Hvad er problemet?
»Jeg er optaget af, at der tilsyneladende er mange praktiske forskelle i vores region. Der er nogle patienter, der kommer i klemme. Er det muligt at komme til sin læge og få den hjælp, som man skal have? Kan lægen sikre, at patienten kan komme det relevante sted hen?«
Hvad er det, du vil have undersøgt?
»Lige nu er vi ved at definere, hvad der skal med i kommissoriet. Det er fuldstændigt umuligt her i vores region bare at sige, at vi skal have visitation til skadestuerne. Vi må se at få undersøgt, hvor meget der er åbent hos de praktiserende læger - hvordan de tolker overenskomsten«.
Men Sundhedsstyrelsen har jo allerede undersøgt akutområdet og er kommet med anbefalinger?
»Jo, men deres virkelighed er abstrakt. Vi sad med nogle abstrakte tal, der ikke har hold i virkeligheden. Gennemsnitstal holder ikke. Vi skal have styr på vores eget område«.
Hvad skal der komme ud af det?
»Jeg forestiller mig, at der kommer nogle forslag ud af det, som vi kan sende i offentlig høring. Vi må have noget ligesom en kræftplan eller en fødeplan for dette her. Hvad skal der til?«
Hvad mener du selv?
»Jeg har ikke svarene. Men jeg tror, vi skal finde en anden måde at samarbejde på mellem sygehuse, kommuner og praksissektoren«.
Specifikt om akutområdet?
»Jeg ved ikke, om det er hensigtsmæssigt at have en ordning, hvor almen praksis også står for småskader, som ikke løser problemet, men bare fører til nogle meget dyre opringninger. Vi er nødt til at forholde os til, hvad ting koster. Det kan godt være, at det er billigere for os, at patienterne går ind ad døren i skadestuen«.
Dine ønsker til den almindelige tilgængelighed?
»Det bør naturligvis være nemt at komme igennem til sin læge. Der er mange gode eksempler. Men det er meget forskelligt. Jeg er optaget af, at der ikke gøres forskel på borgerne«.
Hvad med organiseringen?
"Jeg er meget bekymret for, om de praktiserende læger har lyst til at være med i det store udviklingsarbejde, vi står over for i de kommende mange år. Der er masser af andre steder, hvor læger går sammen i lægehuse også af hensyn til kvaliteten. De har et andet servicemønster, f.eks. hvad angår åbningstider. Jeg vil ikke have en isoleret læge på fjerde sal, som jeg dårligt kan kravle op til. Vi ser nogle udviklingsmønstre, men de er langsomme her i regionen. Så er der effektiviseringsområdet. Det er da tankevækkende, at sygehusene skal arbejde 2 pct. mere effektivt hvert år - og effektivitetstallene er vildt imponerende - mens der ikke rigtig er nogen, der har taget fat i den problemstilling i forhold til de praktiserende læger«.
Replik
Henrik Dibbern, formand for PLO, svarer på Vibeke Storm Rasmussens kritik.
Der foreligger undersøgelser af både tilgængeligheden og patienttilfredsheden hos egen læge og i lægevagten, og vi klarer os godt i forhold til sygehusene og især skadestuerne.
Hvis man i regionerne er indstillet på at følge Sundhedsstyrelsens anbefalinger på akutområdet, som regionerne også selv har været med til at udforme, skal praksis nok levere vores del af akutarbejdet.
De steder i landet, hvor man har haft visiterede skadestuer i mange år, har systemet fungeret til alles tilfredshed.
Selvfølgelig er der forskelle på henvendelsesmønstret imellem regionerne, men forskellene er mere betinget af tradition og kultur end anderledes sygdomsmønstre.
Politikere i regioner, som stadig tilbyder uvisiterede skadestuer, vil selvfølgelig opleve modstand fra borgerne, når systemet ændres, men som politikerne selv er flittige til at sige, bliver vi nødt til at bruge sundhedskronerne bedst muligt. Derfor bliver politikere også nødt til at træffe upopulære beslutninger en gang imellem.
Almen praksis kan også i hovedstaden tage sig af mindre skader, men det kræver selvfølgelig både forberedelse og efteruddannelse, da lægerne ikke hidtil er blevet bedt om at løse den opgave.
Det er veldokumenteret, at det er meget dyrere at behandle patienterne på skadestuen end i almen praksis. Hvis man er i tvivl, kan man sammenligne billigste DRG-skadestuetakst på over 900 kr. med et besøg hos egen læge til 140 kr.
Den langsommere udvikling mod mere moderne lægeklinikker i hovedstaden skyldes først og fremmest, at der i mange år har været en ulyst fra kommunerne og regionen til at indse, at de må bidrage til finansieringen af fornyelsen af praksissektoren, ligesom de bidrager til at bygge nye mastodontsygehuse.
En læge, som risikerer at få sin husleje mangedoblet ved en flytning, eller som får nej til at flytte til mere egnede lokaler, er tvunget til at blive i de utidssvarende lokaler, som regionsrådsformanden omtaler.