Rådgiveren slår en sekser

Det var ikke nemt at få terningerne ud af bægeret, da Indenrigs- og Sundheds-ministeriets rådgivende udvalg sidste år leverede den rapport, som danner en væsentlig del af grundlaget for Struktur-kommissionens tanker på sundhedsområdet. Mange havde gerne hørt »jacta alea est« for en bestemt løsningsmodel, men ligesom Strukturkommissionen fremlagde udvalget i stedet en vifte af muligheder.

Et år senere melder tidligere udvalgsmedlem og eksformand for FAYL, Erik Jylling, anderledes klart ud. Han slår et slag for seks regioner med direkte valg. Flere styrende enheder vil være pjatværksforandring, færre vil skabe sundhedsfaglig skævhed og en statsmodel føre til perspektivløs enkeltsagspolitik, mener den garvede sundhedspolitiker, som i dag er anæstesiolog og afdelingslæge på Odense Universitetshospital.

Det rådgivende udvalg holdt sig ellers tilbage fra at pege på en enkelt løsning, fordi der manglede økonomisk og faglig evidens. Og den ellers kontante og meningsdannende Jylling var også personligt i tvivl.

»En overgang var jeg positiv over for en model, hvor grupper af store kommuner dannede repræsentantskaber eller bestyrelser for at sikre sammenhæng mellem forebyggelse, behandling og rehabilitering. Men i dag tror jeg ikke, det holder: Hvem har så ansvaret for den langsigtede udvikling af sundhedsvæsenet? Jeg tror, den vil lide«, mener Erik Jylling.

Han finder det altafgørende, at der er en direkte demokratisk linje mellem patienten på lejet og den bevilgende politiker.

»Sundhedsvæsenet går en fremtid i møde med evige prioriteringer på grund af flere ældre, flere kostbare nye behandlinger og mere krævende patienter. Overordnet prioritering duer kun til et vist detaljeringsniveau, fordi alle patienter er forskellige. Prioritering kommer derfor i høj grad til at foregå på sygehusafdelingen og i konsultationen. Vi bliver med andre ord direkte involverede som læger, og jeg mener, at den situation bør modsvares af en tilsvarende direkte linje mellem borgeren/patienten og de bevilgende myndigheder. De må stå til ansvar over for borgerne gennem direkte valg«.

Når demokratiet er sikret, er bæredygtighed det vigtigste for Jylling. Han henholder sig til, at den internationale udvikling går i retning af større og større enheder. Og det er der gode grunde til.

»Ved sidste kommunalreform var målet at gøre det enkelte amt selvforsynende med sundhedsydelser, og det kunne stort set lade sig gøre. I dag er behandlingerne langt mere specialiserede, og borgerne flytter sig mere og mere efter dem. Flere amter har i dag problemer med at holde en fornuftig økonomi på sundhedsområdet, fordi så mange patienter behandles i andre amter. I dag skal det regionale sundhedsvæsen derfor være så stort, at det kan tåle udsving i borgernes sundhedstilstand og sundhedsadfærd. Der er internationale indikationer for en størrelse mellem 400.000 og 700.000 - med stigende tendens. I England arbejder man nu med halvanden million borgere pr. bæredygtigt regionalt sundhedsvæsen,« påpeger Erik Jylling.

Der er med andre ord fortsat ikke evidens for et bestemt antal regioner i Danmark, men der er alligevel argumenter:

»Kommer vi over seks regioner, er en omlægning nærmest spildt arbejde set ud fra et sundhedsmæssigt synspunkt. Der vil ikke være væsentlige gevinster i det, og landet vil få regioner uden universitetshospital - ligesom i femregionsmodellen.

Seks regioner vil kunne gå sammen to og to om et universitetshospital. Det vil sikre en vis faglig magtbalance i sundhedsvæsenet. Hvor universitetet trækker i retning af det mere elitære og specialiserede, vil der være overvejende interesse for basisniveauet hos de bevilgende myndigheder i de styrende 2-regioner,« pointerer den tidligere sundhedspolitiker. Ganske vist er han i dag overbevist om, at amterne snart er fortid. Men han understreger også, at nye konstruktioner vil få en hel del at leve op til:

»Alle læger har været frustrerede over amterne, men de har i hvert fald handlet - også når det gjorde ondt.

I 1981 var der 127 sygehuse og 44.000 sengepladser. Sidste år havde vi 75 sygehuse og 19.000 sengepladser«.