Revisionen af Helsinkideklarationen

Verdenslægeforeningen, WMA, vedtog på sin netop afsluttede generalforsamling i Seoul, Sydkorea, en revision af Helsinkideklarationen, der fastlægger de etiske principper for medicinsk forskning med mennesker som forsøgspersoner. Som det ofte er i internationale sammenhænge, så var det mest opsigtsvækkende måske, at man kunne enes på tværs af kontinenter og kulturer. Justeringerne er små og ændrer ikke ved substansen.

Men processen og justeringerne afspejler alligevel forskellene mellem f.eks. ilande og ulande og skellet mellem nord og syd, der trods alt ender i en konsensus om at have fælles etiske retningslæinier. Medicinalindustrien og forskningen er global, derfor må og skal der også være et globalt regelsæt for forskning med mennesker og menneskeligt materiale. Det er ikke alle steder på kloden en selvfølge, at forsøgspersoner skal give tilladelse, informeres og inddrages.

Helsinkideklarationen er en af hjønestenene i World Medical Associations arbejde med lægeetik, og det er referencen for regelsæt verden rundt. Også for vores egen lovgivning om medicinsk forskning. Den første Helsinkideklaration blev vedtaget i 1964, men inspirationen går tilbage til 40'erne og de udskejelser, som under krigen fandt sted i flere lande, hvor fanger og handicappede blev misbrugt som forsøgspersoner. Helsinkideklarationen slog grundlæggende fast, at det i al medicinsk forskning er lægens opgave at beskytte den menneskelige forsøgspersons liv helbred, privatliv og værdighed. Desuden at der skal være et klart defineret forbedrings potentiale, når der involveres mennesker i medicinske forsøg.

Reelt var det disse centrale principper, der var til debat også ved denne seneste revision af deklarationen, bl.a. spørgsmålet om anvendelsen af placebo. Lande i Sydamerika og Afrika ønskede anvendelsen af placebo skrevet helt ud af deklarationen, fordi de fandt det uantageligt at anvende placebo i forsøg, hvis der i forvejen findes en afprøvet behandling. Med vores logik ville det betyde, at enhver mulighed for at forbedre behandlinger afskrives, når først en behandling er godkendt. Modstanden mod, at den ny paragraf 32 tager udgangspunkt i, at fattige landes befolkninger måske går glip af behandling overhovedet, hvis de ikke lader sig lokke til at deltage i videnskabelige forsøg og risikerer at få placebo.

Anvendelsen af placebo blev fastholdt i den reviderede deklaration, men det afspejler, hvordan samme etiske principper kan opfattes forskelligt i rige og fattige lande. Det er slående, at Helsinkideklarationen i nogle lande læses meget selektivt på trods af, at det i indledningen slås fast, at den skal ses og læses i sin helhed. Den til tider følelsesladede debat førte til, at der blev nedsat en arbejdsgruppe, som skal udarbejde en kodeks for, hvordan placebo inddrages i forsøg for at forhindre det »misbrug«, der øjensynligt finder sted.

Andre justeringer af deklaration havde til formål at øge beskyttelsen af de personer, som deltager i videnskabelige forsøg, og det blev præciseret, at forsøgspersoner har ret til at blive informeret om resultaterne af det forsøg, som de deltager i, og også har ret til at eventuelt at modtage den forbedrede behandling, som forsøget resulterer i. Endelig vedtog WMA's generalforsamling en tilføjelse, der opfordrer til en bredere udbredelse af deklarationens principper. Selv om Helsinkideklarationen primært er rettet mod læger, så opfordrer WMA andre deltagere i videnskabelige forsøg til at leve op til de samme etiske principper.