Skip to main content

REJSEBREV Tvunget til at forske i uddannelse i udlandet? Hvad gør man?

Læge Randi Beier-Holgersen E-mail: randibeier@dadlnet.dk

4. nov. 2005
4 min.

Hvad gør man, når man sidder i et fremmed land og skal til at lave sin afsluttende tese til en masteruddannelse? Måske kan mine erfaringer være andre til hjælp, hvis de skulle befinde sig i en lignende situation.

Forhistorie

I januar 2001 begyndte jeg som studerende på langdistance ved Limbürger Universitet, Maastricht. Endemålet var en Master of Health Professions Education. I begyndelsen af juni 2001 måtte jeg på grund af personlige forhold opsige mit job og rejse til Rom. Da studierne foregik via internet og e-mail, var der ingen problemer i dette. Efter første års studier planlagde jeg en undersøgelse om evaluering af kirurgiske kur- sister.

Masteruddannelsen i Maastricht er overvejende ledet og planlagt af personer uden nogen form for kirurgisk viden og baggrund. Jeg fik en ekstern neuropsykolog som supervisor og fik min protokol accepteret. Jeg var så heldig at få hjælp af en bibliotekar på min mands arbejde, men efter en ihærdig indsats måtte han erkende, at litteratursøgning i Italien var noget ganske andet end i Danmark. I Italien er tidsskrifterne spredt over det ganske land, og der er ingen udveksling mellem de enkelte biblioteker.

Charlotte V. Ringsted fra H:S PMI havde givet mig en e-mail-adresse til en italiensk studiekammerat. Jeg sendte en mail med bøn om hjælp til litteratursøgning til dr. Giovanni de Virgilio ansat ved The International Centre for Health Management i Rom. Han tilbød ikke kun adgang til den litteratur, der var tilgængelig på deres intranet, men også at jeg kunne planlægge mit projekt der. Jeg kunne benytte førstedelen af et kvalitetssikringsprojekt for et kursus i Oromia, Etiopien, og lave et kvalitetssikringsstudie af et kursus, der skulle foregå senere samme år.

Jeg havde endnu intet netværk til mit projekt i Danmark og ville være helt afhængig af, at andre gjorde det praktiske arbejde for mig. Problemerne med at være dansk læge, studerende i Maastricht og lave forskningsprojekt i Etiopien synes ejendommeligt nok at tiltale mig. I Rom havde jeg allerede et netværk, der ville hjælpe med problemer, og tanken om, at der var mennesker fysisk til stede, virkede betryggende. Etiopien blev valgt som studieområde, og en ny forsøgsprotokol blev sendt til min supervisor, der accepterede det nye projekt. Sammen med kontakten i Etiopien, der arbejdede via den italienske kooperation, min supervisor i Maastricht og en medarbejder på instituttet i Rom udarbejdede jeg en serie spørgeskemaer til en præ/posttest af kurset i Oromia.

Jeg havde ingen indflydelse på, hvordan skemaerne blev præsenteret i Oromia. To uger efter kursusafslutning sendte jeg en forsigtig forespørgsel til Etiopien. Kulturen her er meget »stolt«, og jeg var ikke klar over, hvordan man ville reagere på en kvindelig læge, der forlangte at få sine skemaer tilbage. Jeg fik dog hurtigt besked om, at 2,5 kg skemaer var på vej med posten.

Da jeg åbnede pakken, opdagede jeg til min rædsel, at alle skemaer var mærket med en afvigende datoangivelse. Etiopien har nemlig en anden tidsregning. Nogle af svarene var tillige krydret med specielle tegn, som jeg ikke kendte fra vores alfabet. Endvidere havde man vedtaget, at det var nok med en posttest af de otte afholdte delkurser, hvad man ikke havde fundet nødvendigt at informere mig om.

Designet blev lavet om igen. Min supervisor blev igen informeret og accepterede forholdene. Herefter kunne jeg lave min analyse af delkurser og færdiggøre kvalitetssikringsprojektet med diverse anbefalinger til forbedring af kommende kurser i Oromia. Min tese blev færdig til tiden uden yderligere problemer, men med støtte fra min supervisor, som nok stadig undrer sig over, at jeg valgte et projekt i Etiopien frem for i Danmark.

Perspektiver

Erfaringerne fra denne oplevelse kan sammenfattes i følgende:

  • Det er nødvendigt at kende den kultur, man skal samarbejde med. Sydeuropæere er meget venlige og meget hjælpsomme - men også meget stolte. De kender deres værd, og det skal respekteres.

  • Er man i gang med superviserede forskningsprojekter, er det vigtigt at have tillid til, at supervisor forstår de problemer, der måtte dukke op. Information om hindringer eller ændringer på et tidligt tidspunkt er uhyre vigtig.

  • Man bør tage nogle chancer: Ikke alt er som herhjemme, så af og til må man forsøge noget utraditionelt.

  • Man kan blive overrasket af ting, som man ikke havde skænket en tanke, f.eks. en anden tidsregning.

  • Fleksibilitet er nødvendig. Projektet kan blive ændret af andre, der finder, at designet er for besværligt eller ikke praktisk muligt.

Jeg er sikker på, at metoden, der er brugt til dette projekt om kvalitetssikring af et kursus i Etiopien, vil kunne bruges med ganske få ændringer til kurser i Danmark, så det har været umagen værd. Projektet vedrørende kirurgiske kursister må vente, til jeg er tilbage i Danmark.