Psykisk førstehjælp til læger

Det er snart seks år siden, at praktiserende læge Kirsten Hallager fik en klagesag. Hun havde passet lægevagten på Aalborg Sygehus, hvor hun tog imod en ung mand med smerter i armen. Hun kan ikke huske episoden, men i journalen kan hun se, at hun ikke mente, den unge mands arm var hverken brækket eller forstuvet, så hun sendte ham hjem igen. Senere viste det sig imidlertid, at manden havde slået en flig af en knogle i armen. Det førte til en klagesag.

»Det gjorde ondt at få en klage«, siger Kirsten Hallager. »Jeg blev helt slået ud, da jeg fik brevet fra Patientklagenævnet. Samtidig kom det bag på mig, at jeg tog sagen så tungt. Men jeg følte det næsten ubærligt at blive ved med at være læge, når der blev sat så stort et spørgsmålstegn ved, om jeg gjorde mit arbejde ordentligt. Det rokkede ved min selvforståelse, for jeg har altid opfattet mig selv som en samvittighedsfuld og grundig person«.

Heldigvis valgte Kirsten Hallager at henvende sig til Lægeforeningens Kollegialt Netværk for Læger for at få råd og hjælp. Her diskuterede hun hele forløbet igennem med en rådgiver, der også anbefalede hende at skrive til det lokale lægekredsforeningsblad, NOLK, om sagen.

»Det hjalp mig at vende sagen med en erfaren kollega frem for at gå og putte med det alene,« forklarer Halla-ger. »Han gav mig min selvtillid tilbage og fik mig til at erkende, at vi læger er mennesker, og at det er næsten umuligt aldrig at fejle. Nogle gange er vi i så pressede arbejdssituationer, at risikoen for fejl bliver større. For eksempel når man på en ottetimers vagt i lægevagten har kontakt med over 100 patienter. Dermed ligger en del af fejlen også i vores system, der presser lægerne så hårdt«, tilføjer Hallager.

Starten

Lægernes Netværk opstod faktisk på baggrund af en lignende sag, der fik en mindre lykkelig udgang. En læge fra Vejle begik nemlig selvmord efter en klagesag imod ham. De pårørende til en patient, der døde efter en behandling på Vejle Sygehus, anklagede lægen for at have sjusket og dermed være skyld i patientens død. Alle omkring ham vidste, at han var en meget omhyggelig læge. Men alligevel kunne han ikke udholde beskyldningerne.

Den sag fik en gruppe kolleger til at sætte mere skub i Kollegialt Netværk for Læger. Kunne man måske have hjulpet, måske forhindret, at han tog sit eget liv, hvis han havde haft gode kolleger at rådføre sig med, spurgte de sig selv. Læger kommer jo ofte i vanskelige situationer, og tit opstår der mistanke om fejl, forklarer den nu pensionerede praktiserende læge, Sven Ingerslev, der var med til at starte netværket.

»Nogle steder var der allerede mindre, lokale netværk«, forklarer Sven Ingerslev. Men nu blev det sat i system, så der i dag er omkring 100 frivillige læger over hele landet, der er tilknyttet netværket som rådgivere.

»Klagesagerne udgør nok stadig omkring halvdelen«, forklarer han. Men ud over dem, er der mange andre belastninger i jobbet, som det kan være godt at vende med en kollega, der har tid, og som er positivt indstillet.

Her og nu

Praktiserende læge Birthe Larsen, Odense, har været med i Kollegialt Netværk for Læger som rådgiver i to et halvt år. Hun har stort set kun haft telefoniske henvendelser.

»Der er mange slags henvendelser«, forklarer hun. »Det kan være læger, der ringer om en kollega, der er problemer med. Hvis kollegaen for eksempel har et uerkendt misbrug, og de ikke helt ved, hvad de skal stille op med det. Eller sager om mobning eller chikane.

Eller de kan ringe, hvis de selv har et problem«, fortæller hun.

»Jeg har ikke været overbelastet af henvendelser; der har ikke været flere, end jeg kunne nå, og jeg har hver gang kunnet tage mig tid til at tale med dem med det samme. Det er selvfølgelig et spørgsmål om prioritering - men jeg har altid kunnet tage samtalen omgående og kunnet give personlig rådgivning. Når folk ringer, føler de sig som regel ret pressede og har brug for hjælp her og nu. Vi må tale om problemet, når det er der«.

Skal jeg være læge?

»Jeg fik for eksempel en opringning fra en yngre læge, der var ude i turnus. Han havde det slet ikke godt med det og overvejede simpelthen, om han overhovedet skulle være læge. Han var bange for ikke at kunne klare de opgaver, han fik, og havde det heller ikke specielt godt med sine overordnede.

