Skip to main content

Regionerne: Lad os tage os af misbrugsbehandling

Klaus Larsen kll@dadl.dk

20. apr. 2012
1 min.

Misbrug er en psykisk sygdom og bør derfor behandles i det specialiserede sundhedsvæsen og i regionernes regi. Det fastslår en ny rapport fra Danske Regioner, blandt andet på baggrund af flere undersøgelser, som viser, at der er stor variation i kommunernes indsats.

Rapporten er endnu ikke officielt udsendt men ventes offentliggjort i denne uge.

Undersøgelsen viser bl.a. forskelle i antallet af behandlere pr tusind borgere, overholdelse af behandlingsgarantien, udarbejdelse af behandlingsplaner.

Desuden anvendes der kun i begrænset omfang evidensbaserede behandlingsmetoder og søgning af best practice.

Personalet i den kommunale misbrugsbehandling er "i meget begrænset omfang" er uddannet på misbrugsområdet, og da misbrugere ofte har flere diagnoser, har de også behov for en differentieret og specialiseret indsats.

Regionernes rapport konkluderer på den baggrund, at misbrugsbehandlingen skal specialiseres, så den bygger på standarder og evidens, samt at misbrugsbehandlingen bør inddrages i Sundhedsstyrelsens specialeplanlægning for at sikre ensartede behandlingstilbud.

Ifølge Danske Regioners rapport bør misbrugsbehandlingen ske i den regionale psykiatri, som også kan sørge for, at misbrugernes eventuelle somatiske lidelser bliver udredt og behandlet. Og det skal ske i tæt samarbejde med de praktiserende læger, hedder det i rapporten.