Skip to main content

Region Midtjylland vil etablere universitetsklinikker

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

26. sep. 2011
4 min.

Region Midtjylland går nu efter at etablere såkaldte universitetsklinikker ved regionshospitalerne. Det sker, efter at 40 af de 41 regionsrådsmedlemmer tirsdag aften vedtog et 2012-budget, der afsætter 17 millioner kroner til at styrke forskningen i regionen. Tolv af de 17 millioner kroner er øremærket til universitetshospitaler og såkaldte tilknytningsaftaler. De øvrige fem millioner kroner afsættes til ansættelse af internationale gæsteprofessorer og internationalt forskningssamarbejde på Aarhus Universitetshospital, oplyser regionsrådsmedlem og lægestuderende ved Aarhus Universitet Jacob Isøe Klærke (SF).

Nyskabelse i Danmark

Universitetsklinikker kendes bl.a. fra Tyskland, hvor betegnelsen dækker over et sygehus med tilknytning til et universitets medicinske fakultet. De midtjyske universitetsklinikker skal dog kun etableres på afdelingsbasis.

Institutleder på Klinisk Institut ved Aarhus Universitet, professor Jens Chr. Djurhuus, har aktivt arbejdet for regionale universitetsklinikker, som - forklarer han - først og fremmest vil skulle drive patientnær, klinisk forskning derude, hvor de store folkesygdomme behandles - og »med samme kvalitet og substans som universitetshospitalet«.

For at blive anerkendt som universitetsklinik skal man på en afdeling dokumentere, at man gennem længere tid har haft betydelig forskningsaktivitet. Man skal også beskrive nuværende og kommende forskningsprojekter, hvorefter universitetshospitalet sammen med et internationalt panel vil vurdere, om afdelingen er værdig til prædikatet universitetsklinik med mulighed for at oprette et professorat.

Forslaget blev fremført i regionsrådet af partierne S, SF og R, som tilsammen råder over et flertal, men bag forslaget står universitetet.

»Jeg er rigtig glad for regionsrådets beslutning«, siger Jens Chr. Djurhuus. »Nu kan vi virkelig få udviklet regionens forskning og styrket universitetshospitalets internationale position«.

Ifølge Jens Chr. Djurhuus er universitetsklinikker en nyskabelse i Danmark. Regionshospitaler har også tidligere kunnet levere kvalificeret forskning, men det har ofte stået og faldet med tilstedeværelsen af en eller få personer.

De første universitetsklinikker skal formentlig etableres ved Hospitalsenheden Vest og omfatte ortopædkirurgi, arbejdsmedicin og intern medicin.

Kampgejst i Vest

Der er allerede indgået flere såkaldte tilknytningsaftaler mellem Region Midtjylland og Aarhus Universitetshospital. Det har givet en række afdelinger adgang til universitetets forskningsmiljø og -faciliteter, mens universitetet til gengæld får adgang til »en bredere klinisk virkelighed«, som overlæge Torben Bæk Hansen forklarer.

Han er forskningsleder ved Ortopædkirurgisk Forskningsenhed på Holstebro Sygehus og betegner tilknytningsaftalen som en forløber for det, der skal blive til en universitetsklinik.

Nu kan han glæde sig over udsigten til, at afdelingen - måske som en af de første i regionen - kan blive opgraderet til universitetsklinik:

»Det vil betyde meget for selvfølelsen omkring forskningsaktiviteten på et perifert sygehus som vores og give noget kampgejst og team spirit til afdelingen«, siger han.

Torben Bæk Hansen tilføjer, at et regionssygehus ofte har stærkt fokus på produktionen, og at det derfor er vigtigt at opnå en anerkendelse af forskning som en del af produktionen og udviklingen.

»Det vil også gøre det nemmere at søge midler til nye forskningsprojekter, hvis forskningsafsnittet på det perifert beliggende sygehus kan bevise, at det er på niveau med ansøgeren fra universitetshospitalet. Og det bliver nemmere at rekruttere videnskabeligt kvalificerede medarbejdere, når de ikke længere føler, at deres videnskabelige karriere slutter eller kommer på vågeblus, hvis de flytter til regionshospitalet«.

Løfter den kliniske forskning

Som formand for Det Nationale Samarbejdsforum for Sundhedsforskning nikker overlæge Poul Jaszczak anerkendende:

»For mig at se er det at tage en af de handsker op, som vi kastede til regionerne«, siger han.

»Det er en rigtig spændende ide. Rigtigt søsat og med det passende politisk-administrative og økonomiske fokus vil det være med til at flytte klinisk forskning den rigtige vej«.

»Vi pegede netop på, at der er alt for lidt fokus på specielt den kliniske forskning. Derfor vil det være godt, hvis projektet i Region Midtjylland kan cementere, at en del af det, der foregår i en klinik eller på en afdeling, er forsknings- og uddannelsesaktivitet. Det vil kunne tilføre engagement og investeringer til at kunne etablere den type projekter og holde dem i live«, siger Poul Jaszczak.

Universitetsklinikkerne bliver ikke etableret lige med det samme:

»De kommer efterhånden, som man får det faglige grundlag. Så nogle af pengene kommer til at gå til tilknytningsaftaler og konkrete forskningsprojekter«, siger Jacob Isøe Klærke.

»Ved at gøde det generelle forskningsmiljø på regionshospitalerne håber vi, at vi år for år kan få flere og flere universitetsklinikker til at opstå rundt omkring«, siger han.

Klinisk interventionsforskning som den, universitetsklinikkerne vil skulle drive, er i sig selv ikke nyt, indrømmer Jens Chr. Djurhuus:

»Men nu handler det om at styrke denne indsats og at gøre det på en måde, så det bliver muligt at mobilisere hele regionen. Vil man f.eks. lave interventionsforskning på hofteområdet, er det vores ambition, at det efterhånden bliver de hoftepatienter, der er uden for universitetshospitalet, som er målgruppen. Derved bliver man i stand til at gennemføre store undersøgelser hurtigt«.

I Hospitalsenheden Vest ser Torben Bæk Hansen frem til muligheden for at kunne tilbyde kombinationsansættelser, som giver adgang til akademiske ansættelser eller måske et professorat, samtidig med at man arbejder i Holstebro, Herning eller Horsens.

- Det er, hvad I får ud af det. Hvad kan I selv tilføre som universitetsklinik?

»Med den nye specialeplan vil en stor del af de almene lidelser fremover blive behandlet på regionshospitalerne, mens universitetshospitalerne vil skulle varetage de meget specialiserede funktioner. Hvis man ønsker forskning i de almindelige forløb og de store patientgrupper, vil det bedst kunne foregå på et regionshospital, hvor patienterne findes«.