Skip to main content

Rigsrevisor slutter sin granskning af patientforløb

Bente Bundgaard, bbu@dadl.dk

24. aug. 2012
2 min.

I 2009 satte Rigsrevisionen med en beretning fokus på de sammenhængende patientforløb i Danmark - eller rettere mangelen på samme. Nu har institutionen fulgt beretningen op med et notat, som netop er blevet offentliggjort.

Heraf fremgår, at situationen nu har forbedret sig i en sådan grad, at Rigsrevision holder op med at følge området.

"Selv om ikke alle initiativerne er tilendebragt, er det min generelle vurdering, at indsatsen har bidraget til fremskridt på området, og at yderligere forbedringer vil kunne registreres fremover, såfremt Sundhedsministeriet og regionerne fortsætter arbejdet på området. Det er derfor min opfattelse, at sagen kan afsluttes", skriver Rigsrevisor Lone Strøm i sin konklusion.

Blandt fremskridtene er dog også inititiativer fra lægeside.

Bl.a. noterer Lone Strøm sig, at overenskomsten mellem de praktiserende læger og regionerne nu "beskriver, at almen praksis generelt indgår i et forpligtende samarbejde med det øvrige sundhedsvæsen og bidrager til at sikre sammenhængende patientforløb", som rapporten beskriver det.

Der er også tiltag til at forbedre patientforløbene i handlingsplanen for den ældre, medicinske patient, ligesom Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM) indeholder tiltag med samme formål. Og endelig er MedComs standarder blevet mere og mere udbredt, så de i stigende grad understøtter sammenhængende forløb.

Selv problematikken omkring det Fælles Medicinkort (FMK) får ikke Rigsrevisor til at fortsætte granskningen. Ganske vist noterer Lone Strøm sig, at der har været visse indkøringsvanskeligheder især i Region Hovedstaden, men hun er fortrøstningsfuld med hensyn til udrulningen.

"Jeg finder forsinkelsen beklagelig, men forventer, at Sundhedsministeriet vil sikre, at den nye tidsplan for udrulning af FMK vil blive overholdt", skriver hun.