Skip to main content

Region Nordjylland laver nødløsning i almen praksis tre steder

Frem til årsskiftet bliver tre lægepraksis i Vendsyssel erstattet med regionsdrevne lægeklinikker. Det er en midlertidig løsning, indtil regionen kan organisere et udbud, som forventes at give patienterne et langsigtet tilbud.

Foto: Wikipedia.
Foto: Wikipedia.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

27. okt. 2014
3 min.

Inden nytår lukker der lægepraksis i tre byer det den nordligste del af Region Nordjylland. Det skriver regionen i en pressemeddelelse.

Det er ikke lykkedes at finde erstatninger for de praktiserende læger, der lukker deres klinik, og derfor etablerer regionen nu midlertidige lægeklinikker, som den selv driver og besætter med vikarer.

En mere permanent løsning forventes efter det udbud, som regionen er i gang med at forberede. Men det kan ikke nås inden praksislukningerne, for regionen må først gå i gang tre måneder forinden, og det er for kort tid, mener nordjyderne.

"Vores udfordring er, at vi typisk kun har tre måneder, og det er vores vurdering, at det kan vi ikke nå. Derfor etablerer vi nu denne mulighed for at give patienterne et midlertidigt tilbud", siger Henrik Sprøgel, afdelingschef for Primær Sundhed i Region Nordjylland.

De nye regionsdrevne lægeklinikker er ikke det samme som regionsklinikker - en konstruktion, som Region Nordjylland har fem af.

"De har et to års perspektiv - og nu fire år med den nye sundhedslov", siger Henrik Sprøgel, som gerne så et endnu længere perspektiv.

"To år kan være en udfordring både i forhold til investering og til ansættelse af personalet. Vi går efter at få etableret noget, som har et langsigtet perspektiv, så vi kan være sikre på, at patienterne får et kontinuerligt tilbud. Det eneste, vi ikke vil have, er nye læger hver dag", siger han.

Når udbuddet kommer, er der mulighed både for, at en praktiserende læge nedsætter sig på almindelige vilkår, at der bliver tale om en satellitpraksis - en læge kan nu med den nye sundhedslov drive helt op til seks ydernumre - eller at en anden privat aktør, f.eks. en sundhedsvirksomhed, etablerer sig.

De tre nye regionsdrevne lægeklinikker kommer til at erstatte de lægepraksis, der lukker, i Asaa, Frederikshavn og Hjørring. De fem regionsklinikker ligger i Brovst, Brønderslev, Hurup, Pandrup og Thisted.

Politisk opråb

Region Nordjyllands nødløsning de tre steder kommer kort tid efter, at regionens formand Ulla Astman (S) efterlyse landspolitisk handling. Nærmere betegnet vil hun have Folketinget til at sørge for læger til regionen.

”Normalt beder vi jo Folketinget om at holde sig væk. Men problemet er ikke bare regionalt. Det er et samfundsproblem, som handler om lighed i sundhed. Hvis der skal være lighed mellem borgerne, så må der overordnet styring til. Det kan Folketinget gøre via Sundhedsstyrelsen”, sagde Ulla Astman for nylig til ugeskriftet.dk.

Læs også: Ulla Astman giver op: Nu må Folketinget sørge for læger nok til Nordjylland

Opskriften lyder ifølge Ulla Astman på at fordoble pladserne på medicinstudiet i Aalborg, flytte hoveduddannelsesstillinger fra det østlige Danmark til bl.a. regionen og ikke mindst at nedlægge ydernumre i København og Aarhus for på den måde at give et incitament for unge læger til at søge mod Nordjylland.