Regeringens reformudspil

Et berømt kinesisk citat siger, at det grundlæggende er ligegyldigt, hvilken farve katten har, bare den kan fange mus. Det samme kunne siges om den regionale struktur i Danmark. Det er ligegyldigt, hvordan den ser ud, bare den understøtter løsningen af opgaverne. Det er ikke i Danmark muligt at gennemføre en struktur for sundhedssektoren, der er optimal på alle ledder og kanter. Men så må vi også sige, at regeringen har etableret et godt udgangspunkt med sit reformudspil. Det rummer en række af forudsætningerne for et fremtidigt godt sundhedsvæsen.

Det opererer med markant færre regioner og en meget stærk central styring. Begge dele noget, som Lægeforeningen har anbefalet. Kunststykket bliver at få dette kombineret med en høj grad af autonomi til de lokale enheder, uden at det udløser den iboende regionale trang til at modarbejde centralmagten. Hvis det ender med fem regioner, vil det være afgørende, at de alle fem forstår, at der fortsat er opgaver, de er for små til at løse alene. Der skal samarbejdes om de opgaver, der bedst klares med landsdækkende løsninger. Det handler ikke om selvtilstrækkeligt imperiebyggeri.

Men vi noterer os, at reformudspillet lægger op til, at der bevares en sammenhængende sundhedssektor med fri og lige adgang for alle. Den praktiserende læge skal fortsat være gatekeeperen. Det skal understøtte forskning, specialisering og uddannelse og have færre akutberedskaber. Det transparente sundhedsvæsen skal etableres på basis af Den danske kvalitetsmodel. Alt sammen sød musik i Lægeforeningens ører. Det er sværere at forstå, at det også indeholder kommunal medfinansiering. Hvis det fastholdes, må der stilles kvalitetskrav til kommunerne. Det kan fx ske ved, at rehabiliteringen bliver en del af Den danske kvalitetsmodel, således at også kommunerne skal lade sig akkreditere og derved leve op til fastsatte kvalitetsstandarder.

Regeringens reformudspil lægger op til en større anvendelse af aktivitetsbaseret afregning eller takstfinansiering. Det er et legitimt styringsredskab på det elektive område, hvor det gælder prioriteringen mellem en række patientgrupper. Anderledes stiller det sig, når takststyringen gælder prioritering mellem forskellige behandlingsformer inden for en given diagnose. Her skal lægerne kunne vælge den behandling, der passer til patienten, uden at blive påvirket af afregningssystemet. Den lægefaglige vurdering skal være garanti for, at patienten får den bedste behandling.

Jo større den aktivitetsafhængige bevilling er, jo stærkere er vores krav om, at taksterne dækker de faktiske udgifter ved behandlingen. Hvis taksterne ikke dækker, vil lægerne selv eller af andre blive tilskyndet til at træffe kliniske beslutninger, der i højere grad tager økonomiske hensyn. I Norge har hver tiende afdelingsoverlæge oplevet pres fra sygehusledelsen for at bruge diagnoser, der ikke var medicinsk belæg for. Det er givetvis godt for økonomien, men næppe godt for patienten.

Kvalitetssystemer skal sikre, at takstfinansiering ikke kun giver en høj produktion, men også en god kvalitet. Her er Den danske kvalitetsmodel helt central. Når den er fuldt udbygget, vil den desuden give patienterne mulighed for at sammenligne på tværs af regioner og af afdelinger. En afdeling med dårlig kvalitet vil blive sorteret fra.