Psykisk syge behandles som andenrangs patienter

Hvorfor skal mennesker, hvis sygdom udspringer fra sindet, i udgangspunktet stilles dårligere end mennesker, som rammes af fx hjertesygdomme? Det spørgsmål har jeg endnu ikke fået et godt svar på. Måske fordi det ikke findes. Det er nemlig diskrimination, når psykiatrien år efter år halter bagefter økonomisk, og hvem har lyst til at vedkende sig forskelsbehandling?

Ikke desto mindre lægger dette års forslag til finanslov op til, at uligheden blot skal forstærkes. Psykiatrien skal stadig hente en del af sine penge i satspuljerne, hvis størrelse varierer. I 2010 er den på knap en mia. kr., næste år er den på 309 mio. kr., og der er vel at mærke tale om penge, som skal deles med socialt udsatte. Det understreger behovet for, at hele psykiatrien fremover finansieres som resten af sundhedsvæsenet.

Man kunne indvende, at penge er penge, og hvorfor gå så meget op i, hvor de kommer fra? Men det har en betydning. Dels er der usikkerhed om størrelsen af satspuljen fra år til år. Dels signalerer en så slingrende finansiering, at mennesker med psykiske lidelser ikke skal forvente, at deres sygdom bliver taget lige så alvorligt, som hvis de fejlede noget fysisk. Det er urimeligt, og det er gammeldags. At trække et skarpt mellem krop og psyke er helt ude af trit med nyere forskning.

Regeringen har forsøgt at skærme sundhedsvæsenet mod at skulle lægge krop til nedskæringer af samme omfang som andre sektorer, og det anerkender Lægeforeningen. Men de ansvarlige ministre må også anerkende, at sundhedsvæsenet har et reelt behov for flere penge til at løse de opgaver, som befolkningen forventer. Og det gælder i udtalt grad i psykiatrien. Det holder simpelthen ikke, at kolleger i psykiatrien kan berette om, hvordan de må udskrive patienter, som endnu ikke er klar til det. Om børn, som må vente over et år på at blive undersøgt på en psykiatrisk afdeling. Eller om hvordan patienter med folkesygdomme som depression og angst ikke får den nødvendige behandling. Det medfører ofte lange perioder med sygemelding og øger risikoen for tab af netværk, tab af arbejdsevne og social deroute.

Psykiske lidelser er den hyppigste årsag til, at yngre mennesker bliver førtidspensioneret. At parkere unge i passivitet, når mange af dem faktisk lider af sygdomme, hvor behandling ofte giver et godt resultat, er grotesk. Det er svært at forestille sig, at man på det somatiske område lader patienter gå ubehandlede rundt på grund af manglende kapacitet til at behandle dem. Ville myndighederne eksempelvis lade en ung mand slæbe sig rundt med brækket ben i en årrække for så at tilbyde ham førtidspension?

Det handler ikke kun om penge. Der er brug for en holdningsændring i store dele af sundhedsvæsenet retning af at betragte psykisk syge på linje med andre patienter. Det er fx uforståeligt, at psykiatrien ikke tænkes ind i resten af sundhedsvæsenet. Ofte er forvaltningen af psykiatrien placeret for sig selv eller sammen med det sociale område. Det er desværre også udtryk for, at psykisk syge ikke først og fremmest opfattes som syge med samme legitime krav på behandling som andre, men placeres i en særlig kategori.

Regeringen og Folketingets partier har i de kommende ugers forhandling om, hvordan næste års økonomi skal skrues sammen, en mulighed at give psykiatrien det permanente løft, som den har brug for. Det vil først og fremmest være godt for patienterne. Men det vil også være sundt for politikerne at komme væk fra den kortsigtede og uambitiøse tænkning, som satspuljerne er udtryk for.