Røgslør forude, politikere

»Jeg håber, at de danske politikere vil tænke sig meget grundigt om, inden de accepterer at udvande kravene til videnskabelig dokumention for alternativ behandling. Kære politikere - det er en farlig vej!«

Professor i almen medicin ved Universitetet i Bruxelles, Willem Betz, har i en årrække fungeret som EU-ekspert i forskning inden for alternativ medicin under COST (Coordination in Science and Technology). Han er dybt betænkelig ved, at rådgivere for det danske Folketing promoverer et bredere vurderingsgrundlag end randomiserede undersøgelser for altermativ behandling.

»For nogle år siden anbefalede EU-parlamentet, at medlemsstaterne anerkendte alternativ behandling - men først når der forelå beviser for disse behandlingers værd. Desværre har politikere overalt en tendens til at glemme det forbehold«, sukker Willem Betz.

»Jeg har i fem år siddet i en arbejdsgruppe under COST (om anerkendelse af alternativ behandling). I vores slutrapport måtte vi konstatere, at der med nogle få undtagelser ikke var bevis for behandlingernes effekt.

Den belgiske regering ville alligevel anerkende og certificere, og argumenterede derfor med social nødvendighed. Man mente, at befolkningen havde ret til kvalitet i alternativ behandling. Et underligt argument. Hvordan kan man have kvalitet uden virkning?

Politikere mener formentlig, at de redder sig mange stemmer ved at støtte det alternative område. I Belgien - og mange andre lande - er det en udbredt misopfattelse, at et meget stort flertal af befolkningen bruger alternativ behandling mere eller mindre regelmæssigt.

Spørger man folk, om de har brugt alternativ behandling inden for de seneste 12 måneder, svarer kun 6-8 procent bekræftende. Det fremgår af vores nationale befolkningsundersøgelse. I mange andre undersøgelser får man kunstigt høje tal, fordi der for eksempel spørges, om man nogensinde har brugt alternativ behandling, eller man definerer alternativ medicin meget bredt og inkluderer almindelig sund levevis - eller sågar bøn.

Den nyeste trend er undersøgelser med udgangspunkt i patienternes tilfredshed. Det er et meget farligt instrument. Man får det bedre af at gå i spabad, spise en god middag, elske, men det kurerer jo ikke kræft.

Er det efter din mening nødvendigt at bruge andet og mere end traditionelle naturvidenskabelige metoder i bedømmelsen af alternative behandlingers effekt?

»De alternative argumenterer mange gange med, at de ikke behandler sygdomme, men for eksempel ændrer patientens energifelt. Det bør da ikke forhindre dem i at vise, hvordan patienternes sygdom udvikler sig i forhold til andre gruppers. Hvis man fornægter sygdom som begreb, fører det os tilbage til huleboernes tid«.

Er det en generel trend i Europa, at alternativ behandling certificeres?

»Landene har meget forskellig politik. I Belgien har man en kompliceret certificeringsordning med et råd og arbejdsgrupper, hvor halvdelen af medlemmerne er universitetsfolk. Certificering kræver to tredjedeles flertal i rådet.

I Holland har behandlergrupperne organiseret sig med blandt andet egne disciplinærinstanser for at sikre kvalitet. En række kendte folk kom imidlertid meget galt afsted eller døde efter at have været i behandling hos alternative behandlere, som havde behandlet dem helt efter bogen. Det har fået myndighederne til at planlægge kontrol.

I Tyskland har man også særlige kommissioner for de store, alternative behandlingsformer. Men de tyske myndigheder er ved at finde ud af, at disse kommissioner bruger mere energi på at propagandere end disciplinere«.

Er det en dårlig idé at certificere?

»Certificering lugter af blåstempling. Jeg mener, at alternative behandlere skal registreres og underlægges et sæt etiske retningslinjer, som for eksempel tilsiger, at patienten også skal konsultere en rigtig læge.

Ser du en fremtid med større integration mellem alternativ og lægevidenskabeligt baseret behandling?

»Jeg tror, at der vil komme mere og mere fokus på alternativ medicin. Men jeg tror også, at en mere og mere velorienteret befolkning vil se, at behandlingerne overvejende er virkningsløse. Sådan er det med mere viden, man kan blot se på, at der for 100 år siden var mange homøopatiske hospitaler i Europa, og de er stort set væk i dag«, pointerer Willem Betz.