Skip to main content

Regionschef: Vi er meget opmærksomme på ikke at vælte opgaver ud til almen praksis

Anders Heissel, ah@dadl.dk

25. maj 2015
3 min.

Når Region Midtjylland som en del af spareplanen vil reducere liggetiden på bl.a. de ortopædkirurgiske afdelinger og dermed sende patienter hurtigere hjem, er der en risiko for mere arbejde til almen praksis og kommunerne. Men vi gør os store anstrengelser for ikke at belaste det primære sundhedsvæsen, siger sundhedsdirektør i Region Midtjylland, Ole Thomsen.

”Jeg synes, at vi meget opmærksomme på ikke at vælte opgaver ud til almen praksis og kommunerne, og vi er meget opmærksomme på at hjælpe begge parter til at tage imod patienterne”, siger Ole Thomsen.

Han peger på, at der er masser af eksempler på, hvordan sygehusene på grund af den kortere liggetid hjælper kommuner og almen praksis med at håndtere de mere syge patienter.

”Det kan være, at der i nogle situationer vil komme flere opgaver til almen praksis, når vi udskriver patienterne hurtigere. Men eksempelvis er Aarhus Universitetshospital for nylig begyndt at ringe hjem til patienterne udskrevet fra akutafdelingen inden for to dage og igen efter 14 dage for at sikre sig, at de er kommet hjem og har det godt. Hvis det bliver udbredt, vil det lette arbejdet for almen praksis. I Randers kan de udskrive en patient med besked på at komme igen efter et par dage til en afsluttende samtale. Derfor gør de arbejdet færdigt og belaster heller ikke almen praksis. I Viborg laver de opfølgende hjemmebesøg efter to dage for at forebygge genindlæggelser uden at inddrage almen praksis. Og desuden har vi det seneste år indført en direkte telefonlinje til alle afdelinger på alle hospitaler, hvor de praktiserende læger kan få fat i en bagvagt eller en speciallæge for råd om patientforløb. På den måde strækker vi hænderne ud til almen praksis og forsøger at hjælpe, så de kan løse deres opgaver. Derfor er det for entydigt at sige, at vi bare vælter opgaver ud. Vores problem er nærmere, at vi laver for mange eksperimenter og for få koncepter. De enkelte hospitaler er for forskellige, og vi skal være bedre til at sikre os, at eksperimenterne rent faktisk har effekt”. siger Ole Thomsen.

Og han er grundlæggende sikker på, at kortere liggetid kan give højere kvalitet.

”Kortere liggetid kan give større kvalitet, hvis vi gør det klogt. Vi har set, hvordan tilgangen i Randers er til hofteoperationer og især samarbejdet med kommunen. Det tætte samarbejde gør, at jeg er tryg ved, at patienterne bliver udskrevet efter 2-3 dage. Derfor mener vi, at det kan betale sig at reducere variationen i liggetiden, hvis man sikrer sig, at man både gør det hurtigt og godt. Silkeborg behandler 25 pct. af deres hoftepatienter uden indlæggelse, så det kan godt lade sig gøre, men det kræver selvfølgelig, at alle rundt om patienten er klar til det”, siger Ole Thomsen, der mener, at kommuner i dag er klar til at tage imod patienter, der er udskrevet tidligere.

”Kommunerne er forskellige, men overordnet vurderer jeg, at de er meget interesserede i at være med tidligt i patientforløbet. Kommunerne rækker hånden frem og er enige mod os i, at patienterne ikke har det godt af at være for lang tid på sygehuset. Kommunerne kan mange ting på sundhedsområdet, og sammen kan vi blive endnu bedre”.