Skip to main content

Regionsklinik i Hjørring igen, igen

Den nordjyske by Hjørring husede indtil 1. oktober en regionsklinik. Nu åbner der en ny, midlertidig regionsklinik.

12. nov. 2015
1 min.

Pr. 1. december åbner en ny - midlertidig - regionsklinik i Hjørring, Region Nordjylland, efter at den forrige lukkede så sent som 1. oktober. Det skriver nordjyske.dk.

Behovet er opstået i kølvandet på, at en praktiserende læge i byen går på pension.

Hjørring var ellers i spil for kort tid siden, da Region Nordjylland sendte en række klinikker i udbud, men klinikken blev trukket ud af udbudet igen, da det så ud til, at de øvrige praktiserende læger i området kunne dække behovet. Det kan de så ikke længere nu, hvor en af dem går på pension.

Derfor kommer Hjørring igen på tale i forbindelse med et udbud.

"Vi går i gang med at planlægge en mere permanent løsning, og skulle der dukke en læge op, der vil være i Hjørring, er det godt. Men vi går snarest i gang med at sende opgaven i licitation", siger kontorchef Charlotte Larsen, Region Nordjylland, til avisen.