»Ringe i vandet - Streger i sandet«

Personaleudvikling har i de fleste private virksomheder haft en høj prioritet. Denne høje prioritet har været begrundet i, at det kan betale sig at uddanne personalet.

Der har ikke været den store tradition i almen praksis for at prioritere efteruddannelse af personalet højt. Det personale vi har taget ind, har i forvejen været uddannet på sygehusene.

Det gælder især sygeplejersker og sekretærer. Andre personalegrupper har ofte slet ikke haft tilknytning til sundhedsvæsnet tidligere, men er stille og roligt af lægen blevet indført i faget.

Der er gennem de sidste år kommet mere fokus på medarbejderuddannelse i almen praksis. Det er en bevægelse, der ikke kun er sket i Danmark. Nordmændene har været meget tidligt ude med at systematisere efteruddannelsen. Herfra udgav man i 1994 en bog, som hedder »Allmenn Praksis i Utvikling«, redigeret af praktiserende læge Johnny Mjell og 3 medarbejdere fra almen praksis. Medarbejdergruppen var fra Norsk Bioingeniørforbund, Norsk Hjælpeplejerforbund, Norske Lægesekretærers forbund. Johnny Mjell var udpeget fra den Norske Almenn Praksis Lægeforening. Man lavede et efteruddannelsesprogram, hvor man kom igennem forskellige problemstillinger i praksis, lige fra drift af praksis over laboratorieproblemstillinger omkring etik, og til meget konkrete almen praksis-problemstillinger. Det nye var, at forskellige medarbejdergrupper i almen praksis kom til at efteruddanne sig sammen.

Efteruddannelse i Danmark har tidligere mest hængt på delforeninger, såsom HK, Lægesekretærgruppen, SadL (Sammenslutningen af danske Lægesekretærer)-gruppen, Dansk Sygeplejeråd og Laboranternes Organisation. Der har således været 2 overordnede udfordringer. For det første at bringe medarbejderne sammen i lokale efteruddannelsesgrupper, evt. suppleret med lægegruppen ved enkelte møder. For det andet at uddanne medarbejdere i almen praksis på centralt plan fx ved Lægedage. Enkelte af disse kurser har også været både for medarbejdere og praktiserende læger.

Praksispersonale - en højmotiveret gruppe

I vores område blev vi specielt opmærksomme på problemstillingen i forbindelse med en brugerundersøgelse i midten af 90'erne. Brugerne var godt tilfredse med deres læge og med kontakten til læge - i det hele taget var de tilfredse med kerneydelsen.

Tilfredsheden var knap så god hvad telefonbetjening, tidsbestilling og adgangsforhold angik.

Det blev vi ikke så overraskede over. Derimod blev vi svært overraskede over, at patienterne havde meget kritik tilovers for vores medarbejdere, og specielt den modtagelse de fik, når de kom ind. Vi blev helt klar over, at denne kritik måtte lægges på lægerne som arbejdsgivere og ikke på personalet. I forsøg på at rette op på dette gik vi i vores område i gang med efteruddannelsestilbud til personalet. Vi fandt en højmotiveret gruppe, som mødte op i langt højere grad til arrangementer end vi var vant til fra lægegruppen. De gik i gang med decentral efteruddannelse, som de selv arrangerede med kun moralsk og økonomisk støtte fra lægerne. Gruppen mødtes efter arbejdstid, specielt om aftenen. Medarbejdernes holdning var overvejende, at de ikke kunne tage på kursus i arbejdstiden.

Endelig et fælles forum

Herefter har vi i tre områder i fællesskab gennemført et projekt i Galten-området, og Skødstrup-området og Grenå-området. Læger og personale udfyldte spørgeskemaer, hvoraf det fremgik, at der var en stor vilje til medarbejderefteruddannelse, både blandt arbejdsgiverne og blandt personalet. Der blev foretaget personalebesøg og udveksling, således at personale fra en klinik besøgte en anden klinik i et andet område. Samtidig blev der på landsplan et ønske om at få P.L.O., DSAM, HK-lægesekretærerne, SadL-lægesekretærerne, Dansk Sygeplejeråd og Bioanalytikerne i samme stue for at arrangere tværfaglig medarbejderudvikling.

