Skip to main content

Region giver en kurv til PLO

Region Nordjylland fastholder sit "nej tak" til PLO’ere, der gerne vil overtage ydernummer i Vendsyssel. Ved at fortsætte med regionsklinikken vil regionen konkurrere med PLO, mener de praktiserende lægers nordjyske formand. For V og K i regionsrådet er der gået ideologi i sagen, men det afviser flertallet.

Formand for PLO i Nordjylland, Annemette Alstrup. Foto: Lars Horn
Formand for PLO i Nordjylland, Annemette Alstrup. Foto: Lars Horn (Foto: Lars Horn / Baghuset)

Dorte R. Jungersen, doj@dadl.dl

30. maj 2018
6 min.

Nødløsning eller ideologi?

Selv om praktiserende læger står på spring til at overtage det ydernummer, der i dag er knyttet til regionsklinikken i Sindal mellem Hjørring og Frederikshavn, besluttede det nordjyske regionsråd på sit møde tirsdag at fastholde Regionklinik Sindal.

Formand for PLO Nordjylland, Annemette Alstrup, finder, at regionens dagsorden er klar.

“Det er helt tydeligt, at regionen vil noget andet end praktiserende læger. Bl.a. den lange sagsbehandlingstid taget i betragtning”, siger Annemette Alstrup med henvisning til, at det tog måneder, før PLO’erne modtog svar fra regionen på deres henvendelse om at overtage ydernummer og patienter i Sindal.

Men også et andet forhold understøtter ifølge Annemette Alstrup hendes argumentation.

“Så sent som i marts måned var der praksis på Mors, som havde åben for tilgang. Alligevel ville regionen ikke lukke for tilgangen til regionsklinikken i Øster Jølby.

Hvis regionsklinikken er et alternativ i de områder, hvor borgere står uden egen læge, ja så burde den have lukket for tilgangen. Men fordi regionsklinikken på Mors også er en del af projekt Nye Veje, der afprøver nye organisationsformer, lukkede man ikke for tilgangen, hvorved regionen begynder at konkurrere med PLO”, siger Annemette Alstrup.

“Taler med to tunger”

Regionsrådets beslutning om at bevare regionsklinikken i Sindal og se bort fra, at en praksis i Hjørring er interesseret i at overtage de 1.038 patienter, blev truffet efter en langvarig debat, hvor Ventre havde ændret kurs i forhold til forretningsudvalgsmødet i midten af maj og nu støtter De Konservative i at vælge en PLO-løsning.

“Vi har også trukket det ideologiske kort”, lød det fra Venstres gruppeformand, Lone Sondrup. En bemærkning, der henviste til, at De Konservative har gjort spørgsmålet ideologisk.

Det konservative regionsmedlem Per Larsen havde forud for mødet stillet en række spørgsmål til begrundelsen for ikke at lade PLO’ere overtage patienterne og ydernummeret, og til driften af klinikken.

”Svarene viser klart og tydeligt, at regionsklinikken er en voldsom dyr løsning. Men også en ideologisk løsning", siger Per Larsen til Ugeskrift for Læger. Og han mener, at regionen ”taler med to tunger”.

”Regionen er åbentbart opsat på at etablere et parallelt system i direkte konkurrence med PLO-læger. At holde fast i regionsklinikken vidner om en ideologisk tilgang, hvor man ønsker mere styring i almen praksis. Med regionklinikken vil man forsøge at anskueliggøre, at man kan opnå resultater ved hjælp af ansatte almenmedicinere – selv om der er yngre læger i pipelinen til almen praksis, og selv om det er en både bedre og billigere løsning” siger Per Larsen.

PLO fik tilbuddet

Men den udlægning blev blankt afvist af flere på mødet.

Jeg kender ingen andre områder, hvor man får mindre sundhed for pengene end her. Anny Winther, medlem af regionsrådet i Nordjylland (V)

Flertallet i regionsrådet, der foretrækker, at patienterne i Sindal betjenes af regionsklinikken og ikke lægerne i Hjørring, fremhævede, at PLO’ere havde haft muligheden for at byde ind på ydernummeret, da lægen i Bindslev, otte kilometer fra Sindal, lukkede sin praksis sidste år.

“PLO har som altid fået førsteret til klinikken, men det har de ikke villet. Og nu forsøger læger at bilde befolkningen ind, at vi vil af med praktiserende læger – det passer ikke”, sagde SF’s Lene Linnemann.

Klinikken i Sindal er omfattet af regionens tilladelse til drift af egne lægeklinikker i op til seks år.

Men ifølge De Konservatives Pia Buus Pinstrup “spænder vi ben for os selv, hvis vi binder os til Nye Veje i seks år”.

Partifællen Per Larsen gav på tirsdagens regionsrådsmøde udtryk for, at han egentlig var parat til at følge forretningsudvalgets indstilling under forudsætning af, at: “Vi vedvarende ville afsøge mulighederne for at få en PLO-læge ind. Men det ønskede man ikke”.

“Snydt grønært. De praktiserende læger skulle have slået til, mens tiden var”, lød det fra Enhedslistens Lis Jensen, der ligesom flere argumenterede for ikke at flytte det nære sundhedsvæsen længere væk.

“Ja, patienterne kan tage toget til Hjørring. Men man skal støtte sig til sin rollator halvanden kilometer fra stationen for at komme til lægen”, sagde Lis Jensen.

Netop afstanden har været regionens argument for ikke at flytte ydernummeret: at mange ældre og sårbare borgere i Sindal og omegn ville være udfordrede i forhold til at komme til Hjørring.

Ligesom afvisningen har været begrundet i praksisplanen, som forudsætter et ydernummer i Sindal-området. Men som påpeget af flere på mødet er der flere eksempler på, at der er flyttet ydernumre.

Mindst sundhed for pengene

Også økonomi er regionens argument for at fastholde klinikken på regionale hænder. Således har regionen bekostet at modernisere klinikken i Sindal, ligesom den har tegnet en lejekontrakt over de næste fem år til 250.000 kr. om året.

Af administrationens svar på de spørgsmål til driften, som Per Larsen havde stillet, fremgår det bl.a., at der er fuldtidsansat en almenmediciner på FAS' overenskomst til 90.915,00 kr. pr. måned (inkl. pension, feriepenge mv.), ligesom der er ansat en sekretær på fuldtid og en sygeplejerske på 32 timer.

“Jeg kender ingen andre områder, hvor man får mindre sundhed for pengene end her”, sagde Venstres Anny Winther.

Og Annemette Alstrup følger trop: “Det er ikke en honorering, vi kan konkurrere med”.

Lægen i Regionsklinik Sindal har i øvrigt opsagt sin stilling og har sidste arbejdsdag den 31. maj. Stillingen bliver dækket af en vikar, indtil en ny fast læge er fundet.

Læs også: Nordjylland bevarer regionsklinik trods ansøgninger fra praktiserende læger

Faktaboks

Fakta