Skip to main content

Region Sjælland vil hjemtage 90 højtspecialiserede funktioner

I øjeblikket har Region Sjælland 12 højtspecialiserede funktioner, men fra næste år vil regionen gerne have 90, bl.a. komplicerede hjerteoperationer.

Region Sjællands regionsformand Jens Stenbæk (V). Foto: Finn John Carlsson.
Region Sjællands regionsformand Jens Stenbæk (V). Foto: Finn John Carlsson.
8. jan. 2016
2 min.

Region Sjælland ønsker, at borgere, der f.eks. bliver ramt af blodpropper i hjertet, får kræft i hjernen eller skal have opereret ankler, ikke længere skal behandles i andre regioner, skriver Sjællandske.

Regionen har bedt Sundhedsstyrelsen om lov til at varetage 90 højtspecialiserede funktioner fra næste år mod blot 12 funktioner nu, fremgår det.

"Vi mener, vi har kapaciteten, kompetencerne og det antal patienter, der skal til for at kunne hjemtage de her specialer. Lykkes vi at komme igennem med vores ansøgninger, betyder det kortere rejsetid for nogle af vores allermest syge borgere, der samtidig opnår samme kvalitet som andre borgere ved at kunne blive behandlet i deres egen region", siger Christian Wedell-Neergaard (K), formand for regionens sygehusudvalg, til avisen.

Han og regionsrådsformand Jens Stenbæk (V) fremhæver, at hjemtaget af de højt specialiserede områder vil give borgerne bedre sammenhæng i deres behandlingsforløb og kortere transporttid, ligesom en øget specialisering vurderes at gøre det nemmere at rekruttere læger.

"Det giver stærke faglige miljøer, som ikke bare kommer den enkelte patient til gode, men også spreder sig til de omkringliggende fagområder", siger Jens Stenbæk til avisen.

Chef for Kvalitet og Politik, Annette Wandel, Danske Patienter peger imidlertid på, at nok kan hjemtag af funktioner give bedre sammenhæng for patienterne, men ikke nødvendigvis bedre kvalitet i behandlingen.

"Når vi taler om de højt specialiserede områder, er nærhed ikke en kvalitet. Her handler det om at samle nok kapacitet til at opnå den bedste behandling", siger hun til avisen.

Endelig peger avisen på, at Sundhedsstyrelsens retningslinjer lægger op til, at højt specialiserede funktioner kun skal varetages ganske få steder i landet, og at adskillige af de funktioner, Region Sjælland ønsker at hjemtage, allerede udbydes flere andre steder.