Skip to main content

Retsmedicineren – Mit liv med døden som ledsager

Gordon Thomas Jehu E-mail: jehu@dadlnet.dk

7. jun. 2013
2 min.

Forfatter: Thomsen JL

Forlag: København: Gyldendal, 2013.

Sider: 288

Pris: 299,95 kr.

ISBN: 9788702140514

Bøger  Jørgen Lange Thomsen har begavet os med endnu en bog, der giver indsigt i den retsmedicinske hverdag – hvor det ofte er døden og tragedien, der er drivkraften.

Bogen er opbygget i tematiske kapitler med udspring fra det mangefacetterede retsmedicinske område og giver en grundig og overskuelig forklaring på de mange begreber og problemstillinger, man som retsmediciner beskæftiger sig med. Særligt den kliniske retsmedicin fylder godt, hvilket er positivt, da mange – også læger – ofte har den udbredte misforståelse, at retsmedicineren kun beskæftiger sig med døden.

Særligt interessante er de kapitler, der omhandler Thomsens opvækst. Han var mønsterbryderen, som blev læge og retsmediciner. Faren forlod familien, da Thomsen var otte år gammel og overlod ham og hans fire søskende til en fraværende mor, der hellere ville feste på værtshus end være hjemme med sine børn. Alligevel lykkedes det ham at klare sig så godt i skolen, at han kom videre på gymnasiet, gennem lægestudiet og via antropologien og mødet med en gammel formodet nazisympatisør til Retspatologisk Afdeling i København.

Når man læser bogen og har fulgt Thomsens forfatterskab, vil man opleve, at enkelte kapitler er genoptryk fra hans første bog »En retsmediciner fortæller«. Det gælder blandt andet de stærke kapitler om den ensomme dansker og alkoholisme, der udstiller bagsiden af vores højt besungne velfærdssamfund.

Thomsen har dog heldigvis haft mange nye mærkværdige oplevelser i løbet af de seneste ti år, som gør bogen spændende og læseværdig – ikke mindst tsunamien, undersøgelserne af ofre fra Gaza under Israels invasion i 2009 og den bemærkelsesværdige beretning om manden uden hoved.

Kapitlerne er skrevet, så alle kan være med. Thomsen er som retsmediciner skolet i at skrive erklæringer og rapporter, så lægmand, oftest politiet, kan forstå komplicerede lægefaglige begreber, problemstillinger og dilemmaer, og den evne bruger han til læserens fordel. Som i hans andre bøger er historierne altid krydret med en personlig vinkel, der relaterer historierne til samfundsforhold. Man fornemmer blandt andet hans slet skjulte irritation over new public management-kulturen, og hvordan de nye generationer af læger har mindre rum til forskning, fordi forskningsfriheden og kreativiteten kvæles af regler og regulativer. Men det er måske min egen overfortolkning. Bedøm selv. Bogen kan anbefales som et underholdende og afvekslende supplement til bøgerne, der skal med på sommerferien.

Interessekonflikter: ingen