Skip to main content

Psykiatriformand: Tak for millionerne, men...

Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe, er glad for enhver nye krone, der tilføres psykiatrien, som det netop er sket med finansloven og satspuljeaftalen. Men han advarer om, hvordan pengene bliver brugt.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

28. nov. 2013
5 min.

Satspuljeaftalen, der netop er blevet indgået, afsætter 410 mio. kroner over fire år til psykiatrien, og finanslovsaftalen, der blev indgået i går, afsatte 300 mio. kroner frem til 2013. Formand for Dansk Psykiatrisk Selskab, Thomas Middelboe, kvitterer for midlerne men advarer om, hvordan de bliver brugt.

Faktaboks

Fakta

"Overordnet set er det godt med pengene, men det er vigtigt at sikre, at de også reelt kommer patienter og pårørende til gode og ikke bliver spist op af bureaukratiske tiltag. Man skal fra Sundhedsstyrelsens, regionernes og kommunernes side være meget opmærksomme på, at dette her ikke bare bliver beskæftigelsesprojekter for det administrative lag, hvor man har mennesker til at sidde i timer i arbejds- og følgegrupper og samtidig trækker kræfter ud af klinikken til at sidde med. Det er væsentligt, hver gang man sætter noget nyt i værk".

Hvad mener du om satspulje-indsatserne?

”Jeg kan være uenig i nogle af prioriteringerne. F.eks. synes jeg, at det er et skuffende lille beløb – 8 mio. kr. om året - man i satspuljeaftalen bruger på de akutte behandlinger, i forhold til at man vil lave sociale akuttilbud på 71 mio. kr. For der er brug for en styrkelse af det ambulante behandlingsområde. Jeg kan også være bekymret for, om det sundhedsfaglige perspektiv bliver varetaget tilstrækkeligt i et akut socialtilbud. Vi har et kæmpepres på sengeafdelingerne og har for mange år siden afskaffet det, der hed omsorgsindlæggelser. Nu virker det, som om man genindfører det begreb ved at give penge til sociale akuttilbud. Det hjælper ikke de mest syge patienter, der stadig indlægges på meget pressede afdelinger".

Er der andre prioriteringer, der springer dig i øjnene?

”Der er ikke mange penge sat af til sundhedsfremmende indsatser for at reducere overdødeligheden blandt psykisk syge. Der er 28 mio. kr., som er gået til kommunerne. Både regioner og kommuner har en stor udfordring her allerede. Jeg synes, det er fint nok at lave projekter i det nære sundhedsvæsen, men der er brug for en meget større og bredere indsats”.

Satspuljeaftalen nævner også specifikt mennesker med både psykisk sygdom og misbrug?

”Her bruges udtrykket ”dobbeltbelastede”. Det er uklart, hvad der menes med det. Det plejer at hedde mennesker med dobbelt diagnose. Omfatter ”dobbeltbelastede” f.eks. sociale belastninger? Der kan jeg være bekymret for, om man får tilrettelagt indsatsen for mennesker, der har størst behov for en sammenhængende indsats. Det er en mærkelig sprogbrug. Upræcist".

Er der egentlig noget, du har noget positivt at sige om?

”Overordnet vil der på alle 16 områder forhåbentlig ligge indsatser, der fører noget godt med sig for patienter og pårørende. Og det er godt, at der arbejdes videre med forløbsprogrammer; at der kommer øget fokus på sikker medicinering og bivirkninger samt større inddragelse af patienter og pårørende. Det er rigtig vigtigt.

Ved både satspulje- og finanslovspengene nævnes reduktion af tvang?

”Det er glædeligt, at psykiatriens 410 mio. over fire år fra satspuljeforliget understøtter finanslovens fokus på at nedbringe tvang i psykiatrien. Hvis jeg skal komme med en kritisk bemærkning, går den på, at jeg ikke tror, man kan garantere tvangsfrie afdelinger. Man kan godt lave bæltefrie forsøgsafdelinger. Men bliver en patient pludselig til fare for sig selv eller omgivelserne, så er man juridisk nødsaget til at bruge nødret. Og man kan ikke have afdelinger, hvor man kan garantere, at patienterne ikke risikerer at blive flyttet til et andet afsnit, hvis det er nødvendigt. Endelig vil jeg sige, at det, der fremlægges i finansloven om, at brugen af tvangsforanstaltninger skal reduceres med 50 pct. inden 2020, er et meget ambitiøst mål. Men vi vil i de faglige miljøer gøre alt, hvad vi kan, for at bidrage”.

Læs også: Satspuljeforlig giver 410 mio. kr. til psykiatrien