Skip to main content

Regeringens og regionernes økonomiaftale skuffer Lægeforeningen

Anne Steenberger, as@dadl.dk

7. jun. 2013
2 min.

Der er ikke mange penge til sundhedsvæsenet i næste års økonomi. Det er konsekvensen af den aftale som regeringen netop har indgået med regionerne om økonomien på blandt andet sundhedsområdet. Det bliver til en aktivitetsvækst på sygehusene på 2, 4 procent, som skal finansieres ved en øget produktivitet på 2 procent. Derudover er der 276 millioner kroner i reelle ekstra penge til sygehusene. Den samlede realvækst på sundhedsområdet er 471 millioner kroner i 2014 svarende til 0,5 procent.

Lægeforeningen konstaterer at det er en regulær nedprioritering af sundhedsvæsenet i forhold til de seneste års økonomiaftaler, hvor området havde en vækst på tre procent.

”Faktum er, at vi skal løse meget store opgaver i de kommende år, uden at pengene følger med. Flere ældre, flere kronisk syge og nye avancerede behandlinger øger presset på sundhedsvæsenet. Vi har fortsat problemer med overbelægning på sygehusene, og fra den 1. september skal sundhedsvæsenet kunne leve op til en ambitiøs udredningsret, som kræver større kapacitet og investeringer i udstyr,” siger Mads Koch Hansen, formand for Lægeforeningen.

Danske Regioners formand, Bent Hansen, er ikke lunken i sin tilfredshed:

”Vi vidste på forhånd, at det ville blive ekstremt vanskelige forhandlinger. På det grundlag er vi tilfredse med, at det trods alt er lykkedes at få tilført nye penge til sundhedsområdet i 2014. Det er hårdt tiltrængt i lyset af det udgiftspres, som vi oplever på grund af den demografiske udvikling med blandt andet flere ældre, ny og dyrere medicin og stigende aktivitet på kræftområdet”

Aftalen indeholder nogle få konkrete elementer på sundhedsområdet. Psykiatrien skal ligestilles med det øvrige sygehusvæsen, står der i teksten og det giver sig udslag i at også psykiatrien skal have en behandlings- og udredningsret ligesom det somatiske område.

Aftalen har dog ikke afsat penge til det. Den lægger i stedet op til at regionerne selv skal finde dem fra andre områder i psykiatrien. Det bekymrer Lægeforeningen.

”Det er urealistisk, at det kan lade sig gøre at gennemføre en udrednings- og behandlingsgaranti for psykiatrien alene ved at omprioritere og omstille. Psykiatrien har i forvejen et stort efterslæb i forhold til det øvrige sundhedsvæsen hvad angår kapacitet og ressourcer. Det er helt nødvendigt med et reelt økonomisk løft til det psykiatriske område”, siger Mads Koch Hansen.

Også lungeområdet nævnes særskilt. Her lover aftalen, at der skal udarbejdes nationale kliniske retningslinjer for området og at der skal være fokus på tidlig opsporing i almen praksis.