Skip to main content

Region Nordjylland har skrabet den gulerod, der skal lokke yngre almenmedicinere til at slå sig ned i det nordjyske. Regionen har formuleret en rekrutteringspolitik efter vinterens kritik af etableringstilskud 'hinsides al fornuft.'

Retorikken var skarp, da det tidligere på året blev en stor sag, at to yngre almenmedicinere af region Nordjylland hver havde fået 1,25 mio. i etableringsstøtte.

Regionsmedlem Poul Erik Andreasen (S) fandt det "hinsides al fornuft, at skatteyderne skal inddrages i disse forretningsoverdragelser", og fandt det "grotesk, at forretningsudvalget godkender en aftale, der indeholder en præmie på 1,25 mio. kr. for at en ung læge overtager en praksis fra en ældre læge."

Og så fattede Poul Erik Andreasen i øvrigt ikke, at en "begunstiget gruppe som praktiserende læger vil være bekendt at stille sig an som tiggere."

Efter at have drøftet sagen på regionsrådsmødet i januar besluttede regionen at udarbejde et forslag til, hvordan etableringstilskuddene kunne differentieres.

I et tillæg til praksisudviklingsplanen for 2012-15 er der nu beskrevet og sat kroner på en rekrutteringspolitik, som netop er godkendt af regionsrådet. I tillægget udpeges især Mors, men også Thisted, Jammerbugt og Brønderslev Kommuner som kriseområder, hvor der skal særlige tiltag til for at skaffe nye læger. Tiltagene vil gælde efter først til mølle princippet. Der vil være et vist antal specialtilbud, og når de er brugt, er der ikke flere.

Tre tilbud til yngre almenmedicinere

De beløb, regionen er villig til at lokke yngre almen medicinere med, er beskåret i forhold til tidligere - højst en million kr. vil en yngre almenmediciner kunne opnå. Differentieringen af tilskuddene er sket i forhold til, hvor stor lægemanglen er i de forskellige områder.

Fremover vil yngre almenmedicinere således kunne opnå tre former for støtte.

En Generationsskifteaftale er et tilbud til en yngre læge, der overtager en praksis fra en ældre læge. Lægen vil kunne få 150-500.000 kr. til i en periode at kunne købe sig til arbejdsmæssig aflastning, mens han eller hun komme ind i opgaven med at være virksomhedsleder, personaleansvarlig, m.v. Herudover modtager den yngre læge også en bonus på 150-500.000 kr. for at nedsætte sig. Til gengæld forpligter den yngre læge sig til at fastholde det eksisterende patienttal i praksis i aftaleperioden.

Yngre almenmedicinere kan få etableringsunderstøttelse på 150.000-500.000 kr. i bonus for at nedsætte sig i en ledig praksis i områder med lægedækningsproblemer på tilsvarende vis, som under generationsskifteaftalerne. I de områder, hvor der opføres sundhedshuse, skal lægerne nedsætte sig hér.

Garanti for indtjening ved nynedsættelse er et nyt tiltag, der sikrer yngre læger kompensation, hvis de nedsætter sig i et ydernummer uden patienter i de områder, der har "permanente og sammensatte udfordringer." Kompensationen består i, at regionen udsteder en garanti for en samlet indtjening på 1.500 kr. per patient for i alt 1.600 patienter, uanset hvor mange patienter praksis har tilmeldt. Garantien gælder i tre år fra nedsættelsen.

Ordningen gælder kun for Morsø og Sydthy, men PLO Nordjylland håber, at den udvides til flere områder.

3.270 patienter per læge

Af en prognose PLO har udarbejdet for perioden 2011 til 2025, falder antallet af praktiserende læger i Region Nordjylland fra 343 i dag til 279 i 2021 for så at stige en smule til 291 i 2025. Det betyder, at en praktiserende læge i Nordjylland skal have gennemsnitligt 1841 patienter i 2015 og 2069 patienter i 2020.

Allerede i dag har hver læge på Mors 3.270 patienter i gennemsnit, og gennemsnitsalderen er 58 år.

PLO koncentrerer derfor nu deres kræfter på at få yngre læger til at nedsætte sig i praksis i disse områder. Men PLO-Nord forudser, at det kan blive et problem at afsætte lægepraksis med alt for mange patienter til en ny ung læge.

PLO-Nordjylland arbejder endvidere med at oprette en ordning med administrative tutorer, hvor uddannelseslæger inden for almen medicin via det lokale lægelaug kan få tildelt en administrativ tutor. Den administrative tutor skal lette indføringen i den administrative del af at drive egen praksis.