Skip to main content

Region i offensiv mod stigende erstatningsudgifter

Anne Steenberger, as@dadl.dk

16. nov. 2012
5 min.

Skal det kunne mærkes på den enkelte sygehusafdelings økonomi, om den har få eller mange patientskadesager?

Ja, det kunne godt ske i Region Midtjylland, hvor udgifterne til patienterstatninger i de seneste par år er steget mere end i det øvrige land, hvor der generelt er store stigninger. Foreløbig har regionen fra og med i år gjort de enkelte sygehuse ansvarlige for at betale erstatningerne - dog med et loft på 100.000 kr. - i stedet for som hidtil, at erstatningerne blev betalt fra en central regional kasse. I den forløbne uge har det været diskuteret, om det ligefrem skulle være helt ned på afdelingsplan, så den skulle gribe i eget budget, når der skal betales erstatninger.

Men regionsrådsformand Bent Hansen (S) afviser, at der er aktuelle planer om at gøre det:

»Det er op til sygehusene at afgøre, om sygehusledelsen selv vil tage ansvar for at få fokus på patientskader og betale eventuelle erstatninger, eller om de vil lægge det ud til de enkelte afdelinger. Det vigtige er, at de synliggør, at der skal være ekstra fokus på kvalitet. Har vi for eksempel nogle ortopædkirurgiske afdelinger med nogenlunde samme størrelse og population, og den ene har mange flere sager end de andre, så er det et tegn på, at de må gøre en indsats. Og vi slipper ikke. Hvis vi kan se, at pengene til erstatninger fortsætter med at fosse ud, vil vi ikke bare sidde og se på«.

Men der er ikke bare trusler i det her, understreger Bent Hansen. Sygehusene har fået et økonomisk incitament til at nedbringe antallet af skader. Hvert sygehus i regionen fik pr. 1. januar i år en pulje, der skal bruges til at betale erstatninger for patientskader. Beløbet størrelse svarer til, hvad det enkelte sygehus brugte til Patientforsikringen i 2011.

»Det giver økonomisk incitament til at have fokus på kvaliteten. Hvis sygehuset formår at nedbringe skaderne, så kan de bruge de resterende penge til noget andet. Det er en ren win-win situation«.

Hvis sygehuset så er lykkedes med at nedbringe skaderne, vil puljen til næste år så blive mindre eller vil den også tage udgangspunkt i 2011?

»Der bliver samme beløb i puljen«, siger Bent Hansen.

Cheflæge er skeptisk

Et af de hospitaler i Region Midtjylland, der tegner sig for en del skader, er Regionshospitalet Viborg. Ifølge Patientforsikringens opgørelse havde Viborg i 2011 127 anmeldte skader, som blev afgjort i Patientforsikringen. Af dem blev de 74 afvist, og de 53 blev anerkendt. I dette års første halvdel behandlede Patientforsikringen 69 skader herfra - de 48 er afvist, og 21 er anerkendt.

Der er tale om sager, som Patientforsikringen har behandlet i de nævnte år - det siger ikke noget om, hvor mange skader der er anmeldt i år, der er typisk lang behandlingstid og tilsvarende forskydning i sagerne.

Cheflæge for Hospitalsenhed Midt, der består af sygehusene i Viborg, Silkeborg, Skive og Hammel, Christian Møller-Nielsen siger:

»Vi har som regionens øvrige hospitalsenheder selv betalt vores erstatninger siden 1. januar i år. Foreløbig har vi betalt 4,9 i mio. kr., og det tyder på, at vi for hele året kommer til at betale mindre, end vi har budgetteret med«.

Han er ikke umiddelbart tilhænger af lægge erstatningsansvaret helt ud på afdelingsniveau:

»Vi overvejer en yderligere decentralisering til den enkelte afdeling eller center. Men personligt er jeg skeptisk, fordi ulemperne ved at gøre det er større end fordelene«.

Det er der to grunde til, siger han.

»For det første vil udgifterne blive meget tungere i nogle afdelinger end i andre - eksempelvis dem med størst operationsaktivitet og de mest syge patienter, hvor andre typer afdelinger vil have meget lille risiko for overhovedet at få en erstatningssag. Det vil umiddelbart ikke være retfærdigt«. For det andet frygter Christian Møller-Nielsen at det kan føre i retning af defensiv medicin:

»Vi balancerer ofte mellem ønsket om optimal kvalitet på alt, hvad vi gør og få de bedste resultater og så hjælpe patienterne i alle situationer, hvor det er muligt. Og på en afdeling med alvorligt syge patienter vil en beslutning om for eksempel en potentielt farlig operation, som lægen tager sammen med patienten eller pårørende, kunne ende med at figurere som et dårligt resultat eller en skade. Hvis afdelingen pålægges eventuel erstatningsudbetaling, risikerer vi måske, at læger vælger at være defensive for at dække sig ind, hvormed vi får en tendens til defensiv medicin. Det vil sige, at det at en operation kunne falde dårligt ud, kan komme til at veje tungere i overvejelserne. Og det er vigtigt, at vi som læger i samråd med patient og pårørende kan satse på en behandling, der er forbundet med en vis risiko«.

Før sygehusene fik ansvaret for selv at betale erstatninger op til 100.000 kr. var det regionen, der betalte. Bagtanken med at lægge det ud til sygehusene er blandt andet at øge hospitalernes incitament til at undgå fejlbehandlinger, står der i et notat fra regionens administration. Men ifølge Christian Møller-Nielsen har Hospitalsenheden Midt ikke ændret på noget - det var allerede gjort:

»For mere end tre år siden indførte vi en række procedurer for at minimere fejl og skader. Vi følger altid op på erstatningsskader. Vi monitorerer hver eneste anmeldelse, og hospitalsledelsen får en skriftlig tilbagemelding fra afdeling eller center, om skaden giver anledning til ændringer i vanlige procedurer. Hele tankegangen med at sagerne altid skal føre til en læring i organisationen har været implementeret i flere år«.

Bivirkninger

Diktat eller ej. At give afdelingerne ansvar for selv at betale for skader kan ses som et forsøg på at koble økonomi og kvalitet, hvilket bliver diskuteret og afprøvet i flere lande i disse år. Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen, er dog ikke sikker på, om lige dette er en god ide:

»Grundlæggende kan økonomiske incitamenter være en god måde at tvinge sundhedssektoren til en målrettet indsats for at undgå utilsigtede hændelser. Men jeg mener ikke, at det er god måde at gøre det på. Der kan opstå uheldige bivirkninger. Under alle omstændigheder er det vigtigt, at der følges tæt op på, hvilke konsekvenser det har, hvis nogle sygehuse går den vej«.

En bivirkning kan for eksempel være, at en alliance mellem patient og læge, som eller skal være der i sådanne tilfælde, bliver brudt:

»Patienten, der vil søge erstatning for en hændelse, skal kunne få hjælp til det af afdelingens læger og sygeplejersker. Men hvis det bliver sådan, at afdelingen selv skal bøde for det, så skaber det er incitament til ikke at hjælpe patienten til erstatning, og det er uheldigt«.