Skip to main content

Ringkøbing Sygehus med på det elektive landkort

Journalist Anette Lahn Hansen

2. nov. 2005
3 min.

Seks uger. Det er ventetiden fra den praktiserende læge sætter sin underskrift på en henvisningsseddel, til patienten tager plads på operationslejet for at få en hofteprotese. Stedet er den splinternye operationsstue på Ringkøbing Syge- hus, og seks uger er den korteste offentlige ventetid i Danmark.

Den elektive hoftekirurgi i Ringkøbing er ny, den blev først sat i verden den 1. oktober 2002. Opgaven er at aflaste de to ortopædiske storebrødre i Holstebro og Herning og at være med til at bringe ventetiden i Ringkjøbing Amt ned. Trods det sene starttidspunkt sidste år, nåede sygehuset at lave godt en snes operationer.

»Vi laver udelukkende cementeret hoftealloplastik - typisk på patienter i aldersgruppen fra 60 til 65 år, og der er lavet aftale med amtet om 100 operationer i år,« fortæller Arne Bach, som er specialeansvarlig overlæge i Ringkøbing.

Patienterne og patientvejlederne rundt i landet er begyndt at få øje på muligheden for en hurtig operation i Ringkøbing. Og nogle patienter synes faktisk, at fire uger mellem forundersøgelse og operation er for lidt.

»Min erfaring er at mange - især ældre - patienter lige skal have tid til at indstille sig på operationen. Det skal ikke være en karrusel, de bare hopper på og så kører den med dem. Folk skal lige have tid til at tænke sig om, og nogle beder faktisk om at få lov til at vente lidt længere,« siger han.

De korte ventetider gør det taknemmeligt at være læge i Ringkøbing, og Arne Bach husker med gru tilbage på ventetider på op til to år, tidligere i karrieren.

»Det var frygteligt når ældre koner sagde: ,Jamen det er slet ikke sikkert jeg lever til den tid.` Så det her kan kun opleves om positivt,« siger Arne Bach.

Nu er »patient's delay« længst

Som det er i øjeblikket, ligger den største ventetid hos patienterne selv.

»Mange hoftepatienter har gået med problemerne længe, og patient's delay kan vi ikke gøre noget ved. Den vil altid være der. Det er doctor's delay, vi skal sørge for, ikke bliver for stor. Men om en operationsaftale ligger to eller seks eller otte uger fremme er efter min mening ikke så afgørende. For patienterne er det at få en aftale det vigtigste. Så de ved, der sker noget.«

I øjeblikket opererer personalet kun fast hver onsdag og en mandag hver måned - med to operationer hver operationsdag.

I Ringkjøbing Amt er man helt på det rene med, at ventetiden på Ringkøbing Sygehus ikke vil blive ved med at være så lav, når patienterne finde ud af at tidsaftalerne holder, og at service og kvalitet er i orden. Og det er den. Sygehuset anvender samme materialer som Herning og Holstebro.

»Vi har også samme procedure for at sikre at kvaliteten er ens. Det er en del af målsætningen, at vi har en ,ensartet høj kvalitet` på alle sygehusene. Det får man ved at sikre, at der er patienter nok til at opretholde en tilstrækkelig stor operationserfaring til at sikre den faglige kvalitet,« siger Arne Bach, der selv står for hovedparten af operationerne i Ringkøbing.

Med til at sikre en professionel kvalitet er den nybyggede operationsstue. Den adskiller sig fra de fleste andre operationsstuer ved at have et brosystem til udstyret. Det giver særligt gode arbejdsbetingelser. Desuden er den udstyret med et laminært airflow, der gør, at luften bevæger sig jævnt. Det betyder, at der ikke trækker, og gør, at stuen er meget behagelig for både patienter og personale. Som noget nyt anvender operationsstuen frisk luft i flowsystemet. Samlet er det med til at give meget sterilt miljø med en CFU på 0,3 pr. kubikmeter.

»Det er langt under den anbefalede grænse, og kan på den måde være med til at sikre patienterne godt mod infektioner. Det er jo også en kvalitet,« siger en tilfreds Arne Bach.

Med ledige dage på den nye operationsstue, er der indbygget en mulighed for at udvide antallet af hofteoperationer og måske også på sigt lave knæalloplastikker.