Repræsentantskabsmøde i overenskomstens tegn

Der skal flere penge på bordet, før landets praktiserende læger er parate til at indgå en ny overenskomst med Sygesikringen. Sker det ikke, er de parate til at opsige overenskomsten og altså praktisere som reelt selvstændige erhvervsdrivende.

Det var hovedbudskabet fra repræsentantskabsmødet i PLO, som blev afholdt den 12. november i København, og hvor sammenbruddet i forhandlingerne var det altoverskyggende emne.

»Jeg havde set frem til at skulle præsentere jer for et overenskomstresultat i dag, som vi kunne debattere og tage stilling til, men sådan skulle det ikke være, og det kan egentlig godt ærgre mig - men tro mig, det kunne ikke være anderledes«, som formand Michael Dupont indledte sin mundtlige beretning.

Han sammenlignede situationen med den flade fornemmelse, som sent inviterede middagsgæster får, når de når frem til bordet og opdager, at al maden - »også desserten«, som Michael Dupont oprørt udtrykte det - allerede er spist.

Med andre ord: Forhandlerne fra lægeside var blevet forsøgt spist af med forklaringen om, at pengene allerede var blevet brugt til noget andet, så nu var der desværre ikke andet end nogle få krummer tilbage til de praktiserende læger.

En omhyggelig gennemgang af forløbet viste, at der ellers tegnede sig omridset af aftaler mellem PLO og Sygesikringen på en række områder såsom forebyggelse, rationalisering af tillægsydelserne og en ramme for det kommende samarbejde med regioner og kommuner - et emne, som også i høj grad optog forsamlingen.

I overenskomstsammenhæng stod striden altså i det store og hele om pengene.

Det udspil, som Sygesikringen kom med, ville i realiteten indebære en indtægtsnedgang for lægerne visse steder i landet, forklarede Michael Dupont med henvisning til righoldigt talmateriale præsenteret på overheads.

Repræsentanterne var enige om, at det som et minimum måtte kræves, at de praktiserende lægers honorering følger med lønudviklingen for læger i øvrigt, og det blev flere gange noteret, at overlægerne har forhandlet sig frem til 3,6 pct. i lønfremgang. Det måtte være et minimum for de praktiserende kolleger også, lød det fra adskillige repræsentanter.

Og skulle det blive nødvendigt, er landets læger ikke bange for at opsige overenskomsten.

»Vi har set på forløbet og synes, at man næsten er blevet bondefanget, og når man er blevet behandlet på en i virkeligheden arrogant måde, jamen så er det klart, at så lægger man op til konflikt«, sagde Egon Juul-Andersen fra Århus bl.a.

Såvel han som andre fremhævede, at de praktiserende lægers udgangspunkt i en sådan situation ikke er så dårligt endda.

»Hele den nye struktur, der er under opbygning - det gælder den regionale og den kommunale - de kan ikke fungere, uden at vi er med«, sagde Egon Juul-Andersen og slog fast, at »vi er overhovedet ikke bange for konflikt i Århus«.

Det er de heller ikke andre steder, fremgik det af indlæggene på mødet, og debatten gik snarere på tidspunktet. Flere pegede på, at den nuværende lægemangel også burde bidrage til et stærkt udgangspunkt for lægerne i forhandlingerne.

I en række indlæg blev det debatteret, hvad konsekvenserne af en opsigelse af overenskomsten ville være, og muligheden af et lovindgreb blev nævnt. Det skete ikke mindst med henvisning til den situation, som fodterapeuterne befinder sig i, hvor konflikten er optrappet med lovindgreb, trusler om bøder og retssager til følge.

Heller ikke dette scenario afskrækkede repræsentantskabet, og slutningen blev en opbakning til at forsøge at nå en forhandlingsløsning men også en tilkendegivelse af, at en opsigelse af overenskomsten er en reel mulighed, hvis en sådan ikke opnås.

Og så til noget helt andet ...

Nok var overenskomsten repræsentantskabsmødets store gyser, men andre emner meldte sig dog også i indlæggene i større eller mindre grad.

Lægeforeningens fremtid optog en del af deltagerne, som fremhævede vigtigheden af, at de praktiserende læger fastholder deres indflydelse i en ny, kommende struktur.

Som Peter Magnussen fra Roskilde Amt noterede, har hver delforening vetoret, som dog aldrig er blevet brugt.

»Den er god, så længe den ikke bliver anvendt«, sagde han.

Rekruttering og fastholdelse blev nævnt som et stort problemfelt. Turnusordningen ligeså, hvor det i samtlige indlæg om dette emne blev slået fast, at det ikke er tilfredsstillende med mindre end de seks nuværende måneder i almen praksis.

»Jeg er bange for, at uddannelsen i turnus bliver for dårlig, hvis de skal være der i tre måneder. Jeg er bange for, at mange af de praktiserende læger, der nu har stillet deres arbejdskraft til rådighed (som tutorer, red.) mister lysten, hvis perioden i praksis kun bliver på tre måneder«, sagde Kjeld Kristensen fra Nordjyllands Amt.

Flere fremhævede også, at turnusperioden i praksis både giver unge læger kendskab til akutområdet og gør det muligt for dem at stifte bekendtskab med yderligtliggende regioner, der er ramt af lægemangel, som muligvis giver dem lyst til at slå sig ned på stedet.

Den såkaldte gabestok, med hvad nogle kaldte »udhængning« af kolleger, var også et tilbagevendende emne, og indlæggene afspejlede en udstrakt utilpashed ved denne nye transparens.

Derimod var der særdeles positive holdninger over for, at de årlige lægedage nu afholdes uden sponsor fra industrien.

Samtlige afstemninger og valg - til formand, bestyrelse, repræsentantskab, revisor og diverse suppleanter - blev gennemført uden forviklinger med stor opbakning til ledelsens oplæg. PLO's formand vil således stadig hedde Michael Dupont fremover. Og kontingentet til PLO vil næste år være det samme som i år.

Læger som arbejdsgivere

Efter PLO's repræsentantskabsmøde var der repræsentantskabsmøde i PLA, hvor det bl.a. blev vedtaget, at organisationen vil øge sin bistand ved medlemmernes retssager, således at den også dækker en række omkostninger ved retssager, der tabes.

Også her blev beretning og kandidater godkendt med massiv opbakning.