Skip to main content

Region Hovedstaden bliver ét ansættelsesområde

Journalist Lars Igum Rasmussen, lar@dadl.dk

19. maj 2011
3 min.



Fra 1. januar 2013 vil en læge efter alt at dømme ikke længere være ansat på Rigshospitalet, men i Region Hovedstaden med tjeneste på Rigshospitalet.

Nye regler i Region Hovedstaden skal skabe oplevelsen af én samlet virksomhed og én samlet organisation.

Dermed følger hovedstaden trop med de fire øvrige regioner, der alle siden regionsdannelserne hver har fungeret som ét ansættelsesområde.

Lægen vil fremover som udgangspunkt være forpligtet til at gøre tjeneste på et hvilket som helst hospital i regionen:

»Vi har mange fusioner og sammenlægninger i hovedstaden i disse år. Og hospitalerne tilpasses løbende. De nye regler vil være en administrativ lettelse, der vil spare en del penge, da eksempelvis persondata fra et ansættelsesforhold uden problemer overflyttes til det næste«, siger personalepolitisk chef i Region Hovedstaden Sven Skovmand Eriksen.

Hvis en omplacering i væsentlig grad ændrer ansættelsesforholdet - eksempelvis et skifte fra Helsingør Hospital til Hvidovre Hospital - skal medarbejderen varsles, hvis det f.eks. medfører væsentlig øget transporttid.

Nedlægges stillingen helt, vil ledelsen fremover i højere grad end før være forpligtet til at finde en passende ny stilling til medarbejderen inden for ansættelsesområdet, nemlig regionen. I en tid med omstruktureringer kan det give en tryghed i ansættelsen:

»Medarbejderne får en ny situation med de nye regler. Nu skal vi forsøge at finde plads til medarbejdere, hvis stillinger fremover måtte blive nedlagt, så på den måde kan det være en fordel, selvom nogle vil kunne få længere til arbejde«, siger Sven Skovmand Eriksen.

Umiddelbart er formand for Overlægerådet på Regionshospitalet Viborg, Skive Steen Olesen enig. Alligevel ser han flere mulige ulemper for lægen:

»Når arbejdsgiveren kan bestemme, hvor man skal arbejde inden for regionen og flytte overlægerne rundt, så kan det betragtes som et tilbud. Men hvad er alternativet? Vi har mig bekendt ikke haft konkrete eksempler, hvor en overlæge er blevet placeret på et andet hospital på grund af besparelser eller nedskæringer. Men det er jo muligt,« siger Steen Olesen og understreger, at han i det daglige ikke tænker på, at han er ansat i Region Midtjylland og ikke regionshospitalet, hvor han har sin daglige gang.

Tanken om ét ansættelsesområde opstod, da Region Hovedstaden kom ud af 2009 med en presset økonomi. På det administrative område skulle der findes store besparelser, og i dag bruger regionen store administrative resurser på blandt andet at udstede feriekort og afslutte personalesagen, når en læge skifter fra eksempelvis Frederiksberg Hospital til Bispebjerg Hospital. Det vil være slut.

»Tæt på hvert tredje jobskifte i hovedstaden er internt fra et hospital til et andet, så det vil spare os for mange penge. En medarbejder tager automatisk anciennitet, tillæg og ferie med, så man starter ikke forfra på det nye hospital«, siger Sven Skovmand Eriksen.

Region Nordjylland har været ét ansættelsesområde siden regionsdannelsen. Og HR-chef Jacob Jacobsen mener, at det skaber en fælles identitet for medarbejderne, ligesom der er generel tilfredshed:

»Muligheden for intern rokering mellem matrikler og funktioner er en stor fordel - både ud fra et organisatorisk synspunkt, og fordi vi kan tilbyde langt større tryghed i ansættelsen, end det ellers havde været tilfældet«, siger han.

For yngre læger i uddannelsesstillinger vil etablering af ét ansættelsesområde i hovedstaden stort set ikke ændre deres vilkår, da de i princippet allerede har hele regionen som ansættelsesområde - ligesom tjenestemænd allerede har det i dag.

Da alle medarbejdere skal varsles om, at ansættelsesområdet ændres, vil etableringen tidligst kunne ske den 1. januar 2013.

Høringsfristen over for organisationerne udløber den 1. juni, hvorefter der træffes en politisk beslutning.