Regioner på konfliktkurs

Tirsdag aften i sidste uge holdt PLO et uofficielt møde med regionerne for at gøre et sidste forsøg på at sætte skub i overenskomstforhandlingerne, som har været sat på standby siden november, hvor regionerne forlod forhandlingerne. PLO havde forud for mødet sendt et oplæg, som indebar en række reelle indrømmelser i forhold til regionernes krav. Regionernes reaktion var blot, at der ikke var tilstrækkelige indrømmelser til, at de ville genoptage forhandlingerne. Kort inden mødet havde de oven i købet sendt et oplæg til PLO med krav, der var en klar skærpelse i forhold til tidligere. Hvis ikke vi accepterede oplægget, kunne vi godt glemme alt om forhandling.

Da vi ikke ville skrive under på deres oplæg, meddelte de, at så var der ikke mere at snakke med PLO om, og de ville gå til regeringen og meddele, at forhandlingerne definitivt var brudt sammen.

Nu kan vi så gå og vente på en opsigelse af overenskomsten og et lovindgreb, som nok hele tiden har ligget i pipelinen og været en del af masterplanen.

Alt tyder på, at regionerne og regeringen allerede sidste sommer aftalte forhandlingsstrategien i forhold til PLO. Hvis PLO ikke makkede ret, ville regeringen stå regionerne bi med den nødvendige lovgivning. Omdrejningspunktet i dette orkestrerede »forhandlings«-spil har været Rigsrevisionens beretning fra august sidste år, som alle officielle myndigheder siden har henvist til som forklaringen på, at de alment praktiserende lægers indflydelse skal stækkes, og de økonomiske betingelser for at drive almen praksis skal forringes. PLO dokumenterede i sidste uge, via en aktindsigt, at Rigsrevisionens beretning i virkeligheden blot er en samling politiske synspunkter fra regionerne og ministerierne og derfor reelt ikke har nogen dokumentationsværdi (se omtalen af PLO’s Hvidbog om Rigsrevisionens beretning på side 1310).

Senest har regeringen udsendt et sundhedspolitisk udspil, hvor den med eksplicit adresse til Rigsrevisionens beretning foreslår en »modernisering« af almen praksis. PLO vil gerne udvikle og nytænke almen praksis, men regionernes manglende forhandlingsvilje har indtil nu gjort det umuligt. Man får ikke ret meget modernisering og engagement blandt lægerne ved blot at skælde ud og bruge stokkemetoder.

Fremtiden for almen praksis er lige nu meget usikker og alt andet end lys. Vi er tæt på sidste kapitel i regionernes og regeringens drejebog, nemlig lovindgrebet i de praktiserende lægers overenskomst. Dermed kastes hele sundhedsvæsenet ud i kaos, som kun fantasien sætter grænser for.

Imens står befolkningen og lægerne og ser måbende til: Hvorfor dog alle disse handelshøjskoleinitiativer over for en sektor, der i årtier har bevist sit værd? En spritny rapport fra OECD roser således det danske familielægesystem, som er til rådighed for patienterne døgnet rundt, året rundt. OECD konkluderer, at danskernes tilfredshed med de praktiserende læger er høj sammenlignet med tilfredsheden i de øvrige EU-lande.

En oversigt fra OECD viser også, at Danmark ligger på en ydmyg 20.-plads, når det gælder antallet af praktiserende læger i 31 OECD-lande. Det dokumenterer behovet for, at Danmark opprioriterer almen praksis, hvis det skal være muligt at løfte alle de opgaver, som samfundet ønsker, at de praktiserende læger fremover skal løse. Det gør man f.eks. i Tyskland og Holland, hvor man har erkendt, at hvis man skal have mest sundhed for pengene, er man nødt til at investere i almen praksis og samarbejde med de praktiserende læger. Det er fremtiden. Diktater og indgreb hører fortiden til.