpinte, har de somme tider brug for bare at få lov til at restituere sig og blive taget ud af cirkulation. For det betyder, at de kommer ind i nogle miljøterapeutiske rammer, hvor der er ro omkring dem, og hvor måske også de pårørende kan få en pause fra en meget belastet situation", siger Jeanett Bauer.

"Selvfølgelig skal der være en tilstrækkelig bemanding. Men uanset, om du sætter turbo på lægebehandlingen, er der grænser for, hvor hurtigt, vi kan få medicinen til at virke, få de depressive symptomer til at forsvinde eller de psykotiske symptomer til at klinge af. Den proces kan du ikke speede op - og det er i nogen grad dét, vi bliver pisket til at gøre i dag".

- Hvad vil være det ideelle antal senge?

"Vi véd det jo ikke. Men i den hvidbog, DPS udsender om nogle måneder, vil vi anbefale en 10-20 procents øgning i antallet af akutte senge", siger Jeanett Bauer.

"Jeg kan ikke bevise, at det lige præcist er det helt rigtige tal. Men jeg kan sige, at klinikerne mange steder i landet ikke mener, at de har kapacitet til at tilbyde folk den nødvendige restitutionsperiode, indtil behandlingen virker, og de kan komme ud og få gavn af de ambulante tilbud".

Fakta

I Norge, Sverige og Finland er der ifølge Nordisk Råds rapport 20-22 psykiatere pr. 100.0000 indbyggere. I Danmark er der 16.