Jeg talte med ham i en trekvarters tid, og vi fik en god snak. I løbet af samtalen mindede jeg ham om, at to års turnus måske synes som lang tid, når man står lige midt i det - men set i et livsperspektiv er det kun en lille parentes. Det svarer til, at dit barn kommer hjem og er ked af noget i skolen. Derfor tager du hende jo ikke ud, vel? Problemet kan som regel løses, og nogen tid efter er barnet som regel glad for skolen igen. Og set med en gammel praktiserende læges øjne, syntes jeg, at han skulle holde ud. Om få år kunne han måske være ude i sin egen praksis og have et helt andet og meget bedre arbejdsliv«.

Nerver

»I et andet tilfælde ringede en kollega til en læge, der var brudt psykisk sammen på jobbet«, fortæller Birthe Larsen.

»Jeg bad kollegaen om at få lægen selv til at ringe mig op. Og da vi havde snakket sammen, fik jeg lov til at ringe hans praktiserende læge op og fik på den måde sat skub i, at han kom i behandling. Han havde egentlig mest brug for en uvildig kollegas vurdering af, at han trængte til lægehjælp.

Fordi jeg er tilknyttet netværket, kommer der også mange og snakker med mig spontant. Det er måske ikke ligefrem ,sager`, men mere, at nogle bløde emner bliver vendt. Og det er jo også helt fint«.

Mobning

»Jeg er gået ind i det kollegiale netværk sidste år - sådan noget skal man altså have tid til«, siger overlæge Mogens Hüttel.

»Jeg har ikke været med så længe men har alligevel haft et par henvendelser.

Den ene er en sag om mobning. Det er en ældre, velmeriteret overlæge, der føler sig mobbet af en yngre overlæge. Pludselig får han ikke de opgaver, han plejer at få. Han har forsøgt selv at gøre opmærksom på problemet, men ledelsen synes ikke at reagere på hans henvendelser. De slår det hen med, at han måske er ved at blive lidt gammel og sart. Jeg lytter til ham og tager, det han siger, alvorligt. Mit udgangspunkt er, at hans oplevelse af sagen er reel. Det er i sig selv en støtte, at man bliver taget alvorligt. Men sagen er ikke umiddelbart let at løse. Jeg kan ikke bare komme med en løsning. Til gengæld kan jeg lytte til ham som en god kollega.

Jeg frygter, at han på grund af sin alder vælger at trække sig tilbage - og det vil være synd at komme ud af sit arbejdsliv på så negativ en måde. Men jeg har ikke opgivet at hjælpe ham, og jeg bliver ved, til jeg synes, at vi har fået hul på problemet«.

Misbrug

»En a nden henvendelse kommer fra en læge, der selv er klar over, at han har et blandingsmisbrug«, forklarer Hüttel.

»Gennem møder og samtaler med manden danner jeg mig et indtryk af ham og kan se, at en del af problemet bunder i, at han måske ikke sidder i det rigtige job. Jeg prøver at snakke med ham om, om han måske burde pensioneres. Eller om han kunne finde et andet job inden for sit område.«

Jeg synes, at det er vigtigt at møde de mennesker, jeg skal rådgive. Både fordi de skal vide, hvem det er, der rådgiver dem, og for at jeg kan danne mig et indtryk af hele personen. Deres fremtoning fortæller nogle gange mere, end man kan lytte sig til i telefonen.

Jeg synes, at min vigtigste opgave er at lytte til dem som kollega og menneske. Jeg er ikke behandler, men det kan være mig, der åbner personens øjne for, at der skal en behandler til. Eller måske noget helt andet«, siger Mogens Hüttel.

Ikke nogen skam

»For mig at se har Kollegialt Netværk for Læger allerede flyttet noget«, siger Sven Ingerslev. »For eksempel har vi fået afdramatiseret det at få klager. Alle læger oplever at få klager på et eller andet tidspunkt, og det er altid belastende. Både når klagen er berettiget, og når den er uberettiget. Men der er ikke mange, der helt undgår dem.

Vi er blevet bedre til at håndtere dem. Det er blevet almindeligt kendt, at patienter nogle gange skal af med en vrede. Og at det også er i orden at klage, når der er grund til det. Det bliver vi jo også kun bedre læger af på længere sigt. Men det er ikke længere skamfuldt i sig selv at få en klage. Bare tænk på lægerne på de psykiatriske hospitaler. Hvis de brød sammen, hver gang der blev klaget, holdt de jo ikke ret længe.

Som læger kan vi lære af vores fejl, og vi kan også lære at blive bedre til at foregribe og undgå fejl. Præcis ligesom luftfartsselskaberne. Jeg fornemmer, at vi er på vej ind i en kultur, hvor vi tåler kritik og er bedre til at bruge den konstruktivt«, siger Sven Ingerslev.

»Og hvad alle de andre sager angår, er det jo meget glædeligt, at vi kan finde ud af at støtte hinanden og hjælpe hinanden på vej, når der er brug for det«, tilføjer Ingerslev.

Kollegialt Netværk for Læger kan kontaktes via netværkslinjens telefon, 35 38 89 51 eller via lægekredsforeningerne.

Læs mere på www.læger.dk