Det tog et par år, før man fandt det rette forum og de rigtige mennesker til at falde i hak med hinanden.

Opbakning fra arbejdsgiverne er altafgørende

Det endte med projektet »Ringe i vandet« (RIV). Dette projekt startede op for godt 1 år siden og går ud på, at man i hvert amt i Danmark har ca. 3 tovholdere, helst ikke læger. Disse tovholdere skal forsøge at få kommunikation og idéudveksling mellem de lokale medarbejderforeninger, som svarer til lægernes 12-mands-foreninger. Man efterligner således lægernes decentrale efteruddannelse. P.L.O. er gået varmt ind for idéen og har opfordret de lokale praksisudvalg til at støtte op om ordningen både moralsk, med manpower og økonomisk, så vidt det er muligt. Enkelte steder har lægernes efteruddannelsesvejledere været til stor hjælp til råd om netværksopbygningen blandt lægerne. Man har kaldt det »Ringe i Vandet« ud fra idéen om, at når først idéen er startet, vil den brede sig ud over amtet og dermed ud over hele landet. Selve ordningen er for nuværende i en sårbar startfase, hvor man er meget afhængig af, at enkelte medarbejdere har lyst til at bygge det op. Det allervigtigste er nok, at disse medarbejdere føler opbakning fra deres arbejdsgivere, at denne opgave er vigtig, også for den klinik, som de arbejder i. Der er nok ingen tvivl om, at den klinik, der støtter sine medarbejdere til dette arbejde, både tidsmæssigt og evt. økonomisk vil få disse ressourcer tilbage igen mangedobbelt, idet en aktiv medarbejder er guld værd.

Inspiration fra Norge

Den anden problemstilling om medarbejdere på Lægedage startede op for 4-5 år siden, også inspireret fra Norge. De Norske Lægedage, kaldet Nidaroskongressen i Trondhjem. De praktiserende læger tager på kursus her, hvor medarbejdere også deltager i fælleskurser, men også i kurser, som specielt er arrangeret for medarbejdere. Disse kurser er indført på Lægedage i Danmark, endda med stor succes, således at medarbejderkurser stort set altid er de kurser, der først er overtegnede. Mange klinikker har opdaget, at det er meget berigende at tage på kursus sammen med personalet. Specielt hvis det omhandler problemer, som er fælles, og hvor det er vigtigt, at alle er blevet inspireret på samme tid og samme sted. Det gør det meget nemmere at ændre ting i praksis, når alle har haft den samme oplevelse.

Støt pionerne

Vi er således gennem de sidste 10 år kommet langt hvad medarbejderudvikling angår, men slet ikke langt nok. Som overskriften angiver »Streger i sandet« - ja, så kan det at tegne i sandet udviskes meget hurtigt med bare en let lille brise. Vi er stadig i en sårbar opbygningsfase, hvor det er nødvendigt at lave gode solide fundamentbeslutninger for at undgå, at pionertiltag ikke væltes omkuld ved første lille vindstød. Hvis vi derimod udbygger medarbejderudviklingen, vil vi få en meget stærk medarbejderstab, som også på sigt vil være i stand til at overtage mange af de funktioner, som lægerne føler sig hængt op af i dag. Vi vil få medarbejdere, som rent sikkerhedsmæssigt vil øge kvaliteten i almen praksis. Vi vil få klinikker, som opleves havende en større servicebevidsthed over for kunderne. Vi vil i det hele taget opleve os selv, og blive oplevet udefra, som mere professionelle. Det i sig selv vil medføre en positiv opadgående spiral, som igen giver øget ønske om udvikling osv.

Vi har fået sat ringe i vandet, men også streger i sandet. Det er op til os selv og vore me darbejdere, om vi vil have det positive spin-off. Almen praksis har brug for det fremover, og vi fortjener det.