Skip to main content

Regeringen udskyder sundhedsreform til efter nytår

Den store sundhedsreform fra regeringen var ventet i dette efterår, men nu udskudt til januar. Hellere det end en uigennemtænkt sundhedsreform, siger lægeformand.
Sundhedsreformen, der måske - måske ikke - nedlægger regionerne, kommer først til januar. Foto: Flemming Leitorp
Sundhedsreformen, der måske - måske ikke - nedlægger regionerne, kommer først til januar. Foto: Flemming Leitorp

Anders Heissel, ah@dadl.dk

28. nov. 2018
3 min.

Bliver regionerne nedlagt? Sundhedsvæsenet må vente til efter nytår på regeringens sundhedsreform, som statsminister Lars Løkke Rasmussens (V) har varslet vil blive den største sundhedsreform i ti år.

Ifølge sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) har de nuværende finanslovsforhandlinger trukket ud, og derfor vil regeringen først i januar præsentere reformen.

”En sundhedsreform, der rækker mange år frem i tiden og betyder noget for de mere end 5,1 millioner patienter årligt og mere end 180.000 medarbejdere på sundhedsområdet i kommuner og regioner, den fortjener god tid til at blive diskuteret, debatteret og forhandlet. Den tid er blevet for knap inden jul, og derfor har vi i dag besluttet at skubbe fremlæggelsen af sundhedsreformen til januar. Det glæder jeg mig til, for vi har brug for en sundhedsreform, der styrker nærheden, trygheden og sammenhængen i sundhedsvæsenet og gør op med den alt for store geografiske ulighed i sundhed,” skriver sundhedsministeren på Facebook.

Sommer, efterår - nu januar

I maj, da Lars Løkke Rasmussen holdt sin afslutningstale til Folketinget, sagde han, at regeringen efter sommerferien vil .

"For godt et årti siden lavede vi den sidste sundhedsreform. Med frit valg, behandlingsgaranti, supersygehuse. Erstattede amter med regioner. Nu er tiden kommet til den næste,” sagde han.

Og da han så holdt tale til Folketingets åbning den 2. oktober løftede han sløret for, at der i sundhedsreformen vil blive 21 sundhedsfællesskaber, der skal opbygges omkring de 21 akutsygehuse, som findes i dag. Og sluttede af med at sige, at hele sundhedsreformen vil blive offentliggjort en til to uger efter efterårsferien.

Som nu er udskudt igen til januar.

Slet ikke brug for reform

Hos Lægeforeningen er formand Andreas Rudkjøbing umiddelbart positiv over, at reformen er udskudt og vil hellere have en udskudt sundhedsreform end en uigennemtænkt sundhedsreform. Men han understreger:

”Det er ikke store reformer med helt nye strukturer, der er behov for. Som vi ser det, er sundhedsvæsenet i forvejen så presset, at en stor reform med en helt ny struktur kan resultere i længere tids reformlammelse og et stort forbrug af ressourcer, som går fra andre nødvendige opgaver. Det er hverken patienter eller sundhedsprofessionelle tjent med,” siger han.

Derimod er der brug for ressourcer, der rent faktisk står mål med opgaverne, siger lægeformanden.

”I stort set hele dette årti har ressourcerne ikke matchet de mange opgaver, vi løfter i sundhedsvæsenet, og det har selvfølgelig skabt et vedvarende pres. Især når man tænker på, at antallet af ældre er stærkt stigende. Det betyder også, at de får endnu større behov for mere behandling og mere pleje. Oveni det kommer udgifterne til nye teknologier, herunder lægemidler. Så det er først og fremmest tilstrækkelige ressourcer, sundhedsvæsenet mangler,” siger Andreas Rudkjøbing.