Retsløse læger i gabestok

En retsstat bygger på en række grundlæggende principper.

Et af de vigtigste er, at man er uskyldig, indtil der er ført bevis for det modsatte. Det er et princip, som ofte ignoreres af medierne. Vi har oplevet et stigende antal tilfælde, hvor læger og andre er blevet udsat for offentlig udhængning med navn og billede. Udelukkende på grundlag af en mistanke. Det er meget krænkende og svært at leve med.

Det er dog et stort spring, at Folketinget nu planlægger at gøre noget tilsvarende med læger, der er blevet meldt til politiet af Patientklagenævnet. De skal på den blotte mistanke hænges i den offentlige gabestok på internettet. Det er uacceptabelt og noget, vi bestemt ikke kan leve med.

Politikernes planer fremgår af bekendtgørelsen til loven om offentliggørelse af afgørelser i Patientklagenævnet, den såkaldte gabestok, som Indenrigs- og Sundhedsministeriet har sendt til høring. Ifølge denne vil udhængningen ske helt per automatik, selv om det senere viser sig, at mistanken ikke holder.

I de 58 tilfælde, hvor Patientklagenævnet i årene 1995 - 2004 har meldt læger til politiet på en mistanke om, at de har overtrådt lægelovens paragraf 18, var der i over halvdelen af tilfældene ikke noget i mistanken. I 23 tilfælde blev sagen droppet, fordi anklagemyndigheden ikke mente, at der var noget grundlag for at rejse en tiltale. I yderligere ti sager blev lægerne frifundet i byretten. Hvis loven havde været i kraft, var alle endt i gabestokken. Det er en grundlæggende mangel på retssikkerhed, der ikke burde forekomme i den danske retsstat.

I en tid, hvor medierne i stigende grad smider hæmningerne, hvor internettet efterhånden bruges af hele befolkningen, og patienterne i stadig større omfang bruger deres ret til at vælge læge, siger det sig selv, at der ikke er megen fremtid for de læger, som har haft deres billede hængt op på byporten.

Derfor bør det alene være Sundhedsstyrelsen, der afgør, om der er grund til at sætte læger i gabestokken, og det skal ikke ske på grundlag af en mistanke i Patientklagenævnet og slet ikke per automatik.

Det må også betegnes som en overreaktion, at der lægges op til, at alle afgørelser, hvor der er givet kritik i forbindelse med kosmetiske indgreb, skal offentliggøres. På samme måde som bestemmelsen om, at tre påtaler fra Patientklagenævnet inden for fem år sender lægen i gabestokken, uanset hvad påtalerne indeholder, er helt ude af proportioner.

Tænk, hvordan det må føles for en læge, der gennem 20 år har gennemført et utal af behandlinger til alles tilfredshed og så i en stresset periode glemmer en underskrift eller kommer til at overskride lovens 10-dages frist for at give journalindsigt: tre klip og du er ude. Er den mand til fare for sine patienter?

Hensigten med loven skulle være at beskytte og vejlede patienter. Hvis det formål skal opfyldes, er det udelukkende de sager, der kan være interessante for patienterne, der skal offentliggøres, og det skal kun ske, hvis der skønnes at foreligge en risiko for, at lægen vil gentage sin kritisable adfærd. Efter Lægeforeningens opfattelse er det kun Sundhedsstyrelsen, der kan foretage dette skøn.