Skip to main content

Situationens alvor blev lagt klart frem fra morgenstunden, da kontorchef i Amtsrådsforeningen, Lilly Krogsgaard, indledte konferencen »Lægemidler, økonomi og prioritering« med en gennemgang af status for udgifterne til lægemidler. Fra 1997 til 2002 steg Sygesikringens udgifter til tilskudsberettiget medicin med 47%. Fra 2001 til 2002 var stigningstaksten hele 14%. De seneste opgørelser tyder dog på, at stigningstaksten er bremset noget, så den nu ligger på omkring 5%. I samme periode er mængdeforbruget af medicin steget med 32%, og omsætningen af lægemidler er steget med 44%. Den primære årsag til udgiftsstigningen kan henføres til et stigende forbrug af lægemidler pr. person.

Det kan ifølge Amtsrådsforeningens beregninger forklare 60,7% af udgiftsstigningen, hvorimod stigende priser på medicin kan forklare ca. 27,3% af udgiftsstigningen. Kun 5,1% af stigningen kan forklares med, at et stigende antal personer er i medicinsk behandling. Ændring af tilskudssystemet kan forklare 5,9% af stigningen.

70% af befolkningen får årligt udskrevet receptpligtig medicin, men 50% af Sygesikringens tilskud gives til mennesker over 60 år, som også er den aldersgruppe, hvor den egentlige forbrugsstigning findes. Den demografiske udvikling i årene frem vil i sig selv medføre stigende udgifter til lægemidler i en grad, så det er nødvendigt at finde svar på, hvordan udgifterne til medicin kan styres bedre. Det vil angiveligt også føre frem til, at fremtidens medicinudgifter på lige fod med forsvarsudgifter, udgifter til sociale ydelser, skoler og veje indgår i den politiske prioriteringsdebat. Formanden for Amtsrådsforeningens sundhedsudvalg, amtsborgmester Bent Hansen, Viborg Amt, slog tidligt fast på mødet, at samfundet må være indstillet på, at udgifterne til medicin vil stige i fremtiden, og han opfordrede til, at fagfolkene lod politikerne tage ansvaret for at prioritere og at få styr på udgifterne.

»Flere har i den sidste tid haft travlt med at kritisere amterne for ikke at have styr på udgifterne. Det er rigtigt, at vi ikke har kunnet styre dem, men det har ingen kunnet hidtil«, sagde Bent Hansen.

Økonomi kontra kvalitet

Har samfundet også i fremtiden råd til forskning og nye lægemidler? Dette spørgsmål var Kjartan B. Christensen, Medicinsk direktør i Pfizer Danmark og næstformand i Lægemiddelindustriforeningens Kliniske Forskningsudvalg, blevet bedt om at svare på.

»Har vi råd til at lade være? Selvfølgelig har vi råd til forskning og udvikling af nye lægemidler. Det skal vi have, da der er samfundsøkonomisk fornuft i at anvende ny viden og behandling til at frigøre ressourcer andre steder i samfundet«, sagde Kjartan B. Christensen, og understregede, at det er nødvendigt at anlægge et bredt samfundsøkonomisk syn på udgifter og ikke ende i en simpel kassetænkning. Hvis mennesker bliver hurtigt raske, kommer de hurtigere tilbage i arbejde, hvilket er i samfundets interesse. Derfor bør den økonomiske vurdering ikke være dominerende, når ny medicin skal vurderes. Det skal vurderes på sin kvalitet og sin samfundsøkonomiske værdi, mente Kjartan B. Christensen. Han benyttede også konferencen til at rette en skarp og direkte kritik mod Institut for Rationel Farmakoterapi.

»Med etableringen af Institut for Ra-tionel Farmakoterapi i 1999 håbede vi i industrien, at der ville blive sat mere fokus på denne problemstilling. I dag må vi desværre konstatere, at det ikke har været tilfældet. I dag anvender instituttet langt flere ressourcer på at analysere mindre pris- og behandlingsmæssige forskelle på eksisterende produkter end på at vurdere, hvor vi som samfund burde sætte ind med information og behandlingsvejledninger for en bedre udnyttelse af medicin«, sagde Kjartan B. Christensen.

Denne kritik var institutchef, dr.med. Jens Peter Kampmann, Institut for Rationel Farmakoterapi, ikke tavs over for længe. Han kaldte kritikken i sin efterfølgende replik for usaglig og fejlagtig.

»Institut for Rationel Farmakoterapi er ikke modstander af ny medicin, og vi vurderer ikke alene ud fra økonomiske betragtninger. Vi anbefaler gerne en ny og dyrere medicin, hvis den er bedre, men det er desværre langtfra altid tilfældet. Vi har ofte påpeget, at forskelle, som industrien fremhæver, alene er marginale forskelle, som end ikke en statistiker kan se«, sagde Jens Peter Kampmann. Han kunne også berolige Kjartan B. Christensen med, at industrien vil blive hørt i instituttets arbejde med nationale rekommandationslister.

14 udgiftstunge lægemidler

14 lægemiddelgrupper kan tilskrives over 90% af den samlede omsætningsstigning af lægemidler og de udgør 55% af den samlede omsætning af tilskudsberettigede lægemidler. De 14 grupper er: blodtrykssænkende midler, antidepressiva, mavesårsmidler, astmamidler, kolesterolsænkende midler, smertestillende midler, antipsykotiske midler, gigtmidler, epilepsimidler og lægemidler mod blodpropper. Det øgede salg kan henføres til 50 lægemiddelstoffer inden for de 14 grupper, der alle er markedsført inden for de sidste 10-15 år.

Prioriteringsdebat på vej

Skal vi bruge 22 mia. kr. på forsvaret, 72 mia. kr. på sundhedsvæsenet, 108 mia. kroner på uddannelsesområdet og 210 mia. kr. til sociale ydelser? Er 12,5 mia. kr. til lægemidler for meget? Vil vi i fremtiden skulle acceptere, at det offentlige sikrer os alle en basispakke af forskellige specifikke lægemidler, hvor vi selv skal finansiere lægemidler, der ikke står på anbefalingslisten? Prioriteringsdebatten er så småt på vej. På konferencen lød det fra flere repræsentanter, at »de syge kan jo ikke gøre for det«. Der-for skal de have den nyeste og bedste medicin. Fremtidens medicinudgifter kan hurtig blive et centralt emne i den politiske værdi- og pri-oriteringsdebat.