Skip to main content

Psykiatri: Flere anmelder vold og trusler

Antallet af overfald, trusler og andre traumatiske hændelser for personalet i Region Hovedstadens Psykiatri er steget markant på få år, viser nye tal. Psykiater-formand er bekymret, mens regionen mener, at øget fokus giver øgede registreringer.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

2. sep. 2014
3 min.

Slag, spark og trusler fra voldelige psykiatriske patienter er blevet en stigende del af hverdagen for læger og andet personalet i Region Hovedstadens Psykiatri.

Ifølge nye tal fra regionen, er antallet af hændelser med vold og trusler på det psykiatriske område steget fra 217 anmeldte skader i 2012 til 152 anmeldte skader alene i første halvår af 2014. Hvis udviklingen fortsætter resten af året svarer det til en stigning på 40 pct. på blot to år.

Det bekymrer Thomas Middelboe, formand for Dansk Psykiatrisk Selskab.

”Stigningen bekymrer, fordi det må formodes at afspejle en stigende belastning for personalet på de intensive psykiatriske afdelinger,” siger Thomas Middelboe.

Tallene er opdelt i fysisk vold - der omfatter bl.a. spark og slag - psykisk vold - der omfatter bl.a. trusler eller krænkende adfærd - og traumatiske hændelser, der omfatter psykisk påvirkning af bl.a. selvmordsforsøg. Alle kategorierne er desuden opdelt i med eller uden fravær.

Blandt skader med fysisk vold, som har resulteret i fravær fra jobbet, er antallet steget fra 53 i 2012 til 33 i først halvår af 2014 – en stigning på 25 pct., hvis udviklingen fortsætter i samme fart resten af 2014.

”Vi har i psykiatrien haft et øget fokus på problemet. Derfor kan en del af stigningen forklares ved, at vi er blevet mere omhyggelige med at registrere. Men når de mest alvorligste tilfælde stiger med 25 pct. så viser det, at arbejdsmiljøet er mere belastet. Stigningen skyldes ikke nødvendigvis en mere restriktiv tilgang til udskrivning af medicin, men jeg frygter alligevel, at tvangsindlagte ubehandlede patienter udøver vold, mens anmodningen om medicinsk tvangsbehandling bliver behandlet,” siger Thomas Middelboe.

Han mener, at flere tiltag kan få volden til at stoppe.

”Løsningen er både at få skabt bedre fysiske rammer på de intensive afsnit og få mere og bedre uddannet personale,” siger han.

Anne Hertz, vicedirektør i Region Hovedstadens Psykiatri, erkender, at antallet af voldstilfælde og trusler hos de ansatte er steget. Men tror ikke, der ligger flere voldstilfælde bag stigningen.

”Vi har sat mere systematisk fokus på problemet, og så stiger registreringen også. Ingen data viser derimod, at patienterne er blevet mere voldelige,” siger Anne Hertz, der dog ikke er tilfreds med udviklingen:

”Selv om vores trivsels-undersøgelser viser, at vi ikke har fået et dårligere arbejdsmiljø, så bekymrer tallene mig. For vi har brug for dygtige medarbejdere, og vi har brug for, at folk har lyst til at arbejde hos. Derfor er vold og trusler ikke acceptabelt, og derfor arbejder vi meget med at forebygge volden ved at uddanne alle i konflikthåndtering og de-eskalering af konflikter, samtidig med at vi udbygger og forbedrer de fysiske rammer” siger Anne Hertz.

Det har ikke været muligt for regionen at opdele de anmeldte skader i, hvor mange eksempelvis læger der har været udsat for vold og trusler i perioden og hvad skaden har resulteret i af arbejdsskade.