Skip to main content

Region Syddanmark indfører telefonisk visitation til skadestuer

Fra 1. april indfører også Region Syddanmark telefonisk visitation til skadestuer og –klinikker. Det bliver i en hybridmodel mellem den midtjyske, hvor de praktiserende læger visiterer hele døgnet, og modellen i Region Hovedstaden, hvor den sygeplejerskebetjente 1813 akuttelefonen visiterer.

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

5. mar. 2014
2 min.

Det gamle lægevagtsnummer i Region Syddanmark – 70 11 07 07 – skal fremover bruges til at visitere borgere, der er kommet til skade, videre i systemet. Det oplyser regionen i en pressemeddelelse.

Men det er forskellige faggrupper, der svarer telefonen, afhængigt af hvilken tid på dagen det er.

I dagtiden er det sygeplejersker, der bevarer opkald, og fra 16-08 – altså i vagttiden – er det de praktiserende læger i lægevagten.

Dermed lægger Region Syddanmark sig midt imellem de to enstrengede visitationssystemer i hhv. Region Midtjylland og Region Hovedstaden.

Læs også: Enstrenget lægelig skadestuevisitation på vej i Region Midtjylland

Midtjyderne har valgt en løsning, hvor de praktiserende læger også i dagtid står for visitationen, og Region Hovedstaden har med 1813-akuttelefonen indført et nyt, sygeplejerskebetjent system – dog med lægelig back-up – som har haft en del startvanskeligheder med lange ventetider på at komme igennem.

Læs også: Hasteplan skal få 1813 på ret køl

”Forhandlingerne har stået på i halvandet år, hvor vi har forhandlet om, hvad der var bedst. Denne her løsning var der bred enighed om politisk”, siger praktiserende læge Ole Holm-Thomsen, som er vagtchef i regionen.

Han fremhæver, at den syddanske model har været betydeligt mere ligetil at implementere end f.eks. den i Region Hovedstaden.

”I modsætning til 1813, som fandt på en helt ny model, så benytter vi den gamle. Det er lægevagtens nummer, som folk kender, og som fungerer godt. Det er også det gamle edb system. Den eneste forskel i vagttiden er, at vi også tager os af visitation til skadestuen”, siger han.

Ligesom ved 1813-telefonen vil borgerne få oplyst ventetider.

”Det er en serviceforbedring for befolkningen, så folk ikke skal sidde og vente på skadestuen”, siger Ole Holm-Thomsen.

Regionen skal nu ansætte en række sygeplejersker til at tage telefonen i dagtiden, og her er Ole Holm-Thomsen med til at lære dem op. Systemet starter 1. april.