Skip to main content

Psykiatere: Lange indlæggelser i nordjysk psykiatri giver god behandling

Journalist Klaus Larsen, kll@dadl.dk

19. aug. 2011
5 min.

Psykiatriske patienter er i gennemsnit indlagt næsten dobbelt så længe i Region Nordjylland som i andre regioner. Til gengæld er genindlæggelsesraten kun omkring en tredjedel af de øvrige regioners gennemsnit.

Mens den gennemsnitlige indlæggelsestid i de øvrige regioner er 23 dage (se boks), var den på Region Nordjyllands almenpsykiatriske afdelinger næsten dobbelt så lang - 38 dage.

Bedre kapacitet

Ifølge formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Jeanett Bauer, betyder forskelle i diagnosegrupper, social sammensætning og andre forhold, at man ikke entydigt kan pege på årsagerne til de markant længere indlæggelsestider og de markant færre genindlæggelser i Region Nordjylland.

»De lange liggetider kan ikke udelukkende forklares med, at der er få endagsindlæggelser i Region Nordjylland, for det er der også i Region Syddanmark, hvor den gennemsnitlige indlæggelsestid ligner den i resten af landet«, siger Jeanett Bauer.

»I Region Nordjylland har man flest indlæggelser af to ugers til tre måneders varighed. Og der er kun 13,4 procent genindlæggelser, hvor der i de øvrige regioner er 20-24 procent. Det kunne tyde på, at der er en sammenhæng imellem, at patienterne får lov at ligge længere, og at de måske ikke så hurtigt har brug for en ny indlæggelse«, siger hun.

Jeanett Bauer så gerne, at disse sammenhænge blev undersøgt nærmere:

»Man kan have en mistanke om, at man i Nordjylland fortsat har resurserne i form af sengepladser til at gøre det, som vi andre gjorde før i tiden: At beholde patienterne længere, så man ikke behøver at indlægge dem så hurtigt igen. Vi andre har jo ikke kapacitet til at lade patienterne ligge i 38 dage i gennemsnit, selv om vi gerne ville stabilisere dem over lidt længere tid, så de var bedre, når de blev udskrevet«, siger Jeanett Bauer.

Mens man i Nordjylland har 0,7 genindlæggelser pr. 1.000 indbyggere, har man i Region Sjælland 1,6 og i Region Hovedstaden 2,8. Tallene fremgår af Danske Regioners rapport »Benchmarking af psykiatrien« fra 2009.

Psykiatridirektør i Region Nordjylland Per Lund Sørensen afviser ikke, at de lange liggetider kan være medvirkende til, at man i regionen har markant færre genindlæggelser end i resten af landet. Som en anden faktor peger han på, at man i regionen også har færre endagsindlæggelser end i det øvrige land. Endelig gør han selv opmærksom på, at Nordjylland indtil for nylig har haft et stort efterslæb i den ambulante kapacitet. Noget, som ifølge psykiatridirektøren nu er ved at være rettet op.

Der er dog stadig langt færre praktiserende psykiatere i Region Nordjylland end i de øvrige regioner: 1,38 pr. 100.000 indbyggere.

»Men vi har ikke noget politisk pres i Nordjylland for at nedlægge senge, og den udbygning, som er sket i den ambulante kapacitet gennem de seneste fem år, er sket uden sengereduktion. Og de nye afdelinger, der skal bygges, vil øge antallet af senge«, siger Per Lund Sørensen.

»Udtryk for en god behandling«

Ifølge benchmarkingrapporten medvirker antallet af endagsindlæggelser til, at den gennemsnitlige liggetid i Nordjylland bliver højere. Men ifølge rapporten er der én faktor mere, der trækker den gennemsnitlige indlæggelsestid op: I Region Nordjylland har man nemlig også den største andel af patienter, der er indlagt i over to måneder.

»Der er ingen tvivl om, at de lange indlæggelsestider er et udtryk for god behandling«, siger administrerende overlæge Jan Mainz, Psykiatrisk Afdeling på Aalborg Sygehus. »Og de medvirker til, at vi får meget færre genindlæggelser«.

Nordjyllands genindlæggelsesrate er en tredjedel af de øvrige regioners. Kunne det tænkes, at negative omstændigheder - f.eks. manglende ambulante tilbud - har tvunget jer til at gøre det rigtige?

»Jeg tror, at det er en kombination. Men der er faktisk en ambition om ikke at udskrive patienterne, før vi kan se, at de har rimeligt fast grund under fødderne«.

Psykiatriplanen for Region Nordjylland har som målsætning frem mod 2015, at indlæggelsestiden skal afkortes. Jan Mainz mener dog ikke, at kortere indlæggelsestider i sig selv må være målet:

»Det er et område, som vi har fokus på. Men som fagpersoner insisterer vi på, at vi vil gøre det ordentligt for patienterne«, siger han.

Du er glad for lange indlæggelsestider?

»Jeg er glad, når patienterne bliver behandlet godt. Og hvis patienterne har brug for en længere indlæggelse, må de have det. Men der er også patienter, som har bedst af meget korte indlæggelser. Så der er nuancer, men med hensyn til antal senge er jeg glad for, at vi har kapaciteten til at gøre det«, siger Jan Mainz.

Ulla Astman: »Liggetid skal ned«

Regionsrådsformand Ulla Astman (S) vil ikke afskrive målsætningen om at nedbringe indlæggelsestiderne.

»Vi politikere har også studset over tallene og tænkt over, om der er en sammenhæng mellem lange indlæggelsestider og færre genindlæggelser«, siger Ulla Astman.

»Men det kan jo tage lang tid at dokumentere. Derfor vil vi stadig forsøge at nedbringe indlæggelsestiden og effektivisere forløbene yderligere. Men hvis vi oplever en stigning i genindlæggelsesfrekvensen, begynder alarmklokkerne nok at ringe«.

Region Nordjylland

Justeret for befolkningsstørrelsen har man i Region Nordjylland af alle regioner det laveste antal patienter og ligeledes det laveste antal indlæggelser pr. 1.000 indbyggere (30 procent færre end landsgennemsnittet). Region Nordjyllands gennemsnitlige indlæggelsestid er imidlertid den længste af alle regioners. Region Nordjylland skiller sig ud ved at have den største andel patienter, der er indlagt fra 14 dage til tre måneder. I Region Nordjylland har man den længste indlæggelsestid og ligeledes det laveste niveau af genindlæggelser.

Region Nordjylland har de laveste udgifter til psykiatrien pr. indbygger, mens udgifterne pr. patient er nogle af de højeste i landet.

Kilde: Benchmarking i psykiatrien. (Danske Regioner, jan. 2010)