Psykiatri - et speciale i vort sundhedsvæsen!

Psykiatri er et lægeligt speciale på lige fod med andre lægelige specialer. Ikke desto mindre er det faglige grundlag for psykiatrien under et politisk pres i disse dage. Det forlyder, at Strukturkommissionen viser forståelse for, at specialet kan have et administrativt tilhørsforhold til socialforvaltningen. Vi må på specialets vegne råbe vagt i gevær!

Der er en række faglige grunde til, at alle lægelige specialer er under samme amtskommunale eller regionale ledelse og under samme forvaltningsenhed: sundhedsforvaltningen. Der er ingen gode forvaltningsmæssige grunde til at adskille specialerne mellem sundhedsforvaltningen og socialforvaltningen.

Det psykiatriske speciale er et lægeligt speciale på lige fod med de somatiske specialer. Specialets elementer er diagnostik, behandling og forebyggelse, som er baseret på videnskabelig indsigt og forskningstradition i lighed med de andre specialer. Der er et tæt samspil mellem psykiatri og de somatiske specialer på alle niveauer, der spænder fra behandling og forskning til uddannelse af læger og plejepersonale. Det er værd at notere sig, at 25-30% af patienter i kontakt med den primære sundhedstjeneste eller indlagt på somatisk hospital har behandlingskrævende, psykisk sygdom, og at 50% af de indlagte patienter på psykiatriske hospitaler har somatiske sygdomme. Dette samspil mellem soma og psyke er en væsentlig drivkraft for fagets fremdrift. Den drivkraft opnås ikke ved at lade betydende dele af psykiatrien blive en del af socialforvaltningen i amtsligt eller kommunalt regi. Det skal understreges, at dette ikke er et forsøg på at undsige samarbejdet med de sociale myndigheder endsige de sociale institutioner m.v., der varetager patienten/klientens tarv. Men det psykiatriske bidrag, behandlingen, bliver mere kvalificeret, når psykiatrien er forankret i det sammenhængende sundhedsvæsen. Heri afviger psykiatri ikke fra de somatiske specialer.

Næsten alle de lægelige specialer indgår i et koordineret samarbejde med forskellige myndigheder og forvaltninger uden for sundhedsforvaltningen. Nogle mindre, andre mere som psykiatrien. Gerontologi er fx et speciale med stor kontaktflade til socialforvaltningen, men der er vel ingen fornuftig sjæl, som vil foreslå dette lægelige speciale overflyttet til socialforvaltningen af den grund. Har man indsigt i det psykiatriske speciales baggrund og placering i behandlingen af psykisk syge mennesker, er en løsrivelse af psykiatrien fra de andre lægelige specialer det rene - ja, man fristes til at sige galimatias. Det psykiatriske speciale har problemer nok med at løse de store arbejdsopgaver og med at rekruttere læger og plejepersonale i de kommende år. Der er ingen grund til at lægge flere sten i vejen for et speciale, som er hårdt trængt i forvejen.

Formanden for Foreningen af Speciallæger, Karsten Nielsen:

Psykiatri er en naturlig og uundværlig del af det sammenhængende sundhedsvæsen. Psykiatrien har mange facetter, inklusive et tæt samarbejde med socialsektoren, men det ændrer ikke det grundlæggende, at psykiatri er en sundhedsvidenskabelig disciplin med samme indhold, årsagssøgning, diagnostik og behandling, som de somatiske specialer.

Formanden for Dansk Psykiatrisk Selskab, Søren Bredkjær:
Psykiatri og somatik har brug for et tæt samarbejde i udredningen og behandlingen af patienter. Hvis man skal sikre, at befolkningen til stadighed har adgang til optimale psykiatriske behandlingstilbud, er det nødvendigt, at psykiatrien (hospitals- og distriktspsykiatrien) i sin helhed følger den fremtidige organisering af sygehusvæsenet. Det tværsektorielle samarbejde er vigtigt, og en fremtidig struktur bør selvfølgelig sikre, at borgerne oplever en naturlig sammenhæng i de offentlige servicetilbud.

At placere den samlede psykiatri i kommuner på 30.000-100.000 indbyggere vil give små behandlingsmiljøer uden mulighed for forskning, faglig udvikling og sikring af kvalitet i behandlingen, samtidig med at det vil forværre rekrutteringen til området drastisk. Strukturkommissionens Sektoranalyse af psykiatrien understreger da også, at »kvalitet bør vægtes højere end nærhed«. En model med færre og større regionale enheder kan bidrage til at øge den faglige bæredygtighed og dermed sikre en høj faglig kvalitet i psykiatrien.

Formanden for Overlægeforeningen, Erik Kristensen:
Psykiatrien og somatikken er to sammenhængende sider og komplementære funktioner af lægespecialet. Der er i stigende omfang klare og veldefinerede samarbejdsflader både på det kliniske og det videnskabelige område. Et sammenhængende og velfungerende sygehusvæsen fordrer, at de to funktioner i sundhedssektoren er under dels den samme forvaltningsmæssige struktur dvs. amter eller de kommende regioner, og dels hører til den samme daglige admini-strative og ledelsesmæssige enhed. Den aktuelle struktur, hvor dele af psykiatrien er placeret i kommunalt regi, har således vist sig at være en fundamental fejl, da der netop ikke foreligger noget fagligt rationale herfor. Det er så med stor bekymring, at jeg må konstatere, at Kommunernes Landsforening i sit netop udsendte politiske manifest vedrørende den kommende kommunalstruktur »Kommuner for alle borgere – KL’s anbefaling til opgaveflytninger« på det sundhedspolitiske område afslører en politik, der er baseret på alt andet end faglighed, og som vil resultere i skrækscenariet: »den finske model«, der på ingen måde kan forventes at løse psykiatriens nuværende problemer.