Skip to main content

Regionsrådsformand: Den bedste løsning er at beholde Sundhedsplatformen og rette de ting, der skal rettes

Presset stiger på regionsrådsformand i Region SJælland, Heino Knudsen (S), efter at Det Regionale Overlægeråd kræver, at Sundhedsplatformen afvikles.
Sundhedsplatformen styrker også patientsikkerheden på en række områder, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S). Pressefoto: Lene K. Region Sjælland
Sundhedsplatformen styrker også patientsikkerheden på en række områder, siger regionsrådsformand Heino Knudsen (S). Pressefoto: Lene K. Region Sjælland

Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

16. sep. 2019
3 min.

Det Regionale Overlægeråd i Region Sjælland kræver Sundhedsplatformen afviklet, og sundhedsminister Magnus Heunicke (S) gav i sidste uge Region Sjælland og Region Hovedstaden en sidste advarsel.

Presset stiger på regionsrådsformand Heino Knudsen. Ugeskrift for Læger har spurgt ham, hvad han vil stille op med det upopulære it-system.

Hvad er din reaktion på, at Det Regionale Overlægeråd kræver Sundhedsplatformen afviklet?

»At udskifte Sundhedsplatformen med et andet it-system vil tage adskillige år, og det vil kræve mange ressourcer af vores medarbejdere, som så skal starte forfra med oplæring. Jeg mener, det er den bedste løsning at beholde Sundhedsplatformen og fortsætte arbejdet med at få rettet de ting, der skal rettes. Både ekspertrådet og Styrelsen for Patientsikkerhed har vurderet, at Sundhedsplatformen grundlæggende er et godt og sikkert system, men at det blandt andet skal gøres mere brugervenligt. Det skal der selvfølgelig rykkes på. «

Det har været en svær og vanskelig proces at indføre Sundhedsplatformen, og jeg kan godt forstå, at sundhedspersonalet synes, det har været op ad bakke i al for lang tid. Heino Knudsen (S), formand for Region Sjælland

Gør det indtryk, at overlægerne er bekymrede for både patientsikkerhed og arbejdsglæde?

»Ja, det gør det selvfølgelig! Vi skal hele tiden lytte til, hvad det er, personalet efterspørger af forbedringer, så der kan blive handlet på det, og vi har allerede inviteret overlægerådet til et særskilt møde om den kritik, de rejser nu. Jeg er enig med overlægerådet i, at der er konkrete ting, der skal løses, så systemet bliver mere brugervenligt, og sundhedspersonalet kan føle sig mere trygge. Men Sundhedsplatformen styrker også patientsikkerheden på en række områder. Et konkret eksempel, der forebygger medicinfejl, er, at patienternes armbånd skannes, når personalet skal give medicin til patienterne. Det forebygger en række potentielle fejl.«

Hvor meget kritik, bekymring og frustration fra lægerne og andet sundhedspersonale skal der til, før regionen afvikler Sundhedsplatformen?

»Jeg mener som sagt ikke, at det er den bedste løsning at afvikle Sundhedsplatformen. Vi skal rette de ting, der skal rettes og gøre Sundhedsplatformen nemmere og mere intuitiv at bruge. Det har været en svær og vanskelig proces at indføre Sundhedsplatformen, og jeg kan godt forstå, at sundhedspersonalet synes, det har været op ad bakke i al for lang tid. Men vi er for eksempel i gang med at indføre talegenkendelse og stemmestyring, hvilket har været efterlyst af lægerne, og så arbejdes der også på at sikre et bedre overblik over skærmen, som lægerne efterspørger.«

Hvad er din reaktion på sundhedsministerens sidste advarsel, som han kom med efter ekspertrådets uvildige rapport i sidste uge?

»Jeg er helt enig med sundhedsministeren i, at vi skal følge anbefalingerne i ekspertrådets rapport. «

Hvad vil du stille op, hvis flere læger begynder at forlade deres stillinger på grund af sundhedsplatformen?

»Vi skal gøre alt, hvad vi overhovedet kan, for at fastholde læger og andet sundhedspersonale. Derfor skal vi sikre, at de har gode arbejdsforhold med et it-system, der er nemt at bruge i det daglige arbejde på sygehusene og i psykiatrien.«

LÆS OGSÅ

Overlæger vil af med Sundhedsplatformen: »Vi er bekymrede for patientsikkerheden«

Åbent brev til sundhedsministeren: Sundhedsplatformen har gjort vores arbejdsdag til en absurd farce