Skip to main content

Region Syd bebuder speciallæger i front

Journalist Anne Steenberger, as@dadl.dk

24. sep. 2010
2 min.

Kolding Sygehus har netop fået lovning på 900 millioner kroner fra regeringens Erik Juhl-udvalg. De skal blandt andet bruges til en helt ny fælles akutmodtagelse (FAM), der skal stå færdig i 2016.

Lige nu sidder spidser fra region og lægeverden og lægger brikkerne til, hvordan FAM'erne i Region Syddanmark så skal skrues sammen. At få speciallæger i tilstedeværelse er den helt store udfordring for de nye akutmodtagelser, viser en ny rapport fra Dansk Sundhedsinstitut.

Der er efter sigende høj bølgegang i den sydlige diskussion, men en ting synes at ligge fast allerede nu: Der skal være læger fra 5-6 specialer til stede i FAM'en. Døgnet rundt. De skal være ansat i stamafdelingerne, men arbejde i FAM. Sundhedsdirektør Jens Elkjær forklarer:

»Speciallægerne skal bære det kliniske arbejde i akutmodtagelsen. Vi bliver så i stand til at modtage akutte patienter på samme kompetenceniveau døgnet rundt. Vores overlæger kan godt se, at det er den rigtige måde at gøre det på, hvis vi skal sikre kvaliteten. Derfor forventer jeg også, at vi kan indgå frivillige aftaler med dem. Derudover er der jo også mulighed for at ansætte speciallægerne efter overenskomsten for afdelingslæger«.

Speciallægerne, der arbejder i FAM'en skal rustes til det. Men regionen er ikke interesseret i at køre dem igennem det akutmedicinske fagområde, der ellers er tilrettelagt efter de nye akutmodtagelser. »De behøver ikke alle at kunne hjælpe fødende, at kunne luftvejshåndtering osv., som den uddannelse tilbyder. For der vil være speciallæger lige ved siden af, som kan det. Men de skal lære noget om, hvordan en FAM fungerer, og de skal lære noget om tværfagligt samarbejde«, siger Jens Elkjær.

Derudover skal der være en mindre gruppe speciallæger, som kaldes akutlæger, og som skal være ansat i selve FAM'en. De får en særlig rolle med at styre flowet og visitere samt stå for driften af afdelingen i det hele taget.