Rehabilitering ved kroniske sygdomme i fremtiden

Rehabilitering er kommet mere i fokus i de seneste år som en del af patientbehandlingen. Slår man op i Nudansk Ordbog forklares ordet med »bringe noget tilbage til dets oprindelige tilstand«. Det er da også i denne brede betydning Jørgensen & Hendriksen [1] i dette nummer af Ugeskriftet i en oversigtsartikel beskriver »Rehabilitering ved kroniske sygdomme. Kan indsatsen forbedres?« Det pointeres i artiklen, at rehabilitering, ud over den sygdomsspecifikke behandling, indebærer fysisk træning, patientundervisning samt støtte og motivation til at begrænse risikofaktorer. Jørgensen & Hendriksen konkluderer, at der er dokumentation for, at udvalgte patienter inden for visse kroniske sygdomsgrupper med fordel kan tilbydes accelereret, intensiveret hospitalsbehandling kombineret med efterfølgende indsats i hjemmet i et samarbejde mellem hospitalet og primærsektoren. Herved kan der opnås forbedret behandlingskvalitet, større patienttilfredshed og bedre resurseudnyttelse.

Allerede i 1990 blev det første tværfaglige geriatriske team med udadgående funktion oprettet og effekten af opfølgende hjemmebesøg påvist [2]. Geriatriske patienter med multimorbiditet, funktionstab og social insufficiens er netop en af målgrupperne for den brede rehabilitering. Det samlede mål for intervention må være om ikke compression of morbidity , som James Fries allerede udtrykte det i sin teori fra 1980 [3], så compression of disability , som synes at være lykkedes i en vis udstrækning [4, 5].

Denne indsats kræver et meget tæt tværfagligt og tværsektorielt samarbejde.

Lovene om genoptræning fra 2001, der indskærper de kommunale og amtslige genoptræningsforpligtelser, var formentlig tænkt som støtte til hensigtsmæssige rehabiliteringsforløb, men er ulykkeligvis i flere amter endt som »en økonomisk krig« mellem amter og kommuner. Derved er disse love snarere blevet en hæmsko for opbygningen af sammenhængende rehabiliteringstilbud end en garanti for genoptræning.

Inden for de fleste specialer er der en så omfattende udvikling i selve sygdomsbehandlingen, at det kan vanskeliggøre mulighederne for, at hvert enkelt speciale kan dække den bredere rehabilitering.

De dyre døgnsenge vil blive reduceret mest muligt, og de hospitalsbaserede dagtilbud øget. Dette vil give ringe vilkår for den bredere rehabilitering på fremtidens sygehuse, hvorfor samarbejdet med primærsektoren bliver helt nødvendig på dette område. De patienter, der fremover får behov for døgnsenge, bliver de akutte og de ældre med forværring i kroniske lidelser i en undersøgelses- og førstebehandlingsfase. Men allerede på dette tidspunkt skal den bredere rehabilitering sættes i gang, og så snart der ikke længere er behov for hospitalsfaciliteter, skal patienterne kunne sendes hjem til fortsat rehabilitering i og fra hjemmet.

Rehabilitering ved kroniske sygdomme vil i fremtiden stille krav til såvel sygehusene som kommunerne i form af:

• geriatriske afdelinger med akut/subakut funktion og tæt samarbejde med øvrige specialer

• oprettelse på tværs af specialegrænser af fælles afsnit til behandling af visse sygdomme, f.eks. apoplexia cerebri og hoftefraktur

• tæt tværfagligt samarbejde på disse afdelinger

• tæt tværsektorielt samarbejde mellem disse afdelinger og primærsektoren bl.a. vha. tværfaglige team, såvel hospitalsbaserede som baserede i kommunalt regi

• differentierede genoptræningsmuligheder i kommunalt regi i centre med tværfaglig ekspertise og individuel træning i hjemmet

• struktureret indsats over for risikofaktorer i et tæt samarbejde mellem sygehusene og de praktiserende læger

• fjernelse af den økonomiske barriere mellem primær og sekundær sundhedssektor for indførelse af ovenstående tiltag.

Det er interessant, at rehabilitering i de senere år har tilkaldt sig så stor forskningsmæssig interesse. Selv om dette forskningsområde bestemt hører til de vanskelige pga. kompleksiteten, er det afgørende at få belyst effekten af de enkelte tiltag, som i Jørgensen & Hendriksens oversigtsartikel. At man ved et tættere samarbejde mellem primær og sekundær sundhedssektor kan få en bedre kvalitativ udnyttelse af resurserne samtidig med større patienttilfredshed burde medføre, at politikerne fik interesse for området i en sådan grad, at der kunne bevilges økonomiske resurser til de evidensbaserede tiltag og til den helt nødvendige forskning i rehabilitering.

Korrespondance: Kirsten Damgaard Pedersen, Geriatrisk Afdeling B, Amtssygehuset i Glostrup, DK-2600 Glostrup. E-mail: kida@glostruphosp.kbhamt.dk

Interessekonflikter: Ingen angivet