Skip to main content

Regioner glade for fleksible overlæger

Anne Steenberger, as@dadl.dk og Klaus Larsen, kll@dadl.dk

1. mar. 2013
2 min.

Regionernes chefforhandler, Jens Stenbæk (V), erklærer sig yderst tilfreds med, at overlægernes arbejdstid nu defineres mere fleksibelt, så der kan arbejdes akut indtil klokken 23. Det har været magtpåliggende for regionerne – og ikke kun med henblik på de nye supersygehuse, der endnu ligger nogle år ude i fremtiden, men her og nu, i de fælles akutmodtagelser:

»De er jo fuld gang med at implementere akutmodtagelserne ude omkring i forskellige hastigheder i de fem regioner. Så det er allerede nu, der er brug for det«, siger Jens Stenbæk.

»Netop i FAM’erne har vi ikke haft en tilstrækkelig sammenhæng mellem, hvornår vi havde lægerne til rådighed, og hvornår vi havde patienterne. Heldigvis ser vi nu overlægerne bakke op om, at der skal ske ændringer, så vi er sikre på, at der er læger til stede, når patienterne er der. Og vores undersøgelser med flow-skemaer viser, at der kommer patienter ind til omkring klokken 22. Dem skal vi gerne have færdigbehandlet, inden det bliver nat«.

– Overlægerne normale arbejdstid rykker samtidig fra klokken 18 til 21, når det gælder planlagt behandling. Skal det også nyttiggøres straks, f.eks. som aftenambulatorier eller udvidet aktivitet med knæoperationer? Eller er det med henblik på de nye supersygehuse?

»Nej, det er noget, som regionerne efterspørger nu, og det er for at få høvlet nogle ventelister af, og for at vi kan udnytte de investeringer, vi gør i øjeblikket i dyrt apparatur og dyre operationsstuer, i nogle flere timer. Så det vil blive brugt meget hurtigt«, siger Jens Stenbæk.

– Aftenambulatorier?

»Det forestiller jeg mig også, at der vil blive gjort brug af, for det er noget, regionerne har efterspurgt«.

»Det er en rigtig god proces, vi har haft sammen med OL, og vi er rigtig glade for aftalen«, siger Jens Stenbæk.

»Det er flot, at overlægerne har taget det ansvar, og at de gerne vil være med til at præge udviklingen, og at de gør det i en tid med økonomisk smalhals, hvor der ikke er så meget at gøre godt med«.