Rene linjer i rådgivningen

I Danmark er åbenheden om lægers samarbejde med lægemiddelindustrien vokset de seneste år, og det er et ubetinget gode. Dels er det med til at afmystificere et naturligt samarbejde, dels er det helt legitimt, at patienter og andre får denne indsigt. Det gælder både Lægemiddelstyrelsens liste over læger, som har fået styrelsens ja til at samarbejde med industrien, og i forhold til Sundhedsstyrelsens eksterne eksperter, som udfylder offentligt tilgængelige habilitetserklæringer.

Lægeforeningen støtter et åbent samarbejde mellem læger og industri om at udvikle ny medicin. Det er til gavn for patienterne, at der bliver udviklet nye lægemidler, og her skal læger naturligvis stille deres viden til rådighed.

Men spørgsmålet er, om åbenhed om samarbejde med industrien er det eneste krav, der skal stilles, når det gælder læger, der er i nøglepositioner og f.eks. skal udarbejde nationale kliniske retningslinjer. Eller når læger fastlægger diagnosekriterier.

British Medical Journal (BMJ) har netop i en større artikel beskrevet, hvordan internationale eksperter med tæt samarbejde med lægemiddelfirmaer har anbefalet nye og bredere definitioner af diabetes, flere psykiske lidelser og såkaldt præhypertension. Jeg kan naturligvis ikke vurdere det faglige grundlag for disse eksperters udmeldinger. Men bare det, at der kan opstå mistanke om deres uvildighed, er et problem. Det er under alle omstændigheder tankevækkende, når BMJ på lederplads peger på, hvordan stort set hele den britiske befolkning i dag har en diagnose på en kronisk lidelse, hvis man følger de brede sygdomsdefinitioner.

Storbritannien har med National Institute of Health and Clinical Excellence (NICE) en international førerposition i arbejdet med kvalitet og kliniske retningslinjer. De faglige eksperter i NICE er underlagt meget detaljerede habilitetsregler, som skal udelukke, at eksempelvis økonomiske interesser i et medicinal- eller medikofirma spiller ind på deres vurderinger.

For Lægeforeningen er det højt prioriteret, at der kommer gang i et systematisk arbejde med nationale kliniske retningslinjer. Vi skal have kortlagt, hvad der er den p.t. bedste behandling af alle sygdomme, og disse behandlinger skal tilbydes patienter overalt i landet. Et meget ambitiøst mål, som lægger et stort ansvar på de faglige eksperter. I det arbejde ser Lægeforeningen de videnskabelige selskaber i en nøglerolle som garanter for, at habiliteten er i orden hos de udpegede specialister, og den opgave har jeg tillid til, at de kan løse.

Der er ingen nemme løsninger. F.eks. er antallet af specialister i Danmark begrænset i forhold til f.eks. i Storbritannien. Men vi er nødt til at se i øjnene, at det er sårbart, hvis der hos patienter, presse og politikere kan opstå tvivl om uvildigheden i de retningslinjer, som læger definerer, fordi disse samtidig har medicinalaktier eller lønnet arbejde for industrien. Vi gør os selv en tjeneste ved selv at tage hul på debatten og skabe rammer, som både sikrer et frugtbart samarbejde med industrien, og som stiller særlige krav om uafhængighed, når det er nødvendigt.