Skip to main content

Rejsebrev fra Australien

Overlæge Jens Larsen E-mail: jelar@fa.dk

31. okt. 2005
2 min.

I oktober 2004 foretog jeg en rejse til Sydney og Melbourne med henblik på at studere operativ urogynækologi.

På St. Vincents Clinic i Sydney mødte jeg Bernard Halen , der gennem de seneste ti år har udført ca. 200 indgreb årligt med sakrospinøs vaginopeksi under anvendelse af Miya Hook ved prolapsus vaginae efter tidligere hysterektomi. Bernard Halen lagde vægt på visuelt at erkende ligamentum sacrospinosum på højre side med en stor buet sideholder.

I Sydney Adventist Hospital besøgte jeg Bruce Farnsworth , der seks gange om året afholder formaliserede tredageskurser i urogynækologi til en pris af 2.800 AUD. På den første kursusdag fik vi en katedral gennemgang af the integral theory [1], som er udviklet af Papa Petros og Ulf Ulmsten . I den korte version ses vagina som en trampolin ophængt i det lille bækkens fascier og ligamenter. Defekter i denne ophængning forårsa-ger diverse pelvine lidelser, der helbredes ved fornyet suspension. De følgende to kursusdage udførte Bruce Farnsworth ni urogynækologiske operationer med assistance af de enkelte kursusdeltagere.

Der udførtes en række rekonstruktive operationer for uterovaginal prolaps og for vaginal prolaps efter tidligere hysterektomi uden fascieplissering, men udelukkende ved suspension med mesh . Fortil fikseredes den anvendte mesh nedadtil nær midtlinjen til fascien ved den vesikoureterale overgang og lateralt til membrana obturatoria, hvor en mesh -snip blev trukket igennem. Ved midtvagina fikseredes lateralt til arcus tendineus, kranialt lateralt til ligamenta sacrospinosa og nær midtlinjen til cervix uteri eller til det cikatricielle væv ved vaginaltoppen efter tidligere hysterektomi.

Ved bagvægsoperation opspændtes en mesh i bagvæggen kranialt nær midtlinjen til de sakrouterine ligamenter eller ved bevaret uterus til bagsiden af cervix uteri, lateralt til de sakrospinøse ligamenter, neden herfor til fascia ileococcygea og nedadtil til overkanten af perineum. Bruce Farnsworth fandt ikke indikation for collumamputation eller hysterektomi ved prolapsoperation.

I Melbourne mødte jeg Peter Dwyer i Mercy Hospital for Women, og efter en god diskussion om vaginalplastik med anvendelse af mesh fik jeg hans sidste artikel herom [2]. I Royal Women's Hospital opererede jeg overvejende laparoskopisk med Marcus Carey og Anna Rosamilia .

Studierejsen har været meget udbytterig og var velvilligt støttet af Hillerød Sygehus, Future II fonden og FIGO fonden.


Referencer

  1. Petros PE, Ulmsten U. Surgical principles deriving from the integral theory. Scand J Urol Nephrol 1993;153(suppl 27):41-8.
  2. Dwyer PL, O'Reilly BA. Transvaginal repair of anterior and posterior compartment prolapse with Atrium polypropylene mesh. Br J Obstet Gyneacol 2004;111:831-